Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2008 » Nyhedsbrev 6/2008

Rektoratets nyhedsbrev

Nr. 6, uge 8

Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage - udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

Designlinje

Designbureauet 1508 arbejder fortsat med AU’s fremtidige designlinje sammen med en intern arbejdsgruppe. På dekanmødet den 18.2. blev konkrete forslag fremlagt og drøftet. 1508 og arbejdsgruppen fortsætter arbejdet og vender tilbage med bearbejdet forslag ud fra en af de forelagte skitser.

Eliteuddannelser

Regeringen ønsker oprettelse af – i første omgang – 10 eliteuddannelser og har bedt universiteterne om at indsende forslag. Hovedområderne har haft mulighed for at stille forslag. Rektoratet indsender forslagene, når det er sikret, at kriterierne er opfyldt. AU meddeler i forbindelse med fremsendelsen, at AU foretrækker en styrkelse af eksisterende modeller, som for eksempel Erasmus Mundus-uddannelser, 4+4-modellen og honours-modellen.

Ledelsesseminar den 25.-26.2.

Hvert halve år holder rektorat, dekaner og administrative chefer døgnmøde på Sandbjerg.  Temaet for mødet denne gang er arbejdet med den fremtidige administrative organisering, samarbejde med erhvervslivet, finanslovsforslaget og international strategi.

Forskningens Døgn med besøg af Kronprinsesse Mary

Aarhus Universitet afholder Forskningens Døgn fredag den 25. april 2008 kl. 14-19, i år med temaet ”klima”. Torsdag den 24. april skydes landets aktiviteter i gang med et åbningsarrangement, som Aarhus Universitet i år er vært for. Der er netop kommet besked fra hoffet om, at H.K.H. Kronprinsesse Mary som protektor for Forskningens Døgn overværer åbningsarrangementet og overrækker Forskningskommunikationsprisen 2008. I åbningsarrangementet indgår en Videnskabscafé med inviterede gymnasieelever. Torsdagens åbning er arrangeret i samarbejde med Videnskabsministeriet og foregår i Søauditorierne.

Fredag forvandles Søauditorierne til "Klima-huset" fyldt med præsentationer og demonstrationer af spændende forskning fra universitetet - og krydret med hyggelig caféstemning. Forberedelserne er i fuld gang, og mere end 30 dygtige forskere er lige nu ved at planlægge spændende aktiviteter om alt lige fra ”bioenergi som redningsplanke eller faldgrube” til ”klimaændringer i det arktiske miljø” og ”kan man have demokrati i de varme lande?” Sideløbende med forskernes arbejde er en arbejdsgruppe i gang med at få arrangementet til at tage form. Der bliver planlagt en markedsføringskampagne, og en mængde praktiske ting er ved at falde på plads. Ansatte og studerende ved AU er meget velkomne til at deltage i arrangementet.

Læs mere på www.au.dk/forskningensdoegn og www.forsk.dk.

Venlig hilsen
Rektoratet, den 19. februar 2008

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk