Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Bestyrelsen » 2007 » 6-2007 » dagsorden » pkt 6 » 6m

Bachelor- og kandidatuddannelse i folkesundhed (cand.scient.san.publ.)

Bilag til sagsfremstilling til møde i Aarhus Universitets bestyrelse (BM 6-2007) den 24. august 2007

Uddannelsesbeskrivelse

Uddannelsens bachelordel forventes udbudt i 2008 med et optag på 50 studerende. Der forventes oprettet et nyt studienævn, som, når uddannelsen har fundet sin endelige form, muligvis kan integreres med øvrige studienævn ved instituttet/fakultetet.

Baggrund og behovsanalyse: En lang række forhold peger på et øget behov for folkesundhedsprofessionelle. Som eksempel kan nævnes fedmeepidemien med dens store følgeomkostninger i det behandlende sundhedsvæsen; efterslæbet i levetidsvæksten; overflytningen af forebyggelsesområdet til kommunalt regi; manglende dokumentation af nogle væsentlige forebyggelsesaktiviteters effekt; omstruktureringen af sundhedsvæsenet i forbindelse med strukturreformen. Vigtige aktører som Region Midt (v. Sundhedsdirektør Leif Vestergaard) og Sundhedsstyrelsen (v. Vicedirektør Kjeld Kjeldsen) og Kræftens bekæmpelse (Bestyrelsesformand Frede Olesen) har udtrykt enighed i denne vurdering. Internationalt er der ligeledes et stort behov for udvikling af folkesundheden – også ganske tæt på som på Balkan og Østeuropa.

Uddannelsen udbydes i dag ved Københavns- og ved Syddansk (Esbjerg) universitet, men de færdige kandidater forbliver typisk i Østdanmark, lige som der alt i alt er et betydeligt behov for øget kandidatproduktion.

Fagligt indhold inkl. uddannelsens opbygning: Bachelordelen opdeles i 3 hovedkomponenter.

1. Befolkningens sundhed i begrebets videste forstand - og levevilkår og adfærd, der påvirker sundheden.

2. Indsatser, der har til formål at forbedre befolkningens og befolkningsgruppers sundhedstilstand, herunder beslutningsprocesser, der fører til disse indsatser - og samspillet mellem befolkningens sundhed og indsats til forbedring af befolkningens sundhed;

3. Folkesundhedsvidenskabelig teori og metode.

Kandidatdelen vil indeholde mulighed for fordybelse inden for fagets hovedområder og for at profilere uddannelse via specialkurser indenfor fx miljøområdet, kost og motion, ledelse oa.

Sundhedsvidenskab og samfundsvidenskab er således de to bærende elementer i uddannelsen.

Uddannelsens erhvervs- og arbejdsmarkedssigte: Kandidaterne forventes at blive ansat til en række forskellige ledelsesfunktioner, som forskere og som dokumentarister. I kommuner inden for fx forebyggelse og sundhedsfremme, i regioner inden for fx sygehusvæsenet, forebyggelsesforskning og dokumentation,  i  statslige forvaltninger, ved ngo’er fx patientforeninger og i større private virksomheder. En del forventes at søge mod det internationale arbejdsmarked, fx hos ngo’er, samt europæiske og internationale organisationer som kommissionen og WHO.   

Dimittendernes kompetenceprofil: Vedr. Bachelordelens tre hovedkomponenter:

1. Den studerende skal kunne definere, diskutere og anvende grundbegreber og redegøre for væsentlige faktuelle forhold vedr. Menneskets biologi og psykologi (anatomi, biokemi, fysiologi, genetik, sygdomslære); Sociale, psykologiske, kulturelle og materielle levevilkår (sociologi; socialpsykologi; antropologi; miljøvidenskab); Sundhed, sygdomsforekomst og –prognose samt dødelighed tidligere, nu og i fremtiden (historie; faktuel historisk og aktuel epidemiologi; epidemiologisk fremskrivning; international, specielt europæisk, befolkningssundhed).

2. Den studerende skal kunne definere, diskutere og anvende grundbegreber og redegøre for væsentlige faktuelle forhold vedr. samfundets opbygning og funktioner (samfundslære; statskundskab); Forvaltningsret, specielt vedr. sundhedsområdet; Sundhedspolitik (beslutningsteori; politologi); sundhedsrettede organisationers og institutioners udvikling, struktur, organisation, ledelse og økonomi og samspil med befolkningen ( sundhedstjeneste-forskning; sundhedsøkonomi; organisations- og ledelsesteori; historie; andre landes, specielt europæiske landes, sundhedsvæsener);  Forebyggelse, sundhedsfremme, rehabilitering, pleje (herunder klinisk socialmedicin; almen medicin; arbejdsmedicin; sygepleje; sundhedsadfærd; kommunikation og pædagogik; forandrings-processer; ernæring; toksikologi; motionsteori; miljøindsats); strategiudvikling og evaluering.

3. Den studerende skal kunne definere, diskutere og anvende grundbegreber og grundlæggende metoder på forelagt materiale og anvende grundlæggende metoder til egne observationer vedr. Fagrelevant filosofihistorie, videnskabshistorie, videnskabsteori og etik; samfundsteori; samfundsvidenskabelig metode; epidemiologi; statistik; IT kundskab; kvalitativ metode; litteratursøgning og anden informationssøgning.

Forskningsmiljøet bag uddannelsen: Institut for Folkesundhed er det naturlige hjemsted for uddannelsen, idet Instituttet har en stærk, international forskningsprofil, med en høj grad af ekstern finansiering (ca. 40 % af omsætningen). Instituttet har i forhold til sin størrelse mange phd-studerende (i gennemsnit ca. 1½ studerende per senior medarbejder). Dertil kommer de mange institutter med højt profilerede forskningsmiljøer ved de øvrige fakulteter på AU. Endelig nærheden af og samarbejdet med det for Danmark unikke forsknings- og dokumentationsmiljø ved Center for Folkesundhed, Region Midt.

Inden for Public Health uddannelse har instituttet en bred dansk og international kontaktflade på mange niveauer, herunder bl.a. med EU DG-SANCO, WHO og ASPHER.

Eventuelt tværfagligt samarbejde bag uddannelsen: Uddannelsen er i sin natur tværfaglig og en lang række institutter og afdelinger forventes inddraget i større eller mindre grad, herunder også Aarhus Universitets nye fusionspartnere.

Bygningsbehov: Forelæsningslokale til minimum 50 personer: i alt 38 timer per uge. Øvelseslokaler til 25 personer: 114 timer per uge svarende til 3 lokaler 38 timer per uge. Dertil kommer grupperum med netforbindelse og Studiekontor (studieleder og administration).

Taxameterindplacering: Uddannelsen er allerede indplaceret med et taxameter på sats 2 .

Forventet optagelsestal: 50 +.

Adgangskrav : Til bachelordelen: Gymnasial uddannelse (Dansk A, Engelsk B, Matematik A, Fysik B og Kemi B). Til kandidatdelen: En bachelorgrad i folkesundhedsvidenskab eller tilsvarende.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk