Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2009 » Nyhedsbrev 2/2009

Rektoratets nyhedsbrev nr. 2/2009

Fripladser til klimakonferencen Beyond Kyoto den 5.-7. marts

Det er vigtigt, at Aarhus Universitet udnytter muligheden for at markere sig på klimaområdet, og at universitetets forskere er stærkt repræsenteret på konferencen. Alle relevante forskere og relevante AU-studerende tilbydes derfor en friplads til konferencen.

Rektoratet har skrevet ud til dekanerne, som sørger for at tilmelde de interesserede forskere og studerende.

Se yderligere information om konferencen på: http://klima.au.dk/dk/forside/konferencebeyondkyotoconferen

Michael Christiansen nyt medlem af AU’s bestyrelse

Michael Christiansen er 63 år og uddannet jurist ved Københavns Universitet. Han sidder i dag i en række bestyrelser både i det private og offentlige, herunder i Danmarks Radio, hvor han i november blev indsat som formand. Han er desuden formand for regeringens lønkommission. Michael Christiansen indtræder i AU’s bestyrelse den 1. februar 2009.

Ud af bestyrelsen træder biskop Kjeld Holm, direktør Svend Krarup og direktør Jens Kampmann, idet deres funktionsperiode ophører. For at optimere det videre forløb med fusionerne har Kjeld Holm (tidligere bestyrelsesformand for DPU) og Svend Krarup (tidligere bestyrelsesformand for DMU) accepteret en anmodning fra bestyrelsen om at fortsætte som observatører i endnu et år.
Læs mere på: http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2009/090109

Deltag i universitetsevalueringen

For at sætte gang i en god og udbytterig proces op til den kommende universitetsevaluering sætter rektoratet nu gang i processen på Aarhus Universitet og opfordrer, i et netop udsendt brev, relevante råd og nævn, studenterorganisationer og personalegrupperinger m.v. til at diskutere temaerne. Evalueringen gennemføres af et internationalt ekspertpanel og tager udgangspunkt i fem hovedtemaer: Universitetssammenlægningerne, medbestemmelse, den frie akademiske debat, forskningsfriheden og universiteternes frihedsgrader.

Det er fortsat uvist hvornår og hvordan det internationale ekspertpanel i praksis vil foretage evalueringen. Videnskabsministeriet skal dog udarbejde en baggrundsrapport til ekspertpanelet inden sommeren 2009. Rapporten skal blandt andet indeholde universiteternes synspunkter på de fem hovedtemaer. Læs mere om evalueringen på:
http://www.ubst.dk/institutioner-og-okonomi/universitetsevalueringen-i-2009

Debat om læreruddannelsen

For at styrke læreruddannelsen foreslår professionshøjskolerne nu, at universiteterne åbner døren for lærerstuderende efter to-tre år på professionshøjskolerne. Den model afviser Aarhus Universitet dog.

”Hvis lærerstuderende skal skifte til universitetet, skal de selvfølgelig leve op til de faglige krav. Og det skifte kan ikke umiddelbart lade sig gøre, da de første år på lærerstudiet og på universitetet adskiller sig meget fra hinanden. Man kan selvfølgelig få merit for de faglige dele, som kan indgå i en universitetsuddannelse. Det vil vi naturligvis gerne se på. Men jeg er overbevist om, at man vil være nødt til at tage supplerende fag for at komme ind i universitets-sporet. Dvs. at man ikke umiddelbart efter 3 år på en professionsskole kan hoppe videre til 4. år i en universitetsuddannelse”, siger Nina Smith i dag til netavisen Altinget.dk.

Følgegruppen for læreruddannelsen har afvist AU’s 3+2-model, blandt andet fordi det skulle blive for dyrt. Men ifølge Nina Smith holder den ikke.

”Hvis det handler om at få en stærk læreruddannelse som i Finland, der styrker både lærerne og eleverne i den danske folkeskole, vil der være mange langsigtede økonomiske gevinster ved at lave uddannelse på fem år. Det regnestykke, tror jeg ikke, er svært at lave”, udtaler hun.

Læs hele artiklen fra www.altinget.dk

International gennemslagskraft af forskningen på Aarhus Universitet?

For at få et klarere billede af AU’s nuværende forskningsposition har rektorat og dekaner besluttet at lade Centre for Science and Technology Studies (CWTS), Leiden, Holland lave bibliometrisk analyse af forskningen på Aarhus Universitet. CWTS i Leiden har ry for at levere troværdige og gennemskuelige analyser, hvor der ikke lægges skjul på metodens styrker og begrænsninger. I analysen måles citationsfrekvenser, og der standardiseres i forhold til forskellig publiceringspraksis på forskellige faglige felter. Analysen vil sammenligne Aarhus Universitet med 15 velrenommerede skandinaviske og europæiske universiteter inden for en række faglige discipliner.

Topplacering til Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) er nummer 11 blandt de mest citerede jordbrugsvidenskabelige institutioner i verden. Det er Thomson Reuters Essential Science Indicators database, der netop har offentliggjort placeringen. Nummer ét er det amerikanske Tufts University, mens engelske Institute of Food Research tager 2. pladsen og Helsinki Universitet i Finland ligger på 3. pladsen. Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, ligger på en flot 7. plads på ranglisten. Se listen på: www.timeshighereducation.co.uk/story.asp?sectioncode=26&storycode=404872&c=1

I dag og i morgen afholder DJF og Landbrugets Rådgivningscenter i øvrigt den årlige Plantekongres i Herning med over 2.000 deltagere fra hele jordbrugserhvervet. Læs mere om DJF på: www.agrsci.dk

Professor Flemming Besenbacher hædret med årets Erhverv Århus pris

Prisen blev overrakt i forbindelse med den årlige nytårskur fredag d. 9. januar 2009. Flemming Besenbacher, der er professor ved Institut for fysik og astronomi og centerleder for iNANO, modtog Erhverv Århus prisen 2009 for gennem sin karriere aktivt at have arbejdet for at præge Århus med sin forskning - ikke blot inden for forskningsverdenen, men også i samarbejdet med erhvervslivet og andre instanser nationalt og internationalt. Læs mere om prisuddelingen på: http://www.erhvervaarhus.dk/Default.aspx?ID=542&M=News&PID=2996&NewsID=214

Venlig hilsen
Rektoratet, den 13. januar 2009


Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev udkommer onsdag og kan også læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2008 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.


Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk