Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2009 » Nyhedsbrev nr. 42/2009

Rektoratets nyhedsbrev nr. 42/2009

Rapport fra det internationale evalueringspanel

Torsdag den 3. december kom rapporten fra det internationale ekspertpanel i forbindelse med universitetsevalueringen. Rapporten indeholder en række spændende anbefalinger hvad angår forskningsfrihed, medbestemmelse og finansiering og ikke mindst frihedsgrader. Vi skal nu drøfte disse anbefalinger og bestyrelsen skal aflevere kommentarer til Videnskabsministeriet den 19. januar. Det er en meget velskrevet og visionær rapport, der understreger behovet for frihed for universiteterne og den enkelte medarbejder.

Universitetsevalueringen gennemføres på baggrund af de senere års fusioner og reformen af universitetsloven i 2003.

Læs mere om evalueringen, og find rapporten fra det internationale ekspertpanel

Forslag til nye medlemmer af bestyrelsen

Bestyrelsen besluttede på sit møde den 9. november 2010 at gennemføre en gradvis udskiftning af de udefra kommende medlemmer af universitetets bestyrelse. Fire af disse medlemmer har en udpegningsperiode, der løber til 1. februar 2011, hvoraf Arne Rolighed og Sys Koch har stillet deres mandater til rådighed, således at to nye medlemmer kan udpeges i foråret 2010.

Formand for bestyrelsen Jens Bigum opfordrer medarbejdere og studerende til at komme med forslag til udefra kommende bestyrelsesmedlemmer. Kravene til den samlede bestyrelses medlemmer er beskrevet i vedtægten.

Forud for bestyrelsens behandling, drøftes forslagene i en rådgivningsgruppe, der består af to medlemmer udpeget af universitetets repræsentantskab, to medlemmer udpeget blandt universitetets videnskabelige personale, og to medlemmer udpeget af universitetets bestyrelse.

Forslag bedes sendt til Jens Bigum, gerne pr. e-mail til: jens.bigum@adm.au.dk, senest den 5. januar 2010.

Gratis på Folkeuniversitetet

I foråret 2010, tilbyder Aarhus Universitet igen gratis undervisning på Folkeuniversitetet. Ansatte på Aarhus Universitetet kan tilmelde sig ét hold på Folkeuniversitetet i Århus, Herning, Ebeltoft og Emdrup. Der er et begrænset antal pladser, der fordeles efter ”først til mølle”-princippet. Overskrifterne for forårets hold er bl.a.: ”Psykologiske grundprincipper”, ”Fremtidens stormagter” og ”Verden af i morgen”. Se hele forårets program på www.folkeuniversitetet.au.dk – tilmelding under ”Specialaftaler”. Tilmelding fra den 21/12.

E-læringsenheden

Rektoratet har besluttet at nedlægge e-læringsenheden ved fællesadministrationen. Det har længe været drøftet, hvorvidt denne faglige aktivitet skulle opprioriteres i det nuværende miljø, eller om man skulle flytte kompetencerne ud i de faglige miljøer. De fire medarbejdere i e-læringsenheden forsøges nu placeret andre steder på universitetet, med udgangspunkt i deres faglige ekspertise.

Lukningen af e-læringsenheden betyder naturligvis en besparelse i fællesadministrationen, men her er også tale om en faglig beslutning, der handler om hvor e-learning bedst hører hjemme og hvordan man ønsker at løfte denne opgave.

E-learning er en standardbetegnelse for kompetenceudvikling, hvor indholdet, eller dele heraf, formidles via informations- og kommunikationsteknologi.

Læserundersøgelse - hvordan bliver nyhedsbrevet bedre?

Redaktionen ønsker at videreudvikle rektoratets nyhedsbrev. Derfor gennemføres nu en læserundersøgelse hvor alle, der læser nyhedsbrevet, opfordres til at give deres feedback. Det tager ca. 2 minutter at udfylde spørgeskemaet og besvarelserne er helt anonyme.
Udfyld spørgeskemaet på survey.au.dk/nyhedsbrev

Rektors juletale - deltag i debatten om universitetets fremtid

Fredag den 18. december kl. 9-11 inviterer rektor til juletale i Søauditorierne. Rektor vil bl.a. tale om året, der gik, budgettet for 2010, universitetsevalueringen og om planer og udfordringer for universitetet i det kommende år. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har med sin ambition om, at mindst et dansk universitet skal være i den europæiske top-10 i 2020 givet bolden op – men hvad skal der til for at indfri målet?

Medarbejderne lektor Rane Willerslev og lektor Liv Hornekær vil med korte indlæg lægge op til debat. Hele arrangementet transmitteres via nettet, så alle får en mulighed for at følge med og stille spørgsmål via sms. Efter tale og debat bydes på gløgg og æbleskiver. Rektoratet håber, at mange vil deltage i arrangementet, blande sig i debatten og benytte lejligheden til at ønske god jul til kolleger fra Aarhus Universitet.

Kalender

  • 9. december: Handelshøjskolens nye bygning S: Borgmester Nicolai Wammen vil sammen med rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og dekan Børge Obel tage det første spadestik til bygningen, der står færdig i marts 2012
  • 11. december: Konference om klima, kommunikation og uddannelse til bæredygtighed på DPU
  • 17. december: Møde i hovedsamarbejdsudvalget
  • 17. december: Bestyrelsesmøde
  • 18. december kl. 9-11: Rektors juletale i Søauditorierne

Venlig hilsen

Rektoratet den 8. december 2009


Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2009 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.  

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk