Rektoratets nyhedsbrev nr. 14/2009
Udsigt til flere taxameterpenge
Lige nu er der fokus på universiteternes taxametersystem - især på de uddannelsesmæssige konsekvenser af de lave taxametertilskud til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Aarhus Universitet har gennem længere tid gjort opmærksom på problemerne med de meget lave taxametre, og den store studiemiljøundersøgelse fra 2007 viste helt klart, at der er en sammenhæng mellem de studerendes trivsel og uddannelsernes taxameterindplacering.
Taxametertilskuddene til universitetsuddannelser er de seneste 10-15 år blevet
gradvist udhulet, således at taxametertaksterne til humaniora og samfundsvidenskab (41.600 kr. pr. bestået studenterårsværk i 2009) udgør nogle af de laveste uddannelsestakster, sammenlignet med hele det øvrige danske uddannelsessystem. Og i en tid, hvor universiteterne bliver målt på studiegennemførelse og skal intensivere vejledningen af de studerende, holder argumenterne om stordriftsfordele på universitetet ikke længere.
Det er positivt, at regeringen og oppositionen allerede har meldt ud, at det er nødvendigt at forhøje taxametrene til disse uddannelser. Udmeldingen får støtte af både DI og Akademikernes Centralorganisation. Men det er afgørende, at en forhøjelse af de lave taxametertakster ikke hentes fra den nuværende bevilling til universiteterne. Derfor støtter rektoratet op om ideen med at hente flere taxameterpenge fra Globaliseringsmidlerne.
Læs mere på: http://www.au.dk/avis/2009/campus-nr-6/leder
Nye vicedirektører på plads
Ansættelsen af de tre nye vicedirektører faldt på plads i sidste uge. Rådmand Louise Gade bliver vicedirektør for human resources, koncernøkonomichef Søren Trangbæk bliver vicedirektør for økonomi og bygninger, og journalist Mads Hvitved Grand bliver vicedirektør for kommunikation. Søren Trangbæk og Mads Hvitved Grand tiltræder den 1. maj, mens Louise Gade tiltræder den 1. juni. De tre nye vicedirektører skal referere til rektoratet, der glæder sig til samarbejdet med de tre nye medarbejdere.
Læs mere på: http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2009/010409
Fem nye elitemoduler
Videnskabsministeriet har netop godkendt en ny type elitemoduler til de danske universiteter. Fem af de 20 elitemoduler gik til Aarhus Universitet, hvoraf en er i samarbejde med Københavns Universitet. Der er tale om nogle fleksible halvårs eliteforløb, hvor de studerende gennemfører flere højniveau-fag i tæt kontakt med universitetets forskningsmiljøer. Målet er også at kunne tiltrække flere dygtige udenlandske studerende.
Læs mere på: http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2009/060409
Kom til Forskningens Døgn
Fredag den 24. april 2009 afholder Aarhus Universitet Forskningens Døgn, hvor alle er meget velkomne. I år er der fokus på ”livet” med en lang række foredrag og auditorieaktiviteter som f.eks. Charles Darwin - manden og myterne. Derudover kan man komme ned i de mikrobiologiske laboratorier og undersøge mikroorganismer, høre om overnaturlige tanker og meget, meget mere. Hele programmet kan ses på www.au.dk/forskningensdoegn, hvor man også kan læse om de arrangementer, der er på Aarhus Universitets øvrige afdelinger rundt om i landet i forbindelse med Forskningens Døgn.
Moderniseret gæstehus og ny kantine til Aarhus Universitet
Gæstehuset på hjørnet af Otto Rudsgade og Willemoesgade er blevet moderniseret, mens kantinen er nyrenoveret. Her med mere begrænset åbningstid end universitetets store kantiner. Kantinen på Trøjborg har åbent mellem kl. 11.15 og 12.45. Det rustikke kantinerum kan i øvrigt også bruges til arrangementer, møder og fester. Første åbningsdag er onsdag den 15. april.
På grund af påsken udkommer der ikke nyhedsbrev fra rektoratet i næste uge.
God påske!
Venlig hilsen
Rektoratet den 7. april 2009
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2009 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.




