Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2007 » Nyhedsbrev 2/2007

Rektoratets nyhedsbrev

Nr. 2, uge 46

Hver mandag formiddag – bortset fra ferie- og helligdage - holder rektoratet møde, og fremover udsender vi rektoratets nyhedsbrev hver tirsdag. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Bestyrelsesmøde

Bestyrelsen holdt møde i torsdags. Her blev strategien for Aarhus Universitet drøftet og endeligt vedtaget med stor tilfredshed. Strategien bliver lagt på nettet og udsendt i løbet af en uges tid. Universitetets udviklingskontrakt blev også vedtaget, og den første forhandling med ministeriet finder sted i denne uge. 

Bestyrelsen drøftede desuden oplægget til den ny læreruddannelse på Aarhus Universitet, som der er fuld støtte til. Vi får svar på, om den bliver godkendt, senest med udgangen af året.

Universitetets bygningsmasse mv.

For øjeblikket arbejdes der på at udvikle en samlet visionsplan for, hvordan Aarhus Universitets bygningsmasse og fysiske faciliteter skal udvikle sig i de kommende år. Vi har som bekendt aktiviteter på 20 forskellige matrikler, og med de kommende års forventede vækst er en sådan plan væsentlig som styringsredskab. Indtil den foreligger, arbejdes der naturligvis videre decentralt. For øjeblikket drøftes f.eks. en samlet trafikløsning omkring Universitetsparken i Århus. Der planlægges fra kommunens side etablering af en letbane langs Nørrebrogade på 10 års sigt, men i mellemtiden etableres der buskørebaner i begge sider af vejen.

Valg af fælles økonomisystem

Det er efter en samlet vurdering besluttet, at hele universitetet skal overgå til økonomisystemet Navision Stat. Nogle hovedområder er allerede på, andre skal overgå til systemet i løbet af de kommende år. Samlet tidsplan for forløbet er under udarbejdelse og vil blive præsenteret inden udgangen af året.    

Udviklingsplan for biblioteksområdet

Der har været nedsat en arbejdsgruppe under ledelse af dekan Carsten Riis. Gruppen har kortlagt og vurderet universitetets samlede aktiviteter på biblioteksområdet. Det er et område i rivende udvikling, og der foreligger nu en udviklingsplan, som kommer til at danne grundlag for det videre arbejde. Rapporten kan ses på http://www.fusion.au.dk/sammenlaegning/bibliotek/udviklingsplan.

Efter- og videreuddannelse

Der udbydes adskillige glimrende eksterne efter- og videreuddannelsesaktiviteter på de ni hovedområder. I de kommende måneder vil en lille tænketank med repræsentanter fra alle hovedområder udarbejde en plan for, hvordan ”hovedvejene” ind på universitetet kan gøres bredere. Det indebærer ikke centralisering af aktiviteterne, men etablering af et samlet overblik og bedre kommunikation i forhold til de aftagende sektorer i samfundet.

Venlig hilsen

Rektoratet, den 13. november 2007.

Læs også Internt AU-Nyt

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk