Teknisk administrative stillinger

Barselsvikariat; HR-supporter til Health HR - 953875

Vil du være med til at sikre en professionel og driftssikker håndtering af HR-opgaver?

Du skal være med til at levere de ydelser, der opfylder fakultetet Health´s konkrete HR-behov og dermed understøtte ledere på alle niveauer. Vores fokus er både på den sikre personaleadministrative drift og på den strategiske og forretningsorienterede sparring.

Som HR-supporter bliver du en del af en ambitiøs afdeling, hvor der er travlt, og hvor alle tager fat.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø, humor, og at fællesskabet fungerer både fagligt og socialt.

Du understøtter institutterne i deres rekrutterings- og ansættelsesprocesser. Du skal derfor forvente, at du skal løse opgaver lige fra at bringe stillinger i opslag, udarbejde ansættelsesbeviser og lønforhandle til at have dialogen med både ledere og ansatte. HR skal sikre, at processer og ansættelser lever op til gældende lovgivning, overenskomster og interne regelsæt, så en vigtig opgave er at vedligeholde HR-systemer, herunder lønadministration, journalisering etc. Du vil videre skulle indhente barsels- og sygerefusion. Fakultetet står kort efter din tiltrædelse over for den store årlige lønforhandling, hvor du skal bidrage til at løse de administrative opgaver.

Vores organisering er stadig ny, så du skal være indstillet på at tage initiativ og indgå i processer, hvor vi optimerer arbejdsgange og procedurer.

Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du har en akademisk uddannelse gerne samfundsvidenskabelig/juridisk kandidatuddannelse eller en anden administrativ relevant uddannelse/erfaring indenfor HR. Det er ikke en hindring, at du er nuyddannet. Det kan være en fordel, hvis du har kendskab til det regionale sundhedsvæsen.

Som HR-supporter forventer vi, at du er serviceminded og tænker proces- og forretningsorienteret.
Det er afgørende, at du arbejder selvstændigt, struktureret og effektivt med sans for overblikket såvel som detaljen. Du er løsningsorienteret og god til at opsøge samarbejde på en imødekommende og fleksibel måde. Endelig er du velformuleret i skrift og tale, og kan begå dig på såvel dansk som engelsk.

Vi tilbyder
Grænsen mellem HR-partneropgaver og HR-supporteropgaver er ved Health HR ofte flydende.
Du vil få ansvar og gode muligheder for at være med til at præge din stilling, samt faglig og personlig udvikling. Vi er gode til videndeling og sørger for sidemandsoplæring. Du vil indgå i et bredt HR-netværk på tværs af universitetets fire fakulteter og fællesadministrationen.

Health HR – hvem er vi?
Ved Health HR er vi i dag 15 medarbejdere fordelt på HR-partnerchef, HR-partnere og –supportere. Vi arbejder i to teams, der hver især betjener Health’s institutter/enheder. Hvert team ledes fagligt samt i ressourcedisponeringssammenhænge af en ledende HR-partner. Alle medarbejderne i afdelingen refererer til HR-partnerchefen.

Health er et af fire hovedområder på Aarhus Universitet. Hovedområdet, som består af fem institutter, skaber sundhedsvidenskabelig viden til at styrke Aarhus Universitets indsats inden for forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelse. Health har et meget tæt samarbejde med sundhedssektoren, herunder især Aarhus-Universitetshospital og Region Midtjylland.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er et barselsvikariat på fuld tid (37 timer) og er til besættelse snarest muligt.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til relevant overenskomst.

Samtaler

Vi forventer at holde ansættelsessamtale onsdag den 17. januar 2018

Kontakt os
Hvis du vil høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte HR-partnerchef Birgit Honoré tlf. 8715 3185 eller ledende HR partner Dagmar Brøndt Kjær, tlf. 9350 8296.

Formalia

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til relevant overenskomst .

Ansøgning

Ansøgningen skal vedlægges CV og angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser). Anbefalinger/referencer kan uploades særskilt.

Ansøgninger, der indsendes på anden vis end via nedenstående online ansøgningsformular eller som modtages senere end ansøgningsfristen, vil ikke blive taget i betragtning.

Vejledning for ansøgere samt vejledning i udfyldelse af ansøgningsformular kan ses her.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Ansøgningsfrist

Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest:

09.01.2018
Søg stilling online her



Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 39.000 studerende og 8.000 medarbejdere med et årligt budget på 6,6 mia. kr. Læs mere på www.au.dk.