Pkt 5. B. Udviklingskontrakt 2008-10
Sagsfremstilling til møde i Aarhus Universitets bestyrelse (BM 6-2007) den 23. – 24. august 2007
Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) har ved brev af 25. juni 2007 bedt universiteterne om at indsende et udkast til udviklingskontrakt for 2008 – 2010. Indkaldelsen er vedlagt en oversigt over nøgletal, der foreslås indarbejdet i kontrakten. For hvert enkelt nøgletal skal der oplyses udgangstal for 2006/2007, milepæle for 2008 og 2009 samt måltal for 2010. Der er fra UBSTs side ikke planlagt en egentlig dialog med universiteterne om retningslinjerne.
UBST lægger således op til en ensretning af udviklingskontrakterne med mulighed for benchmarking mellem universiteterne. Opgørelserne er i videst muligt omfang baseret på tal, der i forvejen registreres af Rektorkollegiet (RK-nøgletal). Hvor det ikke er muligt er universiteterne bedt om forslag til egne definitioner af nøgletallene.
Ikke alle nøgletal synes lige relevante at inddrage i en udviklingskontrakt. Det kan også overvejes, om det giver mening at opgøre alle tal på universitetsniveau. På den baggrund er der taget initiativ til, at der i regi af Rektorkollegiets Universitetsdirektørudvalg indsamles tilkendegivelser fra universiteterne om, hvorvidt de angivne nøgletal vurderes relevante set i lyset af universiteternes strategi og i forhold til universitetets eget kvalitetsudviklingsarbejde. Samtidig er der kontakt med flere af de øvrige universiteter for at afstemme rammerne og formen for besvarelsen til UBST.
Universitetet har udarbejdet forslag til definition af nøgletal, og udgangstallene for 2006/2007 er under indsamling. Der er desuden indkaldt bidrag fra hovedområderne til milepæle og måltal for de enkelte nøgletal. Efter modtagelsen af foreløbige tilbagemeldinger fra hovedområderne den 3. september, vil rektoratet gennemføre de nødvendige bilaterale forhandlinger inden der kan ske en samlet drøftelse på strategiseminar 5 den 24. – 25. september.
Udviklingskontraktens nøgletal vil indgå som en delmængde af den kommende strategi for Aarhus Universitet, så der sikres den størst mulige sammenhæng mellem de to dokumenter.
Aarhus Universitets udkast til udviklingskontrakt skal indsendes til UBST senest den 12. oktober. På næste bestyrelsesmøde, den 8. november, skal der ske en drøftelse af det foreløbige forhandlingsresultat, således at forhandlingerne kan afsluttes med henblik på endelig godkendelse af udviklingskontrakten på bestyrelsesmødet den 20. december.
Indstilling:
Det indstilles, at bestyrelsen tager redegørelsen til efterretning
5.B.1. Universitets- og Bygningsstyrelsens indkaldelsesbrev af 25. juni 2007
5.B.2. Tidsplan for udarbejdelse af udviklingskontrakten




