Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2009 » Nyhedsbrev nr. 20/2009

Rektoratets nyhedsbrev nr. 20/2009

Medarbejderne trives på Aarhus Universitet

Vi skal være meget tilfredse med den store og meget omfattende undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, som mere end 5.000 af medarbejderne, 77 procent, har medvirket til, og som nu ligger tilgængelig på vores hjemmeside.

Undersøgelsen viser, at det psykiske arbejdsmiljø generelt har det godt på Aarhus Universitet - medarbejderne trives, er engagerede og gode til at samarbejde. Således svarer over 70 procent, at de i høj eller i meget høj grad føler sig godt tilpas på deres arbejde, at deres arbejde giver dem arbejdsglæde, og at de overordnet set er tilfredse med arbejdet. Kun tre til fire procent svarer, at de i ringe grad eller i meget ringe grad føler sig godt tilpas. Det er samlet set et rigtig godt resultat for medarbejderne på Aarhus Universitet. Vi har med denne arbejdspladsvurdering (APV), som formentlig er landets mest grundige undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, fået et godt redskab til det videre arbejde med at skabe et endnu bedre arbejdsmiljø på universitetet.

Samlet set ligger Aarhus Universitet lavt, hvad angår faktorer som chikane, mobning o. lign. Undersøgelsen viser en stor variation, og der er enkelte steder, hvor der skal sættes ind over for de nævnte faktorer. Det er ledelsens klare opfattelse, at der skal være nul-tolerance på Aarhus Universitet, uanset hvor godt vi ligger i forhold til landsgennemsnittet.

Undersøgelsen viser, at Aarhus Universitet råder over en værdifuld ”trivselsressource” i form af meget engagerede medarbejdere, der arbejder rigtig meget - en fjerdedel af dem så meget, at det ifølge undersøgelsen går ud over privatlivet, og 10 procent angiver, at de har stresssymptomer.

Det er en af de største udfordringer for arbejdsmiljøet på Aarhus Universitet. Stress og uhensigtsmæssig påvirkning af privatlivet er ikke acceptabelt. Undersøgelsen viser helt klart, at vi skal arbejde med ledelse og specielt synlig ledelse, der kan tage højde for disse arbejdsrelaterede problemer.

Det videre arbejde med arbejdsmiljøet kommer nu til at foregå på hovedområderne, men rektoratet er selvfølgelig indstillet på at bakke op, hvor der er behov og ønsker om det. Arbejdet med at udrulle HR-sporet skydes i gang hen over sommeren med ansættelse af vicedirektør på HR-området Louise Gade.

Læs mere på www.arbejdsmiljo.au.dk

(På DPU har man netop igangsat en psykisk APV. Undersøgelsen offentliggøres, når den ligger klar)

Ønske om større frihedsgrader

Mandag den 25. indsendte Aarhus Universitet sit sidste bidrag til universitetsevalueringen – temaet om frihedsgrader.

Universitetets frihed og uafhængighed er afgørende forudsætninger, for at det kan opfylde sine forpligtelser i samfundet. Universitetsloven alene giver ikke et retvisende billede af kompetenceforholdene
mellem samfund og universitet, idet universitetsloven er en ramme- eller bemyndigelseslov, der i meget vidt omfang giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler på et område. Således indeholder loven 48 aktuelle bemyndigelser til ministeren. Afgørende for den reelle kompetencefordeling er derfor videnskabsministeriets udmøntning i form af bekendtgørelser og anden regulering af de mange bemyndigelser, som ministeren har fået tillagt i loven.
Denne tendens til øget bureaukratisering og kontrol er i modstrid med den gode lange danske tradition for decentralisering og gensidig tillid i såvel den private som offentlige sektor.

Aarhus Universitets synspunkter om frihedsgrader kan læses i sin helhed på: www.au.dk/da/uni/universitetsevaluering2009/frihedsgrader

Ny organisation og ledelsesstruktur for fællesadministrationen

For at forenkle fællesadministrationens organisation og ledelsesstruktur har rektoratet besluttet denne organisering af området:

Følgende afdelinger refererer direkte til rektoratet:

  • Rektoratsstaben (ledes af sekretariatschef Kirsten Jensen)
  • Ledelsessekretariatet (vicedirektør Ole Olsen)
  • Økonomi- og planlægning (vicedirektør Søren Trangbæk)
  • HR (vicedirektør Louise Gade)
  • Kommunikation (vicedirektør Mads Hvitved Grand)
  • Studieforvaltningen (kontorchef Eva Teilmann) og
  • IT (vicedirektør Flemming Bøge)

Sideordnet med rektoratsstaben er pressechef Anders Correll knyttet til rektoratet.

Med direkte reference til rektoratet og sideordnet med linjeorganisationen, er ”Patent- og Kontraktenheden” og ”Aarhus Entrepeneurship Center” indplaceret under ledelse af centerdirektør Flemming Fink. Desuden er der, indtil videre, en direkte relation mellem rektoratet og ”Forskningsstøtteenheden” under ledelse af John Westensee.

Venlig hilsen
Rektoratet den 26. maj 2009


Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2009 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.


Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk