Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Bestyrelsen » 2007 » 5-2007 » dagsorden » bilag 8a

Udkast af 7. juni 2007 til ny vedtægt

Vedtægt for Aarhus Universitet

Udkast 7. juni 2007

fastsat i henhold til § 10, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 280 af 21. marts 2006 om universiteter (universitetsloven) som ændret ved lov nr. 544 af 8. juni 2006, lov nr. 295 af 27. marts 2007, lov nr. 567 af 6. juni 2007, lov nr. 570 af 6. juni 2007, samt i henhold til bekendtgørelse nr. 1463 af 13. december 2006 om ændring i styrelsesregler for en række universiteter som følge af sammenlægning med andre forskningsinstitutioner (styrelsesbekendtgørelsen), som ændret ved bekendtgørelse nr. 454 af 21. maj 2007.

 

Kapitel 1

Status, opgaver, grundlag, organisation

Status

§ 1. Aarhus Universitet er en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning.

Stk. 2. Universitetet har hjemsted og værneting i Århus Kommune. Universitetets vedtægt godkendes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

Opgaver

§ 2. Aarhus Universitet har til opgave at drive forskning, give forskningsbaseret uddannelse og yde forskningsbaseret rådgivning indtil det højeste internationale niveau, udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater samt udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund.

Grundlag

§ 3. Aarhus Universitet bygger på det arbejdsfællesskab mellem videnskaberne, der inden for den europæiske universitetstradition karakteriserer et universitet med en fuldt udbygget fagvifte.

Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.

Stk. 3. Aarhus Universitetet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.

Stk. 4. Aarhus Universitetet har i kraft af sin oprettelseshistorie en forpligtelse til at bidrage til udviklingen i region og lokalsamfund.

Organisation

§ 4. Aarhus Universitet organiseres som det findes hensigtsmæssigt med hovedområder, institutter, ph.d.-skoler, studienævn mv.
Stk. 2. Hovedområderne omfatter fakulteter, universitetsskoler med særligt navn og særlig profil, samt faglige enheder med forskningsbaseret myndighedsrådgivning.

Kapitel 2

Bestyrelsen

§ 5. Bestyrelsen er universitetets øverste myndighed.

Sammensætning

§ 6. Bestyrelsen består af i alt 11 medlemmer.

-  6 medlemmer er udefra kommende.

-  2 medlemmer vælges af og blandt det videnskabelige personale.

-  1 medlem vælges af og blandt universitetets teknisk-administrative personale.

-  2 medlemmer vælges af og blandt universitetets heltidsstuderende.

Stk. 2. Bestyrelsen vælger en formand og en stedfortræder for denne blandt de udefra kommende medlemmer.

Udpegning af eksterne medlemmer

§ 7. De 6 udefra kommende medlemmer udpeges af bestyrelsen på baggrund af deres kvalifikationer, herunder relevant international erfaring, og ikke som repræsentanter for bestemte interesser, organisationer eller sektorer.

Stk. 2. Ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer lægges vægt på, at bestyrelsens medlemmer kender og respekterer de danske universiteters tradition for autonomi, forskningsfrihed og inddragelse af faglige kompetencer i beslutningsprocessen.

 

§ 8. Udpegning af de udefra kommende bestyrelsesmedlemmer foretages af den samlede bestyrelse på baggrund af forslag, som formanden indhenter fra blandt andet universitetet, bestyrelsesmedlemmerne og aftagerrådene.

Stk. 2. Forud for bestyrelsens behandling drøftes forslagene i en rådgivningsgruppe, der består af formanden for Universitets-Samvirket og et yderligere medlem udpeget af Universitets-Samvirket, formanden for universitetets bestyrelse og et yderligere medlem udpeget af bestyrelsen samt to medlemmer udpeget blandt universitetets videnskabelige personale.

Stk. 3. De udefra kommende medlemmer af bestyrelsen udpeges for en periode på 4 år. Ved et medlems varige forfald inden for funktionsperioden kan et nyt medlem udpeges for den resterende periode. Genudpegning kan finde sted én gang.

Stk. 4. Funktionsperioderne for bestyrelsesmedlemmerne fastsættes således, at en del af de eksterne medlemmer udpeges hvert andet år.

Valg af interne medlemmer

§ 9. Valg af medlemmer til bestyrelsen foretages som valg mellem kandidatlister, med mulighed for indgåelse af liste- og valgforbund. De nærmere regler fastsættes i valgcirkulæret.

Stk. 2. Repræsentanterne for det videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, vælges af og blandt de heltidsansatte medarbejdere for en periode på 4 år.

Stk. 3. Repræsentanten for det teknisk-administrative personale vælges for en periode på 4 år.

Stk. 4. Repræsentanterne for de studerende vælges for en periode på 1 år.

Stk. 5. Genvalg kan finde sted, dog således at den samlede funktionsperiode højst kan være 8 år.

Stk. 6. Hvis et valgt medlem udtræder af bestyrelsen i funktionsperioden, og der ikke er valgt en suppleant for medlemmet, foretages valg af et nyt medlem for den resterende del af medlemmets funktionsperiode efter tilsvarende regler som ved det oprindelige valg.

Bestyrelsens opgaver

§ 10.  Bestyrelsen varetager de opgaver, der fremgår af universitetsloven, §§ 10 - 11.

Bestyrelsens arbejde

§ 11. Bestyrelsesmøderne er offentlige. Sager kan dog behandles for lukkede døre, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt. Alle personsager, sager, hvori indgår oplysninger om kontraktforhandlinger med private eller tilsvarende forhandlinger med offentlige samarbejdspartnere, og sager der er omfattet af forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt, skal behandles for lukkede døre.

Stk. 2. Bestyrelsens mødemateriale, herunder dagsordener og referater, skal gøres offentligt tilgængelige. Sager, dokumenter eller oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, må dog ikke offentliggøres. Sager, der behandles for lukkede døre, kan undtages fra offentlighed, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt.

Stk. 3. Efter aftale med bestyrelsesformanden orienterer rektor om bestyrelsens arbejde og beslutninger.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden. I forretningsordenen kan bestyrelsen fastsætte en procedure for tilrettelæggelse af bestyrelsens møder.

Kapitel 3

Repræsentantskab

§ 12. Universitets-Samvirket, Århus, blev stiftet i 1921 med henblik på at arbejde for oprettelse af et universitet i Århus og Universitets-Samvirket udpegede i årene 1928-1970 medlemmer til Aarhus Universitets bestyrelse.

Stk. 2. Universitets-Samvirkets udefra kommende medlemmer udgør Aarhus Universitets repræsentantskab, jf. universitetslovens § 13. Repræsentantskabet vælger selv af og blandt sine medlemmer en formand.

Stk. 3. Repræsentantskabet rådgiver ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer og holdes informeret om og drøfter på det overordnede plan universitetets forskning, uddannelse og øvrige virksomhed.

Kapitel 4

Aftagerråd og aftagerpaneler

§ 13. For hver universitetsskole nedsætter rektor efter indstilling fra dekanen et aftagerråd med de opgaver, der fremgår af styrelsesbekendtgørelsen, § 5, stk. 5 og § 5 a, stk. 4.

 

§ 14. For hvert fakultet nedsætter rektor efter indstilling fra dekanen et eller flere aftagerpaneler med de opgaver, der fremgår af universitetslovens § 13 a, stk. 2 og 3.

Kapitel 5

Akademiske råd

§ 15. Ved hvert hovedområde nedsættes et akademisk råd. Efter indstilling fra lederen af hovedområdet beslutter rektor rådets størrelse og sammensætning for den kommende valgperiode.

Stk. 2. Ud over formanden, jf. universitetslovens § 15, stk. 5 og 6, har det akademiske råd mindst otte medlemmer. De studerendes andel udgør 25 procent af medlemstallet ekskl. formanden. Er det beregnede tal ikke et helt tal, forhøjes til nærmeste hele tal.

Stk. 3. Af og blandt det teknisk-administrative personale vælges et antal observatører til det akademiske råd. Antallet af observatører kan ikke overstige antallet af studerende i rådet.

Stk. 4. Repræsentanter for det videnskabelige personale samt observatører for det teknisk-administrative personale vælges for 4 år ad gangen. Repræsentanter for de studerende vælges for 1 år ad gangen. Hvis der oprettes et særligt repræsentationsområde for ansatte ph.d.-studerende, kan disse vælges for en kortere periode end 4 år.

§ 16. Det akademiske råds opgaver fremgår af universitetslovens § 15, stk. 2 og 3.

Kapitel 6

Rektor og den øvrige øverste ledelse

Rektor

§ 17. Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor og ansætter og afskediger, efter indstilling fra rektor, prorektor(er) og universitetsdirektøren.

§ 18. Rektor ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Ansættelse sker efter reglerne om åremålsansættelse.

Stk. 2. Rektor skal være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning, inden for et af universitetets fagområder og have indsigt i uddannelsessektoren. Rektor skal have erfaring med ledelse og organisering af forskningsmiljøer og skal have indsigt i et universitets virke og samspil med det omgivende samfund.

Stk. 3. Ansættelsesproceduren skal sikre, at rektor har faglig og ledelsesmæssig legitimitet. Med henblik herpå tilrettelægges proceduren således, at der kan forventes almindelig tilslutning på universitetet til bestyrelsens beslutning om besættelse af rektorstillingen.

Stk. 4. Ansættelsesproceduren kan gennemføres af den samlede bestyrelse, eller bestyrelsen kan af sin midte nedsætte et ansættelsesudvalg, der udarbejder opslag, udvælger kandidater til samtale, gennemfører ansættelsessamtaler og foretager indstilling til bestyrelsen om ansættelse.

Stk. 5. Et ansættelsesudvalg, jf. stk. 4, skal bestå af bestyrelsens formand samt repræsentanter for de udefrakommende medlemmer af bestyrelsen, det videnskabelige personale, det tekniske og administrative personale og de studerende.

Stk. 6. Bestyrelsen nedsætter en rådgivningsgruppe, der består af en VIP fra hvert hovedområde, en TAP og en studerende. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver bestyrelsen eller ansættelsesudvalget om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.

Stk. 7. Ansættelsesbeslutning træffes af den samlede bestyrelse.

Stk. 8. Bestyrelsen kan bringe rektors ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med de af Finansministeriet aftalte og fastsatte regler.

§ 19. Rektor repræsenterer universitetet udadtil. Rektor varetager universitetets ledelse inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat, jf. universitetslovens § 14, stk. 1.

Stk. 2. Rektor har herunder til opgave at:

1) Træffe afgørelse i alle sager, som ikke ved universitetsloven er henlagt til bestyrelsen, akademiske råd eller studienævn.

2) Indstille ansættelse og afskedigelse af prorektor(er) og universitetsdirektør til bestyrelsen.

3) Ansætte og afskedige dekaner og direktører for faglige enheder.

4) Indstille budgettet til bestyrelsen og underskrive regnskabet.

5) Fastsætte regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende.

6) Tegne universitetet med undtagelse af dispositioner over fast ejendom.

7) Godkende alle eksterne samarbejder, der forpligter universitetet.

Stk. 3. R ektor bemyndiger øvrige ledere til hver inden for deres område at handle på rektors vegne, jf. § 23. Rektor kan endvidere bemyndige andre ansatte til på særlige områder at handle på rektors vegne. Rektor kan pålægge en heltidsansat videnskabelig medarbejder at fungere midlertidigt i en lederstilling.

Stk. 4. Rektor kan oprette rådgivende udvalg. Rektor kan pålægge aftagerpaneler, aftagerråd, studienævn, ph.d.-udvalg og akademiske råd at drøfte og afgive udtalelse om emner af betydning for universitetet.

Stk. 5. Rektor udarbejder en standardforretningsorden til brug for akademiske råd, studienævn m.fl.

Prorektorer

§ 20. En prorektor bistår rektor i den daglige ledelse efter aftale med rektor.  Hvis der ansættes flere prorektorer, fungerer én af disse som rektors stedfortræder.

Stk. 2. Prorektorer ansættes af bestyrelsen efter indstilling fra rektor.

Stk. 3. § 18, stk. 1, stk. 2, 2. pkt, stk. 3 og stk. 7, finder tilsvarende anvendelse ved ansættelse af prorektor. Derudover finder § 18, stk. 2, 1. pkt. tilsvarende anvendelse ved ansættelse af den prorektor, der fungerer som rektors stedfortræder.

Stk. 4. Ved ansættelsesprocedurens startnedsætter rektor en rådgivningsgruppe, der består af en VIP fra hvert hovedområde, en TAP og en studerende. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver rektor om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.

Stk. 5. Rektor gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.

Stk. 6. Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor bringe prorektors ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med de af Finansministeriet aftalte og fastsatte regler.

Universitetsdirektør

§ 21. Universitetsdirektøren leder universitetets administration.

Stk. 2. Universitetsdirektøren ansættes af bestyrelsen efter indstilling fra rektor.

Stk. 3. Universitetsdirektøren ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Universitetsdirektøren skal have erfaring med administration og ledelse.

Stk. 4. Ved ansættelsesprocedurens start nedsætter rektor en rådgivningsgruppe med repræsentanter for universitetets administrativt ansatte personale. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver rektor om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.

Stk. 5. Rektor gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.

Stk. 6. Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor bringe universitetsdirektørens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med de af Finansministeriet aftalte og fastsatte regler.

Kapitel 7

Ledelse af hovedområder

§ 22. Rektor ansætter ledere af hovedområder. Dekaner og direktører for faglige enheder ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Ansættelse af dekaner sker efter reglerne om åremålsansættelse.

Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning, inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.

Stk. 3. Direktøren for en faglig enhed skal så vidt muligt være anerkendt forsker inden for den faglige enheds fagområde, jf. lov om forskningsrådgivning, og skal desuden have erfaring med og indsigt i ledelse og løsning af opgaver efter universitetslovens § 2, stk. 4 (forskningsbaseret myndighedsrådgivning).

Stk. 4. Ansættelsesproceduren skal sikre, at lederen af hovedområdet har faglig og ledelsesmæssig legitimitet. Med henblik herpå tilrettelægges proceduren således, at der kan forventes almindelig tilslutning på hovedområdet til rektors beslutning om besættelse af stillingen.

Stk. 5. Ved ansættelsesprocedurens start nedsætter rektor en rådgivningsgruppe, der består af repræsentanter for hovedområdets VIP, TAP og studerende. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver rektor om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.

Stk. 6. Rektor gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.

Stk. 7. Rektor kan bringe en leders ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med de af Finansministeriet aftalte og fastsatte regler.

§ 23. Efter bemyndigelse fra rektor repræsenterer dekanen eller direktøren hovedområdet udadtil og varetager ledelsen af hovedområdet.

Stk. 2. Dekanen eller direktørens opgaver fremgår af universitetsloven §§ 16 og 16 a samt styrelsesbekendtgørelsen, §§ 5 - 5 a.

Prodekaner og vicedirektører

§ 24. Lederen af hovedområdet kan udpege og afsætte en eller flere prodekaner eller vicedirektører, der skal godkendes af rektor.

Stk. 2. En prodekan eller vicedirektør bistår lederen af hovedområdet i den daglige ledelse efter aftale med lederen af hovedområdet.

Stk. 3. Prodekanen skal være anerkendt forsker inden for et af fakultetets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.

Stk. 4 . Vicedirektøren skal så vidt muligt være anerkendt forsker inden for den faglige enheds fagområder, jf. lov om forskningsrådgivning, og skal desuden have erfaring med og indsigt i ledelse og løsning af opgaver efter universitetslovens § 2, stk. 4 (forskningsbaseret myndighedsrådgivning).

Stk. 5. Udpegningsproceduren skal sikre, at prodekaner og vicedirektører har faglig og ledelsesmæssig legitimitet.

Kapitel 8

Ledelse af institutter og faglige enheder på institutniveau

§ 25. Lederen af hovedområdet ansætter og afskediger institutledere eller sektorchefer.

Stk. 2. Institutledere og sektorchefer ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Ansættelse af institutledere sker efter reglerne om åremålsansættelse.

Stk. 3. En institutleder skal have undervisningserfaring og skal være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning, inden for instituttets fagområde eller et i forhold til instituttet nærtliggende fagområde.

Stk. 4. En sektorchef skal så vidt muligt være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning og skal desuden have erfaring med og indsigt i løsning af opgaver efter universitetslovens § 2, stk. 4 (forskningsbaseret myndighedsrådgivning).

Stk. 5. Ansættelsesproceduren skal sikre, at institutledere og sektorchefer har faglig og ledelsesmæssig legitimitet. Med henblik herpå tilrettelægges proceduren således, at der kan forventes almindelig tilslutning til beslutningen om besættelse af stillingen.

Stk. 6. Ved ansættelsesprocedurens start nedsætter lederen af hovedområdet en rådgivningsgruppe, der består af repræsentanter for VIP, TAP og studerende på instituttet eller den faglige enhed. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.

Stk. 7. Lederen af hovedområdet gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.

Stk. 8. Lederen af hovedområdet kan bringe en institutleders eller en sektorchefs ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med de af Finansministeriet aftalte og fastsatte regler.

§ 26. Institutlederen repræsenterer instituttet udadtil og varetager efter bemyndigelse fra rektor og dekan instituttets faglige, økonomiske og personalemæssige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver, jf. universitetslovens § 17.

