Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2008 » Nyhedsbrev 36/2008

Rektoratets nyhedsbrev nr. 36/2008

Opslag af stillingen som universitetsdirektør

Niels Højberg tiltræder jobbet som stadsdirektør i Århus kommune den 1. december 2008. Se den udsendte pressemeddelelse. Siden rektoratet og bestyrelsen fik beskeden onsdag, er der holdt ekstraordinære møder fredag med de administrative chefer og mandag med dekankredsen.

Overhead med orientering fra møderne kan ses her. Rektoratet har desuden sendt en orientering til Hovedsamarbejdsudvalget.

Inden udgangen af november tager rektoratet stilling til, hvem der overtager universitetsdirektørens opgaver i den kommende periode. Relevante parter bliver involveret og orienteret.

På bestyrelsesmødet den 10. november forelægger rektor forslag til konstituering, jobopslag samt rekrutteringsproces.

Klimakonference for alle den 13.-14. november 2008

Aarhus Universitet fejrer 10-året for underskrivelsen af Århuskonventionen med konferencen: The Role of Information in an Age of Climate Change den 13.-14. november.

Århuskonventionen sikrer borgernes adgang til miljøinformation og deltagelse i beslutningsprocesserne, samt adgang til domstolene. De demokratiske principper, der ligger til grund for Århuskonventionen, er nu også indskrevet i Klimakonventionen.

Blandt talerne vil være miljøminister Troels Lund Poulsen, Ambassadør Bérengère Quincy, Frankrig, tidligere miljø- og energiminister Svend Auken, sekretær for Århuskonventionen Jeremy Wates og direktør for Det Europæiske Miljøagentur Jacqueline McGlade.

Konferencen er planlagt i samarbejde med Den franske ambassade i kraft af EU-formandskabet, Miljøministeriet, Klima- og Energiministeriet, Det Europæiske Miljøagentur, UNECE, Danmarks Naturfredningsforening, Region Midtjylland og Århus Kommune.

Det er gratis at deltage i konferencen og tilmelding skal ske via: www.klima.au.dk

Besøg fra Bergen

Universitetet i Bergen besøger i disse dage Aarhus Universitet, hvor parterne udveksler best practise inden for ph.d.-området. Besøget er en udløber af benchmarkingsamarbejdet med en række nordeuropæiske universiteter, hvor ph.d.-området har været udvalgt som tema. I Bergen har man udarbejdet en ph.d.-handlingsplan for hele universitetet, og nogle af disse erfaringer blev videregivet på et møde i AU’s ph.d.-skolelederkreds som inspiration til det videre arbejde på Aarhus Universitet. Under besøget er vore norske partnere desuden blevet introduceret til Aarhus Universitets tiltag, bl.a. var nordmændene interesseret i AU’s FUA-projekt (system til administration af forskeruddannelse).

Venlig hilsen
Rektoratet, den 28. oktober 2008 


Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2008 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.


Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk