Rektoratets nyhedsbrev nr. 35/2009
Aarhus Universitet nr. 63 i verden
For tredje år i træk oplever Aarhus Universitet markant fremgang på den meget omtalte rangliste for universiteter THE-QS fra Times Higher Education i England. Aarhus Universitet var nummer 126 i 2006, nummer 114 i 2007 og nummer 81 i 2008, en placering der virkelig gav genlyd i den internationale forskningsverden, og den følges nu op af endnu et stort spring frem på ranglisten til nummer 63.
Aarhus Universitet er med den nye placering det næsthøjest rangerende universitet i Norden og det 20. bedst placerede universitet i Europa. Københavns Universitet er det højest rangerede universitet i Norden som nummer 51. Universiteterne i Lund og Uppsala er hhv. nummer 67 og 75 på listen, der vanen tro toppes af Harvard University, efterfulgt af Cambridge, Yale og University College London.
Rektoratet glæder sig over, at Danmark med Københavns Universitet og Aarhus Universitet har to universiteter i den absolutte topklasse. Det betyder, at Danmark står utroligt stærkt på det internationale forsknings- og uddannelsesmarked.
Rektoratet understreger at Aarhus Universitet ikke skal lade sig diktere af ranglister og de kriterier, der benyttes; men at ranglisterne i dag stor betydning, når studerende og forskere skal vælge et andet land at fortsætte karrieren i.
Aarhus Universitet er et af yngste universiteter i top 100, og et af de universiteter, der har foretaget det største hop fremad på listen de seneste år, og som man kan se af nedenstående tabel så ligger alle forskningsområderne flot placeret. Det nye Ingeniørområde ligger naturligvis ikke så godt placeret som de øvrige, da denne AU-aktivitet er langt mindre kendt i den store verden.
Arts & Humanities Rank: 80
Engineering & IT Rank: 182
Life Sciences & Biomedicine Rank: 64
Natural Sciences Rank: 71
Social Sciences Rank: 88
Læs mere om THE-QS på: http://www.timeshighereducation.co.uk/Rankings2009-Top200.html
Ny fælles platform for universitetets hjemmesider
Universitetsledelsen besluttede mandag den 5. oktober at anskaffe et nyt fælles CMS til at drive universitetets hjemmesider. Et CMS er det system, som en hjemmeside redigeres i. Valget er faldet på TYPO3, der nu skal afløse de otte forskellige CMS’er, der bruges på universitetet i øjeblikket. Konverteringen foregår løbende fra december, hvor blandt andet www.au.dk, humaniora og teologi flytter over i det nye system. I det nye år er det planen, at de øvrige hovedområder flytter over ét efter ét. I forbindelse med konverteringen af hjemmesiderne er der planlagt et uddannelsesprogram for medarbejderne, ligesom der vil være adgang til support. Sideløbende med konverteringen er der også igangsat et arbejde med gennemgang af blandt andet indhold, struktur og navigation på www.au.dk.
Læs mere om CMS-projektet på http://www.au.dk/da/politik/strategi/admforandring/itsporet/cms.
Tilpasning af designprogram
På mødet den 5. oktober har universitetsledelsen tiltrådt en tilpasning af designprogrammet på baggrund af tilbagemeldinger fra medarbejderne. Medarbejderne har siden den 26. marts haft mulighed for at give deres mening til kende i form af positive og negative erfaringer med designprogrammet, og da fristen for indmeldinger af problemer og forslag til forbedringer udløb den 15. august, havde Informationskontoret modtaget 47 henvendelser. Den største ændring er flytningen af kolofonen fra venstre til højre i brevlinjen. De øvrige ændringer går især på fejl og funktionaliteter. Seglet er fortsat en del af profileringen af universitetet og ofte en tilvalgsmulighed i designprogrammet. I løbet af oktober-november-december udruller Informationskontoret løbende redesignede og nye medier, hvorefter designprogrammet overgår til almindelig løbende udvikling. Henvendelser er fortsat velkomne på design@adm.au.dk
Læs mere om designprogrammet på www.designmanual.au.dk.
Venlig hilsen
Rektoratet den 8. oktober 2009
Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2009 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.




