Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2009 » Nyhedsbrev nr. 8/2009

Rektoratets nyhedsbrev nr. 8/2009

Ny Universitetsdirektør

Det bliver det en meget erfaren og dreven leder, som fra den 1. april kommer til at stå i spidsen for administrationen på Aarhus Universitet. Efter indstilling fra rektor Lauritz B. Holm-Nielsen besluttede bestyrelsen i går at tilbyde direktør ved Rigshospitalet Jørgen Jørgensen stillingen som universitetsdirektør på Aarhus Universitet. Jørgen Jørgensen er 58 år og har mange års ledelseserfaring fra det offentlige, heraf de seneste 13 år som direktør på Rigshospitalet.

”Det er glædeligt, at det igen er lykkedes at tiltrække en af landets allerbedste offentlige ledere til Aarhus Universitet. Jeg har meget stor tiltro til Jørgen Jørgensen, der uden tvivl vil styrke den strategiske ledelse og gøre universitetet til en endnu mere attraktiv arbejdsplads med et inspirerende studie- og forskningsmiljø. Styrker, der er helt afgørende for et universitet, der vil nå ud til alle samfundets sektorer og blande sig i den internationale universitetstop”, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Jørgen Jørgensen ser frem til at komme i gang med de strategiske udfordringer på Aarhus Universitet.

”Aarhus Universitet er en meget aktiv og spændende arbejdsplads med et stærkt fagprofessionelt miljø, og det glæder jeg mig til at blive en del af”, siger den nye universitetsdirektør i den netop udsendte pressemeddelelse.

Se pressemeddelelsen her: http://www.au.dk/da/nyheder/presse/2009/240209

Bland dig i debatten

Evaluering af universiteterne

Fra mandag den 2. marts kan studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet deltage i en digital brainstorm om medbestemmelse, den frie akademiske debat, frihedsgrader, forskningsfrihed og universitetssammenlægninger. Konklusioner af den digitale brainstorm vil indgå i den rapport, som Aarhus Universitet skal aflevere til det internationale panel, der skal stå for den samlede evaluering af de danske universiteter.

Den digitale brainstorm kører på AU’s hjemmeside fra mandag den 2. marts til og med søndag den 8. marts.

Rektoratet har i samme periode iværksat en række bredt sammensatte fokusgruppeinterviews, der også skal komme med input til rapporten fra Aarhus Universitet.

Universitetsevalueringen er også på dagsordenen, når rektor Lauritz B. Holm-Nielsen holder sin sommertale den 17. juni i Søauditorierne fra kl. 14-16. En del af tiden er afsat til debat.

Fri forskning og forskningsfrihed

For tiden drøftes intenst om forskningsfriheden ved de danske universiteter er truet.
Forskningsfrihed og fri forskning er vigtig, ikke for den enkelte forskers skyld, men fordi friheden skal sikre uafhængigheden og kvaliteten af den forskning, universiteterne udfører.

Målt i forhold til antal indbyggere eller BNP klarer dansk forskning sig godt i dag. Fire universiteter i top 300 på de vigtigste ranglister er fremragende. Spørgsmålet er, om de beslutninger og indsatser vi vælger i dag, vil fastholde os i det internationale førerfelt om 10 til 20 år?

Og her er svaret knap så klart. Der er ganske vist stor grund til at glæde sig over, at det endelig inden for de seneste år er lykkedes at få et reelt løft af forskningsbevillingerne som led i Globaliseringsforliget. Der er især kommet langt flere midler til den strategiske forskning og innovationsmiljøerne. Nu er der i sig selv ikke noget galt med hverken strategisk forskning eller forskningsmidler i fri og fair konkurrence. Men kombinationen af mere konkurrence, mere strategisk forskning, basismidler i konkurrence, ny fordelingsmekanismer for fordeling af basisforskningsmidler, indlejrings- og medfinansieringskrav er en giftig cocktail for den frie forskning og forskningsfriheden. De enkelte forskere, forskningsledere, institutledere, dekaner og ledelser fristes eller tvinges til at skele til, hvor der er potentielle eksterne midler, når forskningsområder vælges og stillinger og ressourcer allokeres.

Det betyder i praksis, at de strategiske forskningstemaer, som top-down prioriteres af politikere, forplanter sig i hele forskningssystemet og dermed trækker de frie forskningsmidler og basismidler over i de tematiserede områder. Dette er formentlig i praksis den væsentligste trussel for den reelle forskningsfrihed.

Læs hele Nina Smiths leder i det seneste nummer af CAMPUS: http://www.au.dk/campus/avis/2009/campus-nr-3.pdf

Ledelsesseminar

Ledelsen afholder onsdag den 25. februar seminar på Koldkærgård. Her vil der blive sat fokus på forandringsprocessen, hvor langt man er nået i de enkelte spor og projekter, og de dilemmaer som forandringsprocessen giver anledning til.

Venlig hilsen
Rektoratet, den 24. februar 2009


Hver tirsdag – bortset fra ferie- og helligdage – udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses onsdag på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2009 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.


 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk