Rektoratets nyhedsbrev
Nr. 5, uge 7
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage - udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
Forslag til Finanslov 2008
FFL 08 er nu offentliggjort. På universitetsområdet foreslås der flere mindre justeringer inkl. en bunden opsparing og bortfald af midler. Rektoratet vil følge udviklingen i de kommende finanslovsforhandlinger og vil fokusere på de særlige områder, hvor Aarhus Universitet bliver påvirket.
Rektoratet vurderer, at vi fortsat skal arbejde og planlægge i overensstemmelse med det budget, som bestyrelsen har vedtaget, herunder at situationen vurderes efter 1. kvartal.
Det konstateres med tilfredshed, at Barcelonamålsætningen fastholdes.
Indkøbspolitik ved AU
Med udgangspunkt i en konkret henvendelse angående indkøb af forsknings- og laboratorieudstyr har rektoratet fastslået, at AU naturligvis følger regeringens indkøbspolitik og de indgåede SKI-aftaler. Velbegrundede afvigelser herfra kræver forhåndstilsagn i hvert enkelt tilfælde. Der skal i samarbejde med hovedområderne etableres en procedure herfor.
Kinastrategi og ulandsstrategi
Der har været nedsat to arbejdsgrupper, som har analyseret universitetets samarbejde med Kina og indsatsen i forhold til ulande. På den baggrund er de fremkommet med to velgennemarbejdede forslag til henholdsvis en Kinastrategi og en ulandsstrategi for AU. Oplæggene beskriver forslag til instrumenter, virkemidler og indsatsområder og kommer desuden med en række forslag til initiativer. Udkast til de to strategier vil nu blive sendt til høring på universitetets 9 hovedområder.
Center for Tekniske Kandidatuddannelser
Bestyrelsen for Center for Tekniske Kandidatuddannelser blev nedsat med den opgave at forestå udviklingen af et samarbejde mellem Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet med det formål at etablere en civilingeniøruddannelse.
Bestyrelsen har på fornem måde løst sin opgave og har på ligeledes god vis videregivet ansvaret til Aarhus Graduate School of Engineering (AGASE). Efter veludført arbejde har bestyrelsen indstillet sig nedlagt pr. 1. februar 2008. Rektor har taget indstillingen til efterretning og vil takke bestyrelsen for veludført arbejde.
Venlig hilsen
Rektoratet, den 12. februar 2008




