Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2007 » Nyhedsbrev 3/2007

Rektoratets nyhedsbrev

Nr. 3, uge 47

Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage - udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

TechTrans og forskerstøtte

Som I sikkert ved, er der etableret en Tech-Trans-enhed under ledelse af vicedirektør Søren Mikkelsen. Der er for øjeblikket ved at blive udarbejdet en plan for, hvordan arbejdet fremover skal organiseres – også på tværs af hovedområderne.

Der er ligeledes nedsat en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, som skal afklare, hvordan vi bedst muligt kan organisere og sikre forskerstøtte i forbindelse med ansøgninger om eksterne midler, støtte til projektledelse og rapportering mv. Vi forventer at være klar med udmelding i januar, når oplæggene har været behandlet, og der er truffet beslutning.

Lange studietider?

Der har været en drøftelse i pressen om studietider. Når kandidaterne på nogle områder først bliver færdige i 30-års-alderen, skyldes det flere forhold. Den del af tiden, der anvendes før studiestart, er det vanskeligt for universiteterne at reducere. Hvad angår vores egen mulighed for at få studenterne gennem studieforløbene så godt som muligt, skal vi naturligvis se på studiemiljø, studievejledning etc. Der er sat mange initiativer i gang på AU på dette område, og AU skal fortsat have klart fokus på at kvalitetssikre uddannelserne.

Rektoratet finder imidlertid, at drøftelserne ofte bliver for unuancerede. Studieskift er f.eks. ikke nødvendigvis noget dårligt, ligesom studierelevant erhvervsarbejde i et vist omfang også kan være særdeles gunstigt for kompetenceudviklingen. Universitetet bidrager gerne til at etablere så gode og effektive studieforløb som muligt – men man bør se på andre og flere kriterier end blot tiden, der går fra immatrikulering til afgangseksamen.

Ny administrativ struktur

Niels Højberg og andre vil på et møde på DPU den 13. december orientere om arbejdet med den nye administrative struktur. Administrative medarbejdere fra hovedområderne vil blive indbudt, og der fremsendes særskilt mødeindkaldelse til de medarbejdere, der skal deltage i mødet.

Rektors juletale

Den 20. december holder rektor Lauritz B. Holm-Nielsen sin traditionelle juletale i Søauditoriet i Århus med efterfølgende reception for alle medarbejdere.

Der vil blive videoopkobling og transmission via internettet, så medarbejdere på universitets øvrige lokaliteter også kan følge med. Rektoratet opfordrer til, at alle hovedområder/afdelinger, som ikke har mulighed for at deltage i arrangementet i Søauditoriet, i umiddelbar forlængelse af juletalen, afholder en lille sammenkomst, hvor man kan ønske hinanden glædelig jul.

Strategiarbejdet

Universitetets overordnede strategi er på vej i trykken i en dansk og engelsk udgave, og lægges på webben i løbet af en uges tid. Alle hovedområder får tilsendt et antal trykte eksemplarer, når de foreligger – senest den 13. december. På bestyrelsesmødet den 20. december fremlægges strategierne for hovedområderne.

Venlig hilsen

Rektoratet, den 20. november 2007.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk