Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Bestyrelsen » 2008 » 3-2008 » dagsorden » pkt5b

Punkt 5 B

Sagsfremstilling til møde i Aarhus Universitets bestyrelse (BM 3-2008) den 9. juni 2008

Pkt. nr.  5. B 


Dagsordenspunkt: Master i offentlig ledelse (MOL)  


Sagsfremstilling:       

Uddannelsens titel og grad

Master i offentlig ledelse (deltidsuddannelse)

Hjemstudienævn

Studienævnet for samfundsvidenskabelige masterstudier, Syddansk Universitet (oprettes fra efteråret 2008). 

Uddannelsen udvikles og udbydes af et konsortium dannet af de samfundsvidenskabelige fakulteter ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet samt Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Administrationen forankres hos Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Til konsortiet er knyttet to konsulenthuse. 

Baggrund for ansøgningen

En del af 3-partsaftalen, som blev indgået i sommeren 2007, forudsætter en styrkelse af lederuddannelsen inden for den offentlige sektor. Det skal ske på flere måder. En af dem er etableringen af en eller flere masteruddannelser i offentlig ledelse. Med henblik på at forberede dette har parterne nedsat en særlig styregruppe under Finansministeriets ledelse. I gruppen deltager repræsentanter for AC, FTF samt KL og Danske Regioner. Gruppen har indkaldt interessetilkendegivelser fra universitetskonsortier, dvs. formelle samarbejder mellem mindst to universiteter, som i fællesskab vil udbyde uddannelsen. Mindst to konsortier forventes godkendt. 

Der stilles fra parternes side tre grundlæggende krav til uddannelsen. De er afgørende for den strategi, som er fulgt i forberedelsesarbejdet:

  1. Uddannelsen, der retter sig mod medarbejdere i den offentlige sektor, som allerede har stillinger på ledelsesniveau, skal fagligt tilrettelægges, således at de studerede får styrket deres forståelse for de særlige politiske og styringsmæssige vilkår, hvorunder ledere i offentlige organisationer arbejder. Det gør, at en sådan uddannelse må have en stærk forankring i et politologisk miljø.
  2. Der er gennemført en række behovsanalyser i parternes og Personalestyrelsens regi. De understreger, at man både blandt de offentlige arbejdsgivere og blandt ledere og medarbejdere, vurderer et væsentligt behov for at få styrket det personlige lederskab. Vores konklusion er, at uddannelsen derfor må have et stærkt fokus på organisationspsykologiske problemer og på samspillet mellem den enkelte leder, dennes medarbejdere og en organisation, som løser sine opgaver inden for en politisk kontekst. Det gør, at en sådan uddannelse må have en stærk forankring i et psykologisk miljø.
  3. Kravet til de nye masteruddannelser i offentlig ledelse er endelig, at uddannelsen skal kombinere en klar forskningsbasering med praksisnærhed. Det sidste krav er yderligere præciseret, idet det er en udtrykkelig forudsætning for parternes godkendelse, at private konsulenthuse er inddraget i dels udvikling dels gennemførelse af undervisningen, for så vidt angår det personlige lederskab.

Uddannelsens erhvervs- og arbejdsmarkedssigte

Målgruppen er offentlige ledere inden for alle dele af den offentlige sektor, dvs. den statslige, regionale og kommunale sektor, forvaltningen, institutioner og offentlige virksomheder. Uddannelsen rettes mod ledere på mellemniveau.

Uddannelsens faglige indhold inkl. uddannelsens opbygning

De masteruddannelser, der bliver godkendt i henhold til 3-partsaftalen, skal være så fleksible, at det er muligt for de studerende at gennemføre de enkelte moduler i den rækkefølge, som de individuelt finder hensigtsmæssig. Det skal også være muligt at gennemføre en mindre del af uddannelsen. 

Uddannelsen er således organiseret i fire spor:

  • Spor 1:
    Samfundsvidenskabelige grundmoduler: Den offentlige virksomheds politiske og institutionelle rammer; Den offentlige sektors økonomi; Organisationsteori og strategisk ledelse og Organisations- og ledelsespsykologi
  • Spor 2:
    Generiske ledelsesfag
  • Spor 3:
    Personligt lederskab
  • Spor 4:
    Master-projekt

Spor 1 og 2 rummer fleksibilitet i form af valgfrihed. Spor 3 er integreret og spor 4 er obligatorisk.

Dimittendernes kompetenceprofil

Masteruddannelsen i offentlig ledelse (MOL) giver dimittenderne et solidt kendskab til den nyeste empiriske og teoretiske forskning inden for ledelses- og forvaltningsområdet. Gennem individuelt, gruppe- og holdbaseret arbejde styrker MOL dimittendernes evne til at orientere sig i og løse problemer i relation til den politiske kontekst, inden for hvilken offentlige organisationer løser deres opgaver. På tilsvarende måde styrker MOL dimittendernes evne til at analysere og løse problemer i deres samspil med deres egne medarbejdere samt til at indgå i et aktivt samspil og samarbejde med såvel overordnede inden for organisationen som andre enheder inden og uden for deres egen organisation. 

Forskningsmiljø bag uddannelsen

Forskningsmiljøet bag MOL er de samfundsvidenskabelige institutter ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. De dækker tilsammen jura, psykologi, statskundskab, organisationsteori og økonomi. Konsortiets kerne er de to institutter for statskundskab samt Psykologisk Institut. De to statskundskabsinstitutter har begge en bred politologisk profil, hvori forvaltningsforskningen, herunder organisations- og ledelsesforskning, er integreret. Det er væsentligt i forhold til 3-partsaftalens krav om respekt for de særlige politiske og styringsmæssige vilkår for offentlig ledelse. Begge institutter har en omfattende og nationalt såvel som internationalt værdsat forskningsproduktion. Dertil kommer, at de to institutters profiler er komplementære med SDU’s hidtil overvejende kommunale orientering over for det større AU-miljøs orientering mod såvel den kommunale verden som centraladministrationen og EU. Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, har i lighed med de to andre institutter en bred forskningsmæssig profil, som dækker alle væsentlige grene af psykologien. Endelig er det i relation til en del af målgruppen for MOL væsentligt at SDU har landets stærkeste sundhedsøkonomiske miljø, et miljø, som også dækker forskning inden for det sociale og velfærdsøkonomiske område. 

Tværfagligt samarbejde bag uddannelsen

Institut for Statskundskab, SDU (konsortiets administratorinstitution).
Institut for Statskundskab, AU.
Psykologisk Institut, AU.
Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU.
Handelshøjskolen (AU)
De øvrige juridiske og økonomiske, herunder erhvervsøkonomiske institutter ved AU og SDU.
Ankerhus A/S
Udviklingskonsulenterne A/S 

Bygningsbehov

Uddannelsen vil blive udbudt i Århus, Odense og København (DPU). En del af den vil blive gennemført som internat. Da undervisningen delvis placeres på skæve tidspunkter, kan den rummes inden for den eksisterende bygningsmasse.

Taxameterindplacering

Kr. 20.800 (deltidsuddannelser, master, samfundsvidenskab, jf. Universitets- og Byggestyrelsens takstkatalog maj 2008.). 

Forventet optagelsestal

50.  

Budget for uddannelsen

Budget udarbejdes i løbet af juni-august 2008. Budgettet udarbejdes på følgende præmisser:

  1. Der krydssubsidieres ikke fra anden undervisning eller forskning.
  2. MOL skal således som minimum hvile i sig selv.
  3. Det indebærer en stram styring af udbud og modul- og holdoprettelse, idet vi ikke agter at udbyde moduler, der ikke som minimum lever op til hvile-i-sig-selv kravet.
  4. I overensstemmelse med kravene fra 3-parts-styregruppen, kalkuleres studieafgifterne fra starten således, at de også efter udfasningen af statens særlige tilskud, kan sikre uddannelsens hvilen-i-sig-selv.

Studiestart

Parterne forudsætter start i løbet af 2009. 1. september 2009 er således forventet starttidspunkt. 

Adgangskrav

Bacheloruddannelse, professionsbachelor e.l. , kandidatuddannelse samt aktuel erfaring fra lederstilling i den offentlige forvaltning, på en offentlig institution eller i en offentlig virksomhed.  


Indstilling: Det indstilles, at bestyrelsen godkender uddannelsen til ansøgning om akkreditering og godkendelse ved Akkrediteringsinstitutionen 


Bilag: Ingen


J.nr. AU-2008-520-062
Kontor/Sagsbehandler:LED/gtl

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk