Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Bestyrelsen » 2008 » 5-2008 » dagsorden » pkt7 » bilag7-1

BM 5-2008, Bilag 7.1, Udkast til beskrivelse af Aarhus Entrepreneurship Centre (AEC)

Aarhus Entrepreneurship Centre (AEC)

Aarhus Universitet ønsker at være en synlig og aktiv medspiller i udvikling af viden- og kompetenceniveauet i erhvervslivet og de offentlige institutioner.

Derfor har Aarhus Universitet besluttet at etablere en faglig og administrativ struktur, der effektivt kan understøtte og udvikle de samlede entrepreneurshipaktiviteter ved universitetet. Der er tale om en struktur med en faglig ledelse, der – med reference til prorektor for videnspredning – internt på Aarhus Universitet skal koordinere og udvikle aktiviteterne og eksternt skal sætte dem i sammenhæng med de tilsvarende og beslægtede aktiviteter regionalt, nationalt og internationalt.

Den selvstændige enhed – med navnet Aarhus Entrepreneurship Centre (AEC) – etableres parallelt med universitetets Technology Transfer and Innovation Services (TTIS) og Forskningsstøtteenheden (FSE).

TTIS’s opgaver er udvikling og varetagelse af centrale funktioner inden for aftale- og kontraktforhold samt tech trans, kommercialisering af forskningsresultater og generel erhvervskontakt.

FSE’s opgaver er tilsvarende servicering af forskerne i forbindelse med deres ansøgninger om finansiering af forskningsprojekter, relaterede undervisnings- og informationstilbud samt strategisk rådgivning af universitetets ledelse inden for dens felt.

AEC’s opgavevaretagelse skal ses i relation til og samordnes med disse enheder.

AEC ledes af en centerdirektør og forventes umiddelbart bemandet med 10-15 medarbejdere.

1. Opgaver

Entrepreneurshipaktiviteter omfatter aktiviteter, der spænder fra generel vejledning, individuel coaching, kursusvirksomhed og meritgivende undervisning i iværksætteri til drift af videnværksteder til udvikling af forretningsideer. Disse aktiviteter ses bl.a. som en del af fødekæden for de samlede tech trans-aktiviteter ved universitetet, samarbejdet med forskerparker samt samarbejdet med specifikke virksomheder, myndigheder mv.

Blandt de væsentligste opgaver for centerdirektøren er:

  • Organisering, ledelse og udvikling af AEC
  • Øget samling og skabelse af komplementære sammenhænge mellem de spredte entrepreneurshipaktiviteter ved universitetet
  • Udvikling af entrepreneurshipområdet i et tæt samspil med de faglige miljøer og interne og eksterne samarbejdspartnere
  • Koordinering og samarbejde med TTIS og FSE
  • Koordinering af de samlede aktiviteter, der bl.a. omfatter:
    • Meritgivende og anden undervisning til de studerende
    • Videreuddannelse af undervisere og etablering og udvikling
    • af undervisningsnetværk
    • Studentervæksthus og studenternetværk
    • Etablering, organisering og udvikling af virksomheds- og myndighedsnetværk (fokuseret videnefterspørgsel)
  • Udarbejdelse og iværksættelse af relevante ansøgninger og fund-raisingaktiviteter til offentlige og private bevillingsgivere
  • Udvikling af samarbejdet med erhvervslivet og de offentlige institutioner med hensyn til videnoverførsel, strategisk kompetenceudvikling mv.
  • Etablering af virksomhedsnetværk
  • Udarbejdelse og iværksættelse af en målrettet strategi rettet mod SMV’er i tæt samarbejde med de faglige hovedområder og TTIS
  • Internationalt samarbejde med førende universiteter inden for områderne Entrepreneurship, Knowledge Transfer og Continuing Professional Development, f.eks. vedr. kvalitetssikring og akkreditering mv. inden for området
  • Ledelse af forskning/metodeudviklingsaktiviteter i nationale og internationale projekter

2. Opgaver de første seks måneder

  • Udarbejdelse af studentervæksthusansøgning (Region Midtjylland)
  • Gennemgang af entrepreneurshipaktiviteterne og de forskellige aktører og deres funktion, jf. Ole Lehrmann-rapporten
  • Kortlægning af samarbejdsflader – internt og eksternt – og udarbejdelse af udkast til arbejdsdeling mellem AEC og de faglige miljøer
  • Udarbejdelse af strategi og handlingsplan for AEC-aktiviteterne
  • Formulering af visionen for universitetets arbejde med videnspredning til og kompetenceudvikling af erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner med henblik på at udarbejde en strategi og handlingsplan umiddelbart derefter
  • Bemanding af AEC (de overordnede rammer er skitseret i afsnit 3)
  • Etablering i egnede lokaler til enheden

3. Bemanding og lokaler mv.

Der skal ske en opbygning af en stab af medarbejdere med de rette kompetencer. Det er forventningen, at kernen heri består af medarbejdere ved universitetet, der allerede beskæftiger sig med området.

I første omgang vil medarbejderne i Center for Entrepreneurship (CFE) indgå sammen med overflytningen af deres opgaveportefølje til AEC. Tilsvarende overflyttes InnoCamp Katrinebjerg, der i dag er organisatorisk placeret under CFE. Endelig bør det undersøges, om nogle af de ansatte i IDEA Midtjylland, eller personer med tilsvarende kvalifikationer, ønsker tilknytning til de centrale aktiviteter under AEC.

I efteråret 2008 vil der blive søgt midler hos Region Midtjylland til etablering af et studentervæksthus, der foruden at omfatte studerende ved universitetet også skal bredes ud til de øvrige videregående uddannelsesinstitutioner i Århus. InnoCamp Katrinebjerg skal indgå i dette studentervæksthus, der vil blive placeret under AEC.

På den baggrund forventes en bemanding på i alt 10-15 årsværk.

Der stiles mod at finde passende lokaler på Katrinebjerg i umiddelbar nærhed af det kommende studentervæksthus, TTIS samt det entreprenante vækstmiljøet i området.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk