Rektoratets nyhedsbrev nr. 27/2008
Medlemskab af EUA’s Council for Doctoral Education
Rektoratet har besluttet at melde AU ind i rådet, som er et diskussions- og erfaringsudvekslingsforum på ph.d.-området på tværs af universiteter i Europa. Rådet arrangerer workshop, seminarer, konferencer, vinter/sommerskoler mm. Prodekan Johnny Laursen, HUM, er AU’s repræsentant.
Se mere på www.eua.be/events/eua-council-for-doctoral-education/
Benchmarking på ph.d.-området
Ph.d.-området var også på dagsordnen på dekanmødet den 25. august. Ph.d.-skoleleder Mogens Nielsen, NAT, gav en orientering om det internationale benchmarkingprojekt, hvor især universitetet i Bergen har været en god inspirationskilde. Erfaringerne fra projektet indgår i det arbejde, som AU er i gang med for at realisere målsætningerne i strategien. Arbejdet er forankret i ph.d-skolelederkredsen. Projektet udspringer af, at AU deltager i et internationalt netværk om benchmarking sammen med universiteterne fra Bergen, Turku, Göteborg og Kiel.
Klimasekretariatets mange initiativer
På dekanmødet gav leder af Klimasekretariatet Ellen Margrethe Basse en status på sekretariatets arbejde. Der er mange aktiviteter i gang ikke blot internt på AU, men også i samarbejde med en mængde andre aktører. I forhold til offentligheden bliver der især synlighed omkring arbejdet med de to konferencer i henholdsvis november 2008 og marts 2009.
Arbejdet kan følges på www.klima.au.dk
Kvalitetskonferencen gav gode indspark
Konferencen fandt sted den 21. august og har tidligere været omtalt i nyhedsbrevet. Konferencen var en succes med ca. 120 meget aktive deltagere, der kom med mange konstruktive input. Det har givet anledning til at revurdere den videre proces. Udkastet til politikken for kvalitetsarbejdet på uddannelsesområdet reformuleres ud fra, hvad der skete på konferencen. Der bliver en lidt længere beslutningsproces. Bestyrelsen får en orientering på bestyrelsesmødet den 2. september. Og det nye udkast sendes til høring på hovedområderne i 4 uger. Derefter drøftes emnet i studieudvalget og i dekankredsen. Og endelig skal bestyrelsen vedtage politikken i løbet af vinteren.
Venlig hilsen
Rektoratet, den 26. august 2008
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.