§ 27. Sektorchefen varetager den faglige enheds daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver, jf. universitetslovens § 16 a, stk. 7.

Kapitel 9

Ph.d.-skoler, ph.d.-skoleleder og ph.d.-udvalg

 

§ 28. Lederen af hovedområdet opretter og nedlægger ph.d.-skoler.

Stk. 2. Lederen af hovedområdet udpeger og afsætter en ph.d.-skoleleder for hver ph.d.-skole. Ph.d.-skolelederen skal være anerkendt forsker og have erfaring med og indsigt i ph.d.-uddannelse. Udpegningsproceduren skal sikre, at ph.d.-skolelederen har faglig og ledelsesmæssig legitimitet.

§ 29.  Lederen af hovedområdet nedsætter ph.d.-udvalg med repræsentanter valgt af og blandt henholdsvis det videnskabelige personale og de ph.d.-studerende.

Stk.2. Lederen af hovedområdet udpeger formænd og eventuelle næstformænd for ph.d.-udvalg efter indstilling fra det pågældende udvalg.

Kapitel 10

Studieledere og studienævn

Studieledere

§ 30. Dekanen fastlægger studieledernes ansvarsområder i relation til studienævnsstrukturen.

Stk. 2. Dekanen udpeger og afsætter studieledere efter indstilling fra det eller de berørte studienævn. Studielederen skal udpeges blandt de heltidsansatte videnskabelige medarbejdere. Udpegning sker for perioder på 3 år.

§ 31. Studielederens opgaver fremgår af universitetslovens § 18, stk. 5.

Studienævn

§ 32. Studienævn oprettes og nedlægges af vedkommende dekan efter høring af de berørte institutter. Der kan oprettes studienævn for bestemte uddannelser, studieordninger eller uddannelsesretninger.

§ 33. Studienævnenes repræsentanter for det videnskabelige personale vælges for 3 år ad gangen af og blandt de lærere, der underviser inden for det pågældende studienævns område.

Stk. 2. De studerendes repræsentanter i studienævnet vælges for 1 år ad gangen af og blandt de studerende, der studerer inden for det pågældende studienævns område.

Stk. 3. Nærmere regler om valget fastsættes i valgcirkulæret.

Formand, næstformand og stedfortræder

§ 34. Studienævnet vælger for 1 år ad gangen en formand, der tillige kan være studieleder. Formanden vælges blandt de heltidsansatte videnskabelige medarbejdere, som er medlemmer af nævnet.

Stk. 2. Blandt samme personkreds og for samme periode vælges en stedfortræder, som i tilfælde af forfald overtager formandens opgaver og beføjelser.

Stk. 3. Studienævnet vælger af sin midte blandt de studerende en næstformand. Næstformanden deltager i tilrettelæggelsen af studienævnets arbejde.

Stk. 4. Dekanen godkender den valgte formand, stedfortræder og næstformand.

§ 35. Studienævnene har, jf. universitetslovens § 18, stk. 6, til opgave at sikre tilrettelæggelse, gennemførelse og udvikling af uddannelse og undervisning, herunder studievejledning.

Kapitel 11

Valg

§ 36. Bestyrelsen fastsætter nærmere regler om valg til bestyrelsen, akademiske råd, ph.d.-udvalg og studienævn.

Kapitel 12

Økonomiske forhold

§ 37. Universitetet tegnes af rektor, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ved dispositioner over fast ejendom tegnes universitetet af bestyrelsesformanden sammen med et medlem af bestyrelsen.

§ 38. Universitetet kan oprette fonde for gavemidler, hvis dette er forudsat af gavegiver.

Kapitel 13

Godkendelse og ikrafttrædelse

§ 39. Denne vedtægt kan ændres af bestyrelsen. Vedtægtsændringer skal godkendes af ministeren.

§ 40. Denne vedtægt træder i kraft ved ministerens godkendelse.

Stk. 2. I perioden frem til 31. januar 2008 har bestyrelsen dog 14 medlemmer og i perioden fra 1. februar 1008 til 31. januar 2009 har bestyrelsen 13 medlemmer, jf. bekendtgørelse om ændring i styrelsesregler for en række universiteter som følge af sammenlægning med andre forskningsinstitutioner, § 4, stk. 2.

Stk. 3. Samtidig ophæves vedtægt for Aarhus Universitet, godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling den 10. september 2004.

  

Godkendt på møde i bestyrelsen den …………………

  

Jens Bigum

bestyrelsesformand

Godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling den ………………………

 

Helge Sander

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk