Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Bestyrelsen » 2007 » 2-2007 » Dagsorden » pkt8A

pkt8A

Sagsfremstilling til møde i Aarhus Universitets bestyrelse (BM 2-2007) den 26. februar 2007

Pkt. nr.  8.A.


Dagsordenspunkt: Status for fusionsarbejdet


Sagsfremstilling:     

Aarhus Universitet modtog umiddelbart inden jul Videnskabsministeriets endelige godkendelse af fusionen, der formelt trådte i kraft den 1. januar 2007.

Fusionsstyregruppe
Fusionsstyregruppen er udvidet, så samtlige dekaner er medlem. Den består herefter af:
-          rektor Lauritz B. Holm-Nielsen (formand)
-          universitetsdirektør Stig Møller
-          dekan Erik Meineche Schmidt, Det Naturvidenskabelige Fakultet
-          dekan Svend Hylleberg, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
-          dekan Bodil Due, Det Humanistiske Fakultet
-          dekan Søren Mogensen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
-          dekan Carsten Riis, Det Teologiske Fakultet
-          dekan Just Jensen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
-          direktør Henrik Sandbech, Danmarks Miljøundersøgelser
-          dekan Børge Obel, Handelshøjskolen i Århus

Samtidig er det besluttet at slå styregrupperne for fusionen og strategiarbejdet sammen, blandt andet med det formål at samordne de to processer bedst muligt.

Sikker drift
Som beskrevet i orientering om fusionen til bestyrelsen den 19. december 2006, har der i fusionens første fase, indtil 31. december 2006, været fokus på opgaven med at skabe sikker drift ved overgangen til én institution ved årsskiftet. Der har været ydet en stor indsats fra de nedsatte arbejdsgruppe herfor. Det er universitetets klare opfattelse, at overgangen er forløbet tilfredsstillende.

Arbejdsgrupper
Som supplement til de tidligere nedsatte arbejdsgrupper inden for områderne:
-          personaleforhold
-          budget- og regnskabstekniske forhold
-          tekniske bygningsforhold
-          organisering og styrkelse af det samlede tech trans-område inkl. international projekthjemtagelse
-          kommunikation og it
er der nedsat yderligere to arbejdsgrupper inden for områderne:
-          studieadministrative forhold
-          internationalisering

Det videre arbejde i 2007
2007 er tidligere defineret som anden fase i fusionsarbejdet, hvor de tekniske fusionsbestræbelser skal koncentrere sig om registrering af den aktuelle situation, analyser og planlægning af eventuelle omlægninger. Í den forbindelse har der fundet en række mindre tilpasninger sted af arbejdsgruppernes kommissorier. 

Organisering af tech trans-området
Arbejdsgruppen vedrørende organisering og styrkelse af det samlede tech trans-område inkl. international projekthjemtagelse har afleveret en rapport til fusionsstyregruppen. Arbejdsgruppen er blevet bedt om snarest at arbejde videre med en model der samler tech trans-arbejdsområderne, dvs. generel erhvervskontakt, patentsager, kontrakter, hjemtagelse af eksterne midler i en intern enhed suppleret med et kommercielt AU-ejet selskab – Tech Trans A/S.

Det faglige samarbejde - Sandbjergseminarer
Som led i fusions- og strategiprocessen er der etableret en mulighed for at arrangere møder om de faglige samarbejdsmuligheder. Møderne kan initieres af den enkelte medarbejder, grupper af medarbejdere, institutter, afdelinger, fakulteter, dekaner og andre. Sandbjergmøderne er et tilbud til alle ansatte for at komme i kontakt og faglig dialog med medarbejdere på tværs af universitetet. De kan også være rammen om uddannelsesudviklingsarbejder, der trækker på forskellige enheder på universitetet. Endelig kan Sandbjergmøderne bruges til at øge kendskabet til kollegaer og arbejdsmetoder i administrative funktioner på tværs af universitetet.

Manifest for samarbejdet i forbindelse med fusionen
Fusionsstyregruppen har udarbejdet et sæt retningslinjer - et manifest - for fusionsarbejdet. Manifestet er udfærdiget for at sikre, at fusionsprocessen forløber på en måde, så der skabes det bedst mulige grundlag for en udvikling af universitetet, hvor alle universitetets potentialer udnyttes og udvikles.

Fusionshjemmeside
Der er etableret en hjemmeside for fusionsarbejdet - www.fusion.au.dk hvor alle relevante oplysninger offentliggøres.


Indstilling:      
Det indstilles, at bestyrelsen tager orienteringen til efterretning


Bilag:  -


J.nr. AU-2007-060-005.
Kontor/Sagsbehandler:  Led/bbj

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk