Teknisk administrative stillinger

Projektkoordinator til drift og udvikling af det digitale kursusevalueringssystem på Aarhus BSS (Barselsvikariat) 1006234

Kontekst
Vi søger en barselsvikar pr. 1. november 2018, der skal være med til at drifte og udvikle Aarhus BSS’ fælles digitale kursusevalueringssystem.

Systemet anvendes til hvert semester at evaluere ca. 500 kurser på fakultetets BA-, kandidat-, HD-, master- og Summer School-programmer samt ca. 2500 vejledningsforløb. Blandt målene har været at opbygge og drifte et evalueringssystem, der er fleksibelt, brugervenligt, driftsikkert, med høj datasikkerhed og som samtidigt automatiserer evalueringsprocessen så meget som muligt.

Systemet er designet, så det kan håndtere følgende processer: hvert semester indsamle evalueringsdata fra de studerende på samtlige undervisningsforløb, lagre data i en hensigtsmæssig databasestruktur, automatisk generere forskellige former for rapporter i overskuelig og indbydende grafik, udsende de relevante rapporter til involverede undervisere, fagansvarlige og studieledere, automatisk generere visse nøgletal på tværs af kurser, årgange og semestre til brug for fagkoordinatorer, studieledere og ledere.

Om jobbet
Du vil som projektkoordinator indgå i CULs evalueringsteam, som foruden projektkoordinatoren består af en datamanager og en analysemedarbejder.
Dine opgaver vil spænde bredt inden for projektkoordinering, blandt meget andet:
  • mødeplanlægning og -styring i evalueringsteamet
  • koordinering af arbejdsgrupper, projektgrupper m.fl.
  • dokumentation, opfølgning og afrapportering af evalueringsprojektets fremdrift
  • opsamling på ønsker fra institutter og administration
  • målrettet kommunikation om projekterne på hjemmesider til studerende og medarbejdere
  • brugersupport på evalueringssystemet Blue (efter oplæring).
Du forventes at løse opgaverne i tæt samarbejde og dialog med de nærmeste kollegaer i evalueringsteamet og øvrige kollegaer på CUL samt med en række forskellige medarbejdere på BSS og AU.

Din profil
Vi forventer at du:
  • har erfaring med at koordinere projekter
  • har en løsningsorienteret og analytisk tilgang til dit arbejde
  • kan arbejde selvstændigt samtidig med at du kan indgå i et team
  • kan vurdere behov i organisationen og facilitere samarbejde mellem forskellige parter med lydhørhed, tålmodighed og fleksibilitet
  • er robust og motiveres af at arbejde i en politisk organisation
  • er initiativrig og har lyst til at lære
  • er interesseret i evaluering og dokumentation med afsæt i data
  • er interesseret i udvikling af universitetsundervisning
  • kan formulere dig flydende på dansk og engelsk i skrift og tale

Derudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i et universitetsmiljø, og hvis du har kendskab til universitetsundervisning og interesserer dig for evaluering og undervisningsevaluering. Vi ser gerne, at du har erfaring med universitetspædagogisk udviklingsarbejde, og vi lægger vægt på, at du har en kandidatgrad fra universitetet, gerne fra erhvervs- eller samfundsvidenskab. Nyuddannede opfordres også til at søge.

Om os
Center for Undervisning og Læring er fakultetets universitetspædagogiske forsknings- og udviklingsenhed. Foruden at have ansvaret for BSS’ evalueringssystem (Blue), har centeret ansvaret for BSS’ digitale eksamenssystem (Wiseflow) og er involveret i driften af AU’s learning management system (BLackboard). Centeret udbyder endvidere universitetspædagogiske kurser til undervisere på alle karrieretrin, indgår i udviklingsarbejde med undervisere, studieledere m.fl., og centeret forsker i universitetspædagogiske og didaktiske problemstillinger - især inden for erhvervs- og samfundsvidenskaberne.

Vi kan tilbyde dig et engageret, tværfagligt, resultatorienteret udviklingsmiljø med 20 hjælpsomme kolleger. Et spændende job og en dagligdag med fuld fart, høje ambitioner og højt til loftet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er tidsbegrænset (barselsvikariat) og løber frem til og med juli 2019 med mulighed for forlængelse.

Barselsvikariatet er en fuldtidsstilling med løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten eller anden relevant overenskomst.

Ansættelse pr. 1. november 2018.

Arbejdssted
Arbejdsstedet er Aarhus BSS, Center for Undervisning og Læring (CUL), Bartholins Allé 10, 8000 Aarhus C.

Hvis du vil vide mere om stillingen
Du kan læse mere om CUL og Aarhus BSS her: www.cul.au.dk
Du er velkommen til at kontakte centerleder Torben K. Jensen på e-mail tkj@au.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen. Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Samtaler forventes afholdt torsdag d. 25. oktober, evt. fredag d. 26. oktober. Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Ansøgningsfrist

Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest:

22.10.2018
Søg stilling online her

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 39.000 studerende og 8.000 medarbejdere (årsværk) med en årlig omsætning på 6,6 mia. kr. Læs mere på www.au.dk.