Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Bestyrelsen » 2005 » 4-2005 » pkt5a

Ansøgning om godkendelse af becheloruddannelse i arabisk og kommunikation i samarbejde med Handelshøjskolen i Århus

Pkt. nr.  5.A.


Sagsfremstilling

Baggrund og formål

Uddannelsen i Arabisk og kommunikation udbydes i et samarbejde mellem Handelshøjskolen i Århus (HHÅ) og Aarhus Universitet (AU) i henhold til samarbejdsaftale af 31. januar 2005.

Det er hensigten at skabe en uddannelse i det jyske område, der imødekommer det åbenlyse behov for at styrke uddannelsen i et af de udbredte indvandrersprog i Danmark, der samtidig er et af de store verdenssprog, som Danmark såvel i handel, kultur og udenrigspolitik får et nærmere og nærmere forhold til. Det primære arbejdsmarked for uddannelsen forventes at blive flygtninge- og indvandrersektoren, politi og justitsvæsen, sygehuse, ministerier, udenrigstjenesten samt eksport- og importvirksomheder. Bacheloruddannelsen i Arabisk og kommunikation giver desuden adgang til en række kandidatuddannelser på universitetet samt HHÅ’s kandidatuddannelse i virksomhedskommunikation.

Udviklingskontrakt

Uddannelsen er et led i opfyldelsen af universitetets udviklingskontrakt (pkt. 2.1.3).

Indhold

Uddannelsen omfatter i alt 210 ECTS (heraf 30 ECTS propædeutik) og er opbygget således:

Arabisk med erhvervssprog inkl. propædeutik: 115 ECTS (AU)

Virksomhedskommunikation inkl. Fællespropædeutikum 75: ECTS (HHÅ)

Bachelorprojekt: 20 ECTS (AU eller HHÅ)

Samarbejdet mellem AU og HHÅ

Optagelse sker formelt på HHÅ, men indskrivning sker parallelt på både HHÅ og AU. De to institutioner planlægger og afholder undervisning, vejledning og eksamen for hver deres uddannelsesdele. Hver institution optjener STÅ, fællestaxameter og bygningstaxameter efter de respektive takster for den uddannelsesdel, institutionen leverer. Der sker ingen økonomisk udligning i den forbindelse. Bachelorbonus optjenes af HHÅ, og halvdelen overføres til AU.

Undervisningen i arabisk med erhvervssprog sker ved Det Teologiske Fakultet på AU. Der vil i et vist omfang være fælles fagelementer mellem denne erhvervssprogslinie og universitetets bachelorlinie i arabisk, mens andre fagelementer vil være specifikke for erhvervssprogslinien. Der vil være mulighed for ½ års sprogstudieophold i et arabisksproget land som en del af arabiskuddannelsen.

Undervisningen i virksomhedskommunikation sker på HHÅ. Det er tale om en lettere forkortet udgave af det uddannelsesforløb, som i dag indgår i HHÅ’s øvrige erhvervssproglige uddannelser med kommunikation. Bortset fra forkortelsen vil uddannelsesforløbet i virksomhedskommunikation både mht. opbygning og indhold være identisk med de øvrige af HHÅ’s linier i virksomhedskommunikation.

Udbud og optagelse

Uddannelsen henvender sig til alle unge med adgangsgivende eksamen. Der forventes en vis søgning fra unge med indvandrerbaggrund, men uddannelsen er lagt til rette, så den henvender sig til en bred vifte af unge.

Uddannelsen planlægges udbudt pr. 1. februar 2007, og efterfølgende hvert år pr. 1. februar med 30 pladser.

Økonomi

Den høje grad af samlæsning med andre uddannelser på begge institutioner betyder, at det ikke er nødvendigt at stille bestemte minimumskrav til optagets størrelse, idet rentabiliteten ikke isoleret afhænger af en bestemt holdstørrelse for netop denne kombinationsuddannelse, men derimod for hele området arabisk og hele området kommunikation. Det Teologiske Fakultet og Aarhus Universitet har valgt at prioritere udviklingen af moderne arabisk. Investeringsbudgettet er på godt 6 mio. kr. over 5 år, hvorefter uddannelserne i arabisk forventes at være i STÅ-balance. Investeringerne er indarbejdet i fakultetets budgetter.

Uddannelsen forventes at kunne rummes indenfor den eksisterende bygningsmasse, hvorfor de afledte omkostninger hertil vil være marginale.


Indstilling

Det indstilles, at bestyrelsen godkender forslaget til en ansøgning om godkendelse af en bacheloruddannelse i arabisk og kommunikation i samarbejde med Handelshøjskolen, Århus


Bilag:  

Ansøgning om godkendelse af uddannelsen kan fås ved henvendelse til Ledelsessekretariatet.


J.nr. AU-2005-522-056

Kontor/Sagsbehandler:  Led/tbj

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk