Rektoratets nyhedsbrev nr. 8/2008
Læreruddannelsen
Rektoratet glæder sig over, at universiteterne får mulighed for at udbyde læreruddannelser fra 2009 og ser frem til det fortsatte arbejde med at realisere planerne. Rektoratet takker de medarbejdere, der har ydet en stor indsats med det forberedende arbejde. Læs pressemeddelelse.
Eliteuddannelser
I et tidligere nyhedsbrev blev det nævnt, at AU har indsendt forslag til oprettelse af 12 eliteuddannelser. Videnskabsministeriet har i alt modtaget 57 forslag og forventer at godkende 10 uddannelser inden udgangen af marts. Læs pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet.
Akkreditering
På dekanmødet den 3. marts orienterede prorektor Nina Smith om det kommende og meget omfattende arbejde med akkreditering af alle universitetsuddannelser, som i fremtiden løbende skal akkrediteres hvert 5. år. For at lette og koordinere arbejdet på de enkelte hovedområder arbejder studieforvaltningen for øjeblikket sammen med hovedområderne på at udarbejde en skabelon for akkrediteringsprocessen, der skal være med til at sikre kvalitet og effektivitet i arbejdet.
Forskningsinfrastruktur
Som led i den politiske aftale fra november 2006 blev der afsat en national pulje til forskningsinfrastruktur. I 2008 kan universiteterne søge 200 millioner kroner. Ansøgningsfristen er 15. maj. Forslag til intern ansøgningsprocedure drøftes på det næste møde i forskningsudvalget den 12. marts. Læs pressemeddelelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Dialogforum
Rektoratet og en række dekaner deltager den 13.-14. marts i Dialogforum, som er det årlige døgnmøde, hvor videnskabsminister Helge Sander og universiteterne drøfter, hvordan de politiske målsætninger omsættes til praksis. Dialogforum svarer til undervisningsministerens årlige Sorømøder og er en platform for dialog mellem aktører på universitetsområdet.
Venlig hilsen
Rektoratet, den 4. marts 2008
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.




