Rektoratets nyhedsbrev nr. 38/2008
Ledige pladser til Klimakonferencen den 13.-14. november
Der er stadig ledige pladser til den store klimakonference The Role of Information in an Age of Climate Change i anledning af Århuskonventionens 10-års fødselsdag. Konferencen sætter fokus på vores demokratiske rettigheder til at påvirke myndighedernes beslutninger i klimaspørgsmål. Medvirkende er bl.a. den franske ambassadør Bérengère Quincy, direktør for European Environment Agency Jacqueline McGlade, tidligere miljøminister Svend Auken og Jeremy Wates fra UNECE i Genève.
Alle er velkomne til konferencen.
Søren E. Frandsen som midlertidig direktør fra den 1. december
I forbindelse med Niels Højbergs beslutning om at tiltræde som stadsdirektør i Århus Kommune indsættes Søren E. Frandsen som midlertidig direktør fra den 1. december 2008.
Bestyrelsen godkendte på bestyrelsesmødet den 10. november rektoratets indstilling til den midlertidige arbejdsdeling i rektoratet. I forhold til den daglige ledelse, koordinering og opgaveløsning vil vicedirektør Ole Olsen og den øvrige lederkreds i administrationen bistå med en særlig indsats, indtil en ny direktør er på plads. Prorektor for det akademiske område Nina Smith overtager i den forbindelse kontakten til ledelsen i Studieforvaltningen.
Der sker ingen ændringer i forhold til Søren Frandsens ansvarsområder som prorektor for videnspredning.
Rektoratet er nu gået i gang med at se på, hvordan man bedst muligt fordeler arbejdsopgaverne i det kommende rektorat.
Intern fratrædelsesreception
Fratrædelsesreception for universitetsdirektør Niels Højberg holdes fredag den 28. november kl. 12.30-14 i bestyrelsens mødesal, bygning 1430. Nærmere information følger snarest til hovedområderne.
Finanslov og globaliseringsmidler
Det er godt, at flere af globaliseringsmidlerne nu kommer i spil. Det kan være med til at sætte skub i universiteternes videnopbygning og videnformidling.
På universiteterne har vi haft en berettiget forventning om, at balancepunktet mellem basisbevillinger og konkurrenceudsatte midler overordnet set skulle ligge på et sted mellem 50 og 70 procent til basis. Resultatet, som det er nu, er, at universiteterne ikke får opfyldt de budgetforudsætninger, som vi havde regnet med.
De konkurrenceudsatte midler koster både tid, kræfter og medfinansiering, og de finansierer typisk forskningsbevillingerne i en årrække, efter at de er bevilliget. Problemet med en for lav andel af basismidler er ikke kun, at universiteterne mister råderum, de mister også frihedsgrader. Dette kan vække undren, når hele meningen med universitetsfusionerne og reformen af universiteternes ledelsesstruktur med bestyrelser og ansatte ledere er, at samfundet skal have stærke universiteter, som det kan have tillid til.
Læs hele rektors kommentar her
Rektors juletale
Den 18. december kl. 15 holder rektor Lauritz B. Holm-Nielsen traditionen tro sin juletale i Søauditorierne i Århus med efterfølgende reception for alle medarbejdere.
Yderligere oplysninger om arrangementet følger i næste uges nyhedsbrev.
Venlig hilsen
Rektoratet, den 11. november 2008
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2008 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.




