Rektoratets nyhedsbrev nr. 1/2009
Udpluk fra rektors nytårshilsen til eksterne samarbejdspartnere
Det nye år er allerede godt i gang, og vi har på Aarhus Universitet taget fat på de første af årets spændende nye udfordringer. Samtidig fortsætter det vigtige daglige campusliv med uddannelser, eksamener, forskning og skabelse af videngrundlag og forskningsbaseret rådgivning på universitetets mange lokaliteter.
Aarhus Universitet er rustet til fremtidens konkurrence, viser resultaterne fra 2008, og samtidig har universitetet holdt budgettet og kalkulerer med at nå en omsætning på 5,5 milliarder i 2010 – et år tidligere end forventet. Der skal ikke herske tvivl om, at Aarhus Universitet gerne indgår i åben og fair konkurrence om forskningsmidlerne. Jeg vil dog gerne understrege, at et universitet skal have et realistisk økonomisk råderum, og at vi med vægt vil forfægte de frihedsidealer, der er selve grundlaget for den europæiske universitetstradition og den vestlige kultur. Derfor inviterer vi også til et respektfuldt samarbejde med samfundets øvrige sektorer, hvor hver sektor gør det, den er bedst til. Universitetet kender sit ansvar som skaber af det videngrundlag, samfundets sektorer hviler på, og det har fra sin spæde start i 1928 ydet sit bidrag til samfundets udvikling.
Læs hele nytårshilsenen her: http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nytaar0809
Nyt nummer af AU-gustus
Mellem jul og nytår udkom et nyt nummer af alumnemagasinet AU-gustus. Det er i øjeblikket ved at blive omdelt til medarbejderne på universitetet. Her kan man bl.a. læse om finanskrisen, portrætter af Jens Chr. Skou og Erling Bjøl, der begge rundede 90 år i 2008, AU’s klimakonference og sidst, men ikke mindst se de gratis tilbud ved Folkeuniversitetet i Århus til alumner og medarbejdere fra Aarhus Universitet.
Læs den seneste udgave af AU-gustus i pdf-format her: http://www.au.dk/augustus
Debat om en studenterombudsmand
I juleferien kørte debatten om, hvorvidt der skal oprettes en fælles studenterombudsmand for landets universitetsstuderende. Det var specielt Politiken, som tog sagen op. Aarhus Universitet har sammen med Århus Kommune og Studenterrådet tidligere opfordret videnskabsministeren til at oprette en studenterombudsmand, der kan varetage de studerendes interesser bl.a. i forbindelse med klagesager. Læs prorektor Nina Smiths kommentar her: http://politiken.dk/uddannelse/article622511.ece
Venlig hilsen
Rektoratet, den 6. januar 2009
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2008 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.




