Rektoratets nyhedsbrev nr. 32/2008
Styregruppen for It-vest
Rektoratet har besluttet at udpege dekan Bodil Due som repræsentant i styregruppen. Bodil Due har mulighed for at nedsætte et internt rådgivende udvalg blandt medarbejdere med væsentlige interesser i området. It-vest blev oprettet i 1999 for at drive og styrke it-forskningen og it-undervisningen i samarbejde med erhvervslivet og andre aftagere. It-vest er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. Videnskabsministeriet er ved at udforme nye vedtægter. Fremover ledes It-vest af en styregruppe og en direktør. Se mere om It-vest på http://www.it-vest.dk
Fra dekanmødet mandag den 29. september 2008
- Det blev besluttet, at der etableres et permanent patentudvalg med repræsentanter, der dækker alle fagområder. Udvalget skal indstille til vicedirektøren for Technology Transfer and Innovation Services om overtagelse af rettigheder til indberettede opfindelser og eventuel videreførelse af eksisterende patentansøgninger. AU har som mål at nå op på 100 årlige indberetninger i 2010. Erik Østergaard Jensen (Molekylærbiologisk Institut) er formand for udvalget. Hovedområderne udpeger repræsentanter til udvalget.
- Budgetlægningen for 2009 blev drøftet. Budgetrammerne bliver meldt ud til hovedområderne i løbet af denne uge. Der er fortsat udsigt til en vækstsituation for universiteterne, selvom en stor del af midlerne endnu afventer en politisk udmelding. I november holdes der budgetforhandlingsmøder mellem de enkelte hovedområder og rektoratet.
- Informationskontoret har udarbejdet en udrulningsplan frem til januar 2009 for, hvordan designlinjen omsættes til virkelighed . Informationskontoret arbejder videre sammen med de relevante medarbejdere på hovedområderne. Vedrørende valg af farve er blå blevet valgt som hovedfarve af alle hovedområder, bortset fra DPU, der har valgt pink. Det endelige farvevalg for ASB, DPU og DMU afhænger dog af, at der kan findes tilfredsstillende designløsninger. Dermed nærmer det sig, at ”det nye AU” har en fælles og moderne designlinje, samtidig med at seglet bevares og bruges til officielle dokumenter. Se mere på http://www.au.dk/da/adm/komm/nytdesign
- Som det tidligere er blevet nævnt i et nyhedsbrev, har Aarhus Universitet tiltrådt chartret ” Flere kvinder i ledelse ” . En taskforce under ledelse af universitetsdirektør Niels Højberg er ved at færdiggøre en rapport med forslag til, hvordan AU kan gøre det attraktivt for kvinder at gøre karriere i forskning og ledelse. Se mere på http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2008/200508
- Undervisningsministeriet har sendt opgaven omkring gymnasiepædagogikum i udbud. Aarhus Universitet har budt på opgaven i samarbejde med Syddansk Universitet. En arbejdsgruppe på AU har været involveret i arbejdet. Det bliver spændende, hvem ministeriet vælger at give opgaven til.
Venlig hilsen
Rektoratet, den 30. september 2008
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.




