Rektoratets nyhedsbrev nr. 35/2008
ERC-grant til AU
Fornem europæisk hæder til professor Søren Kragh Moestrup fra SUN.
Som den eneste dansker fik Søren Kragh Moestrup en af de eftertragtede ERC-bevillinger inden for Life Science for sit projekt TROJA, der står for ”Targeting Receptors Of Jointly Assembled Ligand-Drugs Constructs”.
Det videnskabelige gennembrud inden for dette felt har enorme perspektiver for den fremtidige medicinering. TROJA handler populært sagt om at udnytte organismens systemer til molekylær affaldssortering til at sortere lægemidler til de celler, hvor lægemidlerne specifikt skal virke. I den forbindelse anvendes nogle af kroppens egne proteiner som ”trojanske heste” til at indføre lægemidlerne i de sygdomsramte celler. TROJA-teknikken kan endvidere bruges til at uskadeliggøre visse former for parasitter, der har angrebet kroppen.
TROJA-projektet kan revurdere hele vores måde at medicinere på. Vi forventer, at lægemidlerne får langt større behandlingseffekt og vil kunne anvendes til langt flere patienter. Vi forventer også, at TROJA-teknikken vil gøre det muligt at anvende effektive lægemidler, der i dag er uegnede, fordi de er forbundet med for mange bivirkninger, eller fordi de anses for at være for giftige, siger Søren Kragh Moestrup.
Med den flotte tildeling følger en bevilling over fem år på ca. 18 millioner kroner, der i følge Søren Kragh Moestrup skal bruges til at styrke forskergruppen med kemisk og farmakologisk ekspertise.
Stort tillykke fra rektoratet.
Aarhus Universitet har tidligere modtaget to Advanced Grants og tre Starting Grants. Se pressemeddelelse: http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2008/050808a
Akkreditering af uddannelser
På dekanmødet mandag blev der gjort status på arbejdet med akkreditering af uddannelser.
For det første skal det nationale Akkrediteringsråd i løbet af fem år igennem en akkrediteringsproces for alle eksisterende universitetsuddannelser i landet. AU har haft følgende uddannelser med i pilotakkrediteringsfasen: HA (jur.), HA (jur.) i skat, cand.merc. (jur.), bachelor- og kandidatuddannelsen i fysik, kandidatuddannelsen i teknisk IT samt bachelor- og kandidatuddannelsen i religionsvidenskab. Status er, at Akkrediteringsrådet har sendt indstilling til Videnskabsministeriet om disse eksisterende uddannelser. AU venter nu spændt på, hvad konklusionen bliver.
For det andet skal Akkrediteringsrådet akkreditere nye uddannelser, og her har AU pt. følgende uddannelser til vurdering: cand.tech.merc. i Food Chain Management, kandidatuddannelse i Human Security, masteruddannelse i dansk som andet sprog, og masteruddannelse i offentlig ledelse (sidstnævnte i samarbejde med SDU).
Rektoratet vil invitere ACE’s formand og direktør på besøg på AU for at drøfte erfaringerne fra de første runder af nyakkrediteringer og fra pilotfasen for akkreditering af allerede godkendte uddannelser.
Forhandling af Finansloven for 2009
Som altid på denne tid af året er der gang i de politiske finanslovsforhandlinger. Rektoratet afventer spændt konklusionen, og især er det afgørende, hvordan forhandlingerne om overheadmidler og den fremtidige model for fordeling af nye basismidler lander. Se Jens Oddershede (formand for rektorkollegiet i Danske Universiteter) i drøftelse med Videnskabsminister Helge Sander i DR2-Deadline mandag aften.
Entrepreneurship
AU ønsker at være en synlig og aktiv medspiller i udviklingen af viden- og kompetenceniveauet i erhvervslivet og de offentlige institutioner. Derfor er der med Aarhus Entrepreneurship Centre etableret en faglig og administrativ struktur, der effektivt kan understøtte og udvikle de samlede entrepreneurshipaktiviteter.
Aktiviteterne spænder fra generel vejledning, individuel coaching, kursusvirksomhed og meritgivende undervisning i iværksætteri til drift af videnværksteder til udvikling af forretningsideer. Disse aktiviteter skal ses i sammenhæng med universitetets samlede tech trans-aktiviteter samt samarbejdet med forskerparker, specifikke virksomheder, myndigheder med videre.
Den nye centerdirektør, Flemming K. Fink, skal koordinere og udvikle aktiviteterne internt, mens han eksternt skal sætte dem i sammenhæng med tilsvarende og beslægtede aktiviteter regionalt, nationalt og internationalt. Det forventes, at Aarhus Entrepreneurship Centre skal bemandes med 10-15 personer og placeres i passende lokaler på Katrinebjerg i umiddelbar nærhed af et kommende studentervæksthus og det entreprenante vækstmiljø i dette område. Læs pressemeddelelsen her: http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2008/230908
Analyse af efter- og videreuddannelsesaktiviteter
På dekanmødet mandag blev det besluttet, at der igangsættes et analysearbejde af hovedområdernes status, strategier og visioner på området. Analysen skal i foråret 2009 munde ud i et samlet AU-strategioplæg.
Venlig hilsen
Rektoratet, den 21. oktober 2008
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2008 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.




