Rektoratets nyhedsbrev nr. 31/2009
Høj forsknings-impact på Aarhus Universitet
Aarhus Universitet har netop modtaget en analyse fra det anerkendte bibliometri-center CWTS, Leiden, Holland. Analysen viser, at gennemslagskraften af de videnskabelige artikler, der har forfattere fra Aarhus Universitet, er meget høj. Universitetet publicerer meget, og publikationerne citeres markant mere end verdensgennemsnittet. Bedømt på både forskningens volumen og citations-hyppigheden, placerer Aarhus Universitet sig som nummer 90 blandt de 400 mest forskningstunge universiteter i verden.
Leiden-rapporten medtager kun videnskabelige artikler og har generelt størst dækningsgrad inden for de natur- og sundhedsvidenskabelige områder, mens undersøgelsen er knap så dækkende inden for samfundsvidenskab og humaniora. Rapporten baserer sig på oplysninger fra perioden 2002-2007 og er et rigtig godt værktøj til at benchmarke AU’s publikationsaktivitet med. Leiden-rapporten er nu rundsendt til hovedområderne, der står for den videre bearbejdning og formidling af rapporten.
DMU har varslet afskedigelse af 6 medarbejdere
DMU har desværre måttet varsle afskedigelse af i alt 6 medarbejdere i Silkeborg og på Kalø. De pågældende medarbejdere har fået besked af deres chef, og afdelingernes medarbejdere er blevet orienteret. Afskedigelserne skyldes en ændret udvikling i DMU`s indtægtsprofil, hvorefter der er sket en mærkbar nedgang i omfanget af rådgivningsopgaver og dermed i økonomien på de berørte områder.
Forud for varsling af afskedigelserne har man undersøgt mulighederne for at genplacere medarbejderne inden for institutionen. DMU vil naturligvis nu støtte de 6 berørte medarbejdere i processen med at komme videre og finde et nyt job. Det gælder både i form af bistand fra HR-afdelingen og tilbud om ekstern rådgivning.
DMU har i forbindelse med processen lagt følgende meddelelse på deres intranet.
Nyt Vækstforum erstatter Globaliseringsrådet
Rektor Lauritz Holm-Nielsen har, sammen med 26 personer fra forskellige sektorer, taget imod opfordringen til at indgå i et nyt vækstforum, der skal rådgive regeringen, analysere og besvare morgendagens udfordringer og ruste dansk økonomi til fornyet vækst. Samtidig nedlægger regeringen Globaliseringsrådet, der i 2005 blev nedsat af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Regeringens Vækstforum er sammensat af personer, der personligt repræsenterer det, som statsministeren kalder morgendagens tanker og består – udover af de 27 repræsentanter – af økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, udenrigsminister Per Stig Møller og har statsminister Lars Løkke Rasmussen som formand.
Præsentation af Erik A. Frandsens kunstværker den 25. september
Alle, som har lyst til at se de nye kunstværker af Erik A. Frandsen på Aarhus Universitet, bygning 1430, Nordre Ringgade 1, 8000 Århus C., er velkomne fredag den 25. september kl. 14.00-15.30. Den officielle indvielse foregår tidligere samme dag.
Rektoratet byder på en forfriskning og håber, at mange medarbejdere vil benytte lejligheden til at se de interessante kunstværker, der er fremstillet specielt til bygning 1430. Der er tale om en bred vifte af udtryksformer: malerier, mosaikker, et relief og en væg i mirrorpolished stål med indridsede blomstermotiver. Erik A. Frandsen har ligeledes, med støtte fra Aarhus Universitets Jubilæumsfond, udført et portræt af Nobelprismodtager Jens Christian Skou. Portrættet indgår som et integreret element i den samlede udsmykning. Erik A. Frandsens udsmykning af bygning 1430 er blevet muliggjort af en donation fra Ny Carlsbergfondet.
Læs tidligere pressemeddelelse om Erik A. Frandsens værker på Aarhus Universitet
Studiestartsmessen skudt i gang
Den traditionsrige Studiestartsmesse åbnede mandag i Aulaen og Vandrehallen, og den fortsætter frem til og med onsdag med et væld af tilbud til de nye studerende. Messen blev åbnet af borgmester Nicolai Wammen og rektor Lauritz Holm-Nielsen, der begge kunne glæde sig over, at Aarhus Universitet, med et rekordoptag på mere end 6.000 nye bachelorstuderende, yder et væsentligt bidrag til byens målsætning om at være Danmarks bedste studieby. Studiestartsmessen kan i år byde på udstillinger, smagsprøver, konkurrencer, medlemskaber og meget andet fra mere end 50 deltagende virksomheder, foreninger, organisationer og institutioner. Messen arrangeres af Studenterrådet, som dermed er med til at give både nye og ”gamle” studerende den bedst tænkelige start på det nye semester.
Kalender
- 21.-22. september: Bestyrelsesseminar for bestyrelsen og universitetsledelsen på Sandbjerg
- 23.-24. september: Seminar for administrationschefer og fællesadministrationslederkreds på Sandbjerg
- 25. september kl. 14.00-15.30: Præsentation af Erik A. Frandsens kunstværker. Bygning 1430, Nordre Ringgade 1, 8000 Århus C
- 21.-22. oktober: Ledelsesseminar for universitetsledelsen, administrationschefer og fællesadministrationslederkreds på Sandbjerg
Venlig hilsen
Rektoratet den 9. september 2009
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2009 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.




