Teknisk administrative stillinger

Aarhus BSS Studier, International, søger en medarbejder til varetagelse af opgaver knyttet til international markedsføring og rekruttering 932341

Vi søger en ambitiøs og energisk kollega tilknyttet BSS International. BSS International er en del af Aarhus BSS Studier, der består af ca. 75 medarbejdere, som arbejder med undervisnings- og eksamensadministration, studievejledning og information, studienævnsbetjening, sagsbehandling, kvalitetssikring, akkreditering og ledelsesinformation. Aarhus BSS Studier supporterer fakultetets 6 institutter og indgår i løbende dialog med ledelsen på Aarhus BSS.

I Aarhus BSS International arbejder vi med: 
-At markedsføre vores engelsksprogede uddannelser og fag til udenlandske studerende med henblik på at rekruttere dygtige og ambitiøse udenlandske studerende til bachelor- og kandidatuddannelser.
-At yde støtte og vejledning til Aarhus BSS-studerende, som planlægger et udvekslingsophold på et udenlandsk universitet.
-At yde støtte til og modtage internationale studerende, som følger kurser eller studier på Aarhus BSS.
-At indgå og administrere samarbejdsaftaler med udenlandske universiteter.
-At understøtte dekanatet, fakultetsledelsen og institutterne på Aarhus BSS med internationale, administrative opgaver.

Din nye stilling: 
Du vil komme til at indgå i vores markedsførings- og rekrutteringsteam, der består af to personer og vil primært varetage følgende opgaver:
-Planlægning og gennemførsel af markedsførings- og rekrutteringsaktiviteter primært rettet mod internationale ansøgere til Aarhus BSS’ stærke portefølje af uddannelser på bachelor- og kandidatniveau, herunder deltagelse i messer og events i relevante markeder.
-Kommunikation med potentielle ansøgere og fastholdelse af ansøgere.
-Opfyldelse af fakultetets strategiske målsætninger inden for det internationale område. -Rådgivning og sparring med uddannelsesansvarlige og ledelse om markedsføring af specifikke uddannelsessatsninger.
-Koordinering af Aarhus BSS’ aktiviteter på det internationale område i tæt relation med de øvrige fakulteter på AU.

Profil: 
Den rette kandidat til stillingen vil have et indgående kendskab til internationalisering af uddannelser og hurtigt være i stand til at opnå en forståelse af den konkurrencesituation, Aarhus BSS indgår i internationalt. Erfaring inden for markedsføring, herunder online-markedsføring, og salg er en forudsætning, og erfaring med kommunikation og CRM er et plus. Det er derudover et krav, at du behersker engelsk på højt niveau i både skrift og tale. Udadvendthed, stor professionalisme og evnen til sikkert og overbevisende at kommunikere med potentielle ansøgere vil være vigtige personlige karakteristika.
Vores nye medarbejder vil få en bred samarbejdsflade i organisationen, hvor særligt samarbejde med vores kolleger i studieadministrationen, på institutterne samt med kommunikationsafdelingen er afgørende for at kunne opfylde målsætningerne i jobbet. Det er derfor vigtigt, at du har stærke samarbejdsevner.
Den, vi søger, har en positiv tilgang til opgaverne og arbejder struktureret og målrettet. Du skal være initiativrig, ansvarsfuld, diplomatisk og engageret, og ikke mindst skal du være villig til at yde en ekstra indsats i perioder, hvor det er nødvendigt.
Da en hovedopgave i stillingen er at repræsentere Aarhus BSS over for internationale målgrupper, skal der påregnes en vis rejseaktivitet fordelt hen over året (ca. 40 rejsedage pr. år).

Samtaler: 
Samtaler forventes afholdt onsdag den 11. oktober 2017.  

Arbejdssted: 
Arbejdsstedet er Tåsingegade 3, 8000 Aarhus C.

Ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og den relevante organisation. Stillingen er fuldtidsstilling (37 timer) med besættelse hurtigst muligt.

Yderligere oplysninger: 
For yderligere oplysninger kontakt afdelingsleder Jesper Qvistgaard, BSS International på tlf.21998631/jq@au.dk. Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Ansøgningsfrist

Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest:

09.10.2017
Søg stilling online her

 

Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 40.000 studerende og 8.000 medarbejdere med et årligt budget på 6,4 mia. kr. Læs mere på www.au.dk.