Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2009 » Nyhedsbrev nr. 33/2009

Rektoratets nyhedsbrev nr. 33/2009

Rektor fortsætter til 2013

På bestyrelsesmødet den 22. september besluttede bestyrelsen at forlænge Lauritz B. Holm-Nielsens ansættelse som rektor for Aarhus Universitet med yderligere tre år. Rektors nuværende kontrakt udløber den 6. august 2010, og den forlænges dermed frem til 6. august 2013. Bestyrelsen er meget tilfreds med den udvikling, som universitetet er inde i, og der er fuld opbakning til, at rektor allerede nu får ro til at fortsætte det fremadrettede arbejde.

Bestyrelsen besluttede samtidig at rektoratet fortsætter med den nuværende bemanding dvs. rektor, prorektor og universitetsdirektør. Det betyder, at en del af de nuværende arbejdsopgaver og repræsentationsopgaver i rektoratet fremover skal ske i tættere samarbejde med universitetsledelsen (dekaner og direktør på DMU). I forbindelse med den beslutning hæftede bestyrelsen sig ved, at Aarhus Universitet nu er nået langt i fusionsprocessen og med at etablere en enhedsledelse mellem rektoratet og hovedområderne.

Fra Bestyrelsesmødet den 22. september:

  • Universitetet i Kina en realitet
    Aarhus Universitet tilslutter sig nu formelt partnerskabsaftalen om et dansk-kinesisk forsknings- og uddannelsescenter i Beijing. Sino-Danish Centre (SDC) er på flere måder et unikt projekt. Danmark bliver det første land, hvor alle landets universiteter etablerer sig med et fælles universitetscenter i Kina. SDC etableres i partnerskab med Graduate University of Chinese Academy of Sciences (GUCAS), den formelle underskrivelsesceremoni er planlagt til den 23.-24. november 2009 i Beijing.

    Det er planen at opføre en bygning på GUCAS’ campus i det nordlige Beijing, og Industriens Fond har netop besluttet at stille med de 80 millioner kroner, som det kræver at gennemføre opførelsen af universitetscentret. SDC vil kunne optage 300 kandidat-studerende. Hertil kommer 75 ph.d.-studerende og 100 forskere ligeligt fordelt mellem de to lande.

  • Budgettet holder
    Bestyrelsen godkendte halvårsregnskabet for Aarhus Universitet. Rektoratet redegjorde samtidig for, at det budgetterede underskud på 50. mio. kr. for 2009 bliver et maks. beløb og rektoratet forventer, at det bliver mindre.

Prestigefyldt EU-bevilling til forsker fra Aarhus Universitet

Seniorforsker Jeppe Vang Lauritsen har netop modtaget det prestigefyldte ”starting grant” fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC), der hvert år uddeles til et antal lovende yngre europæiske forskere. Bevillingen er på 7,8 mio. kr. og skal i løbet af de næste fem år bruges til at opbygge en forskergruppe og gennemføre et forskningsprojekt i feltet mellem fysik og nanovidenskab. Jeppe Vang Lauritsen er tilknyttet det Interdisciplinære Nanoforskningscenter, iNANO.

Rektoratet ønsker Jeppe Vang Lauritsen et stort tillykke med anerkendelsen. Han følger i fodsporene på de tre unge forskere fra universitetet, der sidste år modtag ERC starting grants.

I alt syv danske forskere modtog i denne uddelingsrunde ERC´s Starting Grants. De blev udvalgt blandt mere end 2.500 ansøgere. Forskningsudvalget har i øvrigt nedsat en arbejdsgruppe, der skal forstærke indsatsen for at tiltrække EU-bevillinger til Aarhus Universitet i de kommende år.

Indspil til ny dansk udviklingsstrategi i ulandene

Danske Universiteter offentliggør i dag en ny rapport med anbefalinger til, hvordan forskning og uddannelse kan styrkes i udviklingslande. Rapporten er udarbejdet af Danske Universiteters arbejdsgruppe om udviklingslande, der har haft rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, som formand. Formålet med rapporten er blandt andet at give et overblik over de mange faglige kompetencer, som de danske universiteter kan bidrage med i opbygningen af velfungerende universiteter og forskningsmiljøer i udviklingslandene. Rektoratet håber, at Danske Universiteter med denne rapport kan give et indspil til den kommende debat om en ny dansk udviklingsstrategi, og at rapportens konstruktive forslag vil blive taget godt imod.

Handelshøjskolen, Aarhus Universitet har stor synlighed på internettet

Det spanske Cybermetrics placerer Handelshøjskolen, Aarhus Universitet som verdens femte bedste business-skole, når det kommer til synlighed og deling af forskningsresultater på internettet. Målet med denne liste er at skabe positiv opmærksomhed omkring delingen af videnskabelige resultater og en faktor, der måles på, er den frie adgang til videnskabelige publikationer (Open Access) på business-skolernes hjemmesider. Handelshøjskolen i København blev en flot nr. 3. På top 5 var desuden Harvard Business School (nr. 1), New York University Leonard N. Stern School of Business (nr. 2) og HEC Montreal (nr. 4)

Se mere på http://business-schools.webometrics.info

Venlig hilsen

Rektoratet den 24. september 2009


Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2009 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.


Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk