Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Bestyrelsen » 2006 » pkt6a

Ansøgning om godkendelse af ny civilingeniøruddannelse i biomedicinsk teknologi

Sagsfremstilling:

Ministeriet gav i 2003 Aarhus Universitet principgodkendelse til at uddanne civilingeniører, og i december 2004 fik universitetet den formelle godkendelse til at udbyde en række civilingeniøruddannelser. I regi af CTK Aarhus (Center for Tekniske Kandidatuddannelser i Aarhus), udbydes der i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen i Århus i dag civilingeniøruddannelser i teknisk IT, teknisk geologi, procesteknologi samt i optik og elektronik. I 2006 er der indskrevet 200 civilingeniørstuderende, og det er, som bekendt, et mål i Aarhus Universitets udviklingskontrakt for 2006-2008 at antallet i kontraktperioden stiger med 50% til 300 civilingeniørstuderende. Desuden er det et mål i udviklingskontakten at der oprettes 10 nye professorater indenfor det teknisk-/naturvidenskabelige område. Det allerede eksisterende studie- og fagmiljø med erfaring i at uddanne civilingeniører skal således yderligere styrkes i de kommende år.

Civilingeniøruddannelsen i biomedicinsk teknologi udbudt i regi af CTK vil imødekomme medicoindustriens behov for udviklingsingeniører indenfor specifikke medicotekniske områder og vil kunne styrke regionens sundhedsvidenskabelige forsknings- og udviklingsaktiviteter. Målet er at de kommende civilingeniører kvalificeres til at kunne indgå i et tværfagligt samarbejde omkring udvikling af medicotekniske metoder, apparater og hjælpemidler til overvågning, diagnostik og behandling af patienter – både i den medicotekniske industri og i sundhedsvæsnet.

Udannelsen har et omfang på 120 ECTS point, svarende til 2 års fuldtidsstudium. Uddannelsen vil blive tilrettelagt af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet i samarbejde med Ingeniørhøjskolen i Århus og Skejby Sygehus. Disse institutioner har stor erfaring med tilrettelæggelse og afvikling af tværfaglig medicinsk-teknisk uddannelse, idet man siden 1998 har udbudt kandidatuddannelsen i biomedicinsk teknik (cand.scient.med). Der er indtil nu dimitteret 50 cand.scient.med'er. 12 er fortsat i et Ph.d.-studium, 3 har startet eget medicofirma, 6 er ansat ved medicotekniske afdelinger, 4 er ansat på hospitalsafdelinger, 1 er ansat som lektor i medicoteknik, og 24 er ansat som udviklingsingeniører i medicoindustrien - heraf 2 i udlandet.

Adgangskravet til den nye civilingeniøruddannelse vil være enten en diplomingeniøruddannelse inden for retningsområderne elektronik, informationsteknologi eller maskinteknik, eller en tilsvarende national eller international teknisk videnskabelig bacheloruddannelse. Uddannelsen vil ud over de sundhedsvidenskabelige kurser lægge stor vægt på en række nye medicotekniske kurser på højteknologisk niveau til styrkelse af den innovative del af medicoteknikken. Civilingeniøruddannelsen i biomedicinsk teknologi vil således i højere grad end cand.scient.med. uddannelsen i biomedicinsk teknik fokusere på tekniske problemstillinger og løsninger. Civilingeniørerne vil kvalificeres til at løse komplicerede tekniske problemer, designe og implementere komplekse teknologiske produkter og systemer.

Den nye civilingeniøruddannelse vil ikke medføre øgede udgifter til bygninger og/eller personale. Der vil i høj grad blive tale om samundervisning med studerende ved kandidatuddannelsen i biomedicinsk teknik, medicinstuderende, fysikstuderende og studerende ved civilingeniøruddannelsen i teknisk IT.

Uddannelsen foreslås indplaceret som teknisk videnskab med undervisningstaxameter på 62.000 kr. og et fællestaxameter på 11.000 kr. (FFL 2006) Uddannelsen ønskes udbudt fra september 2007 med et optag på 10-15 studerende første år. På sigt ønskes et optag på ca. 30 studerende.


Indstilling:

Det indstilles, at bestyrelsen godkender ansøgningen om godkendelse af ny civilingeniøruddannelse i biomedicinsk teknologi.


Bilag:  

Ansøgning om godkendelse af uddannelsen kan fås ved henvendelse til Ledelsessekretariatet.


J.nr. AU-2006-522-070

Kontor/Sagsbehandler:  Led/tbj

                                                                                                                                                           

                                                                                                                                                           

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk