Teknisk administrative stillinger

Ejendomsserviceteknikerelev søges til ST Bygningsservice, Aarhus Universitet 929448

Ejendomsserviceteknikerelev søges til ST Bygningsservice, Aarhus Universitet Arbejdssted: 8000 Aarhus C, STBYG 6 & NAVITAS

Har du fingrene rigtigt skruet på, og har du lyst til en attraktiv uddannelse inden for ejendomsservice?

Så skal du være ejendomsserviceteknikerelev hos os:

Bygningsservice ved Science and Technology (STBYG), Aarhus Universitet tilbyder en spændende praktikplads til en ejendomsserviceteknikerelev med start hurtigst muligt. Praktikpladsen er lokaliseret i vores afdeling i Aarhus. Stillingen er på 37 timer.

Ejendomsservicetekniker er en håndværkeruddannelse, der tager ca. 3 år og 9 måneder og som veksler mellem praktik i ST Bygningsservice og undervisning på Teknisk skole.

Hos os får du en alsidig uddannelse, hvor du kan udfolde dig både personligt og fagligt. Du får en grundlæggende viden inden for de mange områder, uddannelsen omfatter. Herudover har en del af dine kollegaer i teamet selv gennemført uddannelsen, så de kan give god faglig sparring – både i forhold til det praktiske, og ikke mindst det teoretiske fra skoleforløbene.

Ejendomsservicefaget omfatter opgaver vedrørende den daglige drift og vedligehold af bygningerne samt vedligehold og reparationer af tekniske installationer og inventar, drift af CTS anlæg, udskiftning af og tilsyn med belysning, opsætning og flytning af inventar, renholdelse af indgangspartier og teknikrum, affaldshåndtering, adgangssystemer og andre forefaldende opgaver.

Vi forventer, at du:

- er engageret og ansvarsbevidst
- har lyst til at udvikle dig fagligt og personligt
- er udadvendt, serviceminded og god til at samarbejde
- har et godt kendskab på brugerniveau til Word, Excel og mail-håndtering
- kan begå dig på engelsk
- har bestået grundforløbet, og nu er klar til at starte praktikforløbet

Til gengæld tilbyder vi:

- et spændende job i driftsområder under stadig forandring, hvor dine ideer kan inspirere og præge den fremtidige udvikling af området
- en alsidig dagligdag hvor dit gode humør og personlige initiativ sammen med os andre resulterer i et godt arbejdsklima.

Science and Technology, Aarhus Universitet er landsdækkende og råder over ca. 330.000 m2 bygninger indrettet til forskning og uddannelse. Bygningerne omfatter kontor og undervisningsbygninger, laboratoriebygninger og diverse former for stalde, lader, væksthuse og bygninger med tung infrastruktur og tekniske anlæg såsom biogasanlæg, serverfaciliteter og acceleratorer.

STBYG varetager drift, rengøring og vedligehold af bygninger ved fem driftsområder. I samarbejde med institutter og universitetsledelsen deltager STBYG i udviklingen af fakultetets bygningsarealer. STBYG beskæftiger ca. 180 medarbejdere.

Ansøgning:

Vil du vide mere om praktikpladsen, kan du kontakte driftsinspektør Michael Therkildsen på tlf. 2043 3830 eller Bygningsadministrationsleder/Elevkoordinator Maria Harder på tlf. 87 15 22 64.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 39 og 40.

Formalia
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og gældende overenskomst.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Ansøgningsfrist

Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest:

27.09.2017
Søg stilling online her

 

Aarhus Universitet er et moderne, fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 42.500 studerende og 11.500 medarbejdere og har et årligt budget på 6,3 mia. kr. Læs mere på www.au.dk.