Rektoratets nyhedsbrev nr. 26/2008
Opfølgning på ledelsesseminar
Som nævnt i forrige nyhedsbrev blev det halvårlige ledelsesseminar afholdt på Sandbjerg Gods den 13.-14. august. Efter rektoratets mening var seminaret udbytterigt og gav en masse gode bidrag til det videre arbejde.
”Kvalitetspolitik på uddannelsesområdet” var det ene hovedtema. Drøftelserne på seminaret bliver fulgt op via kvalitetskonferencen den 21. august. Derefter indarbejder studieudvalget input fra ledelsesseminar og konference i det oplæg til kvalitetspolitik, som senere på efteråret skal behandles af bestyrelsen.
Det andet hovedtema var ”den administrative forandringsproces”. De eksterne oplæg og drøftelserne på seminaret indgår i det videre arbejde, som kan følges på www.au.dk/da/politik/strategi/admforandring.
Cheminova
Som bestyrelsesformand ved Aarhus Universitets Forskningsfond kommenterer rektor Lauritz B. Holm-Nielsen i en pressemeddelelse sagen om Cheminova i Brasilien. Læs pressemeddelelsen her: www.au.dk/da/nyheder/presse/2008/190808
Lidt OL-guldstøv til AU
De OL-interesserede danskere fik sig søndag en historisk oplevelse, da den danske 49’er var ude i et stort drama i den olympiske sejlkonkurrence. Ingredienserne var blandt andet en knækket mast lige før start, et godt og lynudtænkt lån af den kroatiske båd, en dramatisk sejlads efterfulgt af en nervepirrende ventetid i timevis, mens juryen behandlede indkomne protester. Endelig blev der udddelt guldmedaljer til Jonas Warrer og Martin Kirketerp. De to sejlere er studerende på AU på henholdsvis statskundskab- og jurastudiet. Rektoratet tillader sig at lade glansen fra guldmedaljerne skinne lidt på AU og sender et stort tillykke med guldet efter en brav indsats!
Læs pressemeddelelse her: www.samfundsvidenskab.au.dk/nyheder/2008/aug/guld
Abonnement på nyhedsbrevet – nu også i engelsk version
Det er nu muligt at abonnere på den engelske version af rektoratets nyhedsbrev. Den engelske version udkommer onsdag, og du kan tilmelde dig på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en.
Venlig hilsen
Rektoratet, den 19. august 2008
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.




