Rektoratets nyhedsbrev nr. 16/2010
Aarhus Universitet gjorde rent bord
Aarhus Universitet gjorde rent bord, da Forskningens Døgn blev skudt i gang i Eksperimentariet i København i dag med uddeling af to fornemme priser.
-
Forskningskommunikationsprisen 2010
Lektor, ph.d. Søren Hein Rasmussen og projektleder, ph.d. Anne Sørensen, Det Humanistiske Fakultet, modtog Videnskabsministeriets Forskningskommunikationspris 2010 på vegne af den gruppe forskere, der står bag den nye banebrydende internet-portal, danmarkshistorien.dk. Prisen og de medfølgende 100.000 kr. blev overrakt af Kronprinsesse Mary i forbindelse med åbningen af Forskningens Døgn.
I begrundelsen for valget hedder det bl.a. at: ”Danmarkshistorien.dk er en banebrydende nyskabelse inden for webbaseret forskningsformidling. Den udnytter internettets muligheder og kan bruges både som en klassisk Danmarkshistorie, som et opslagsværk, eller som en lejlighed til at læse og opleve sin egen, individuelt tilpassede Danmarkshistorie på tværs af kronologi, temaer og medietyper. ”
I anledning af prisuddelingen vil der være en ekstraordinær præsentation af danmarkshistorien.dk i Søauditorierne i morgen fredag kl. 13:00 samt 15:15, som led i Forskningens Døgn-arrangementet.
-
Forskernes X Factor
Den 26-årige ph.d.-studerende, Kasper Jahn fra iNANO, vandt forleden årets Forsker Grand Prix – også kaldet forskernes X Factor, fordi de konkurrerende forskertalenter skulle brænde igennem med deres budskaber på få minutter. Konkurrencen holdes i forbindelse med Forskningens Døgn, og Kasper Jahn holdt vinderoplægget igen ved den officielle åbning torsdag.
Oplægget handler om nano-teknologi, og hvordan nano-medicin måske engang med tiden kan behandle kræft uden bivirkninger, fordi det er muligt at finde og destruere de syge celler uden samtidig at slå de raske ihjel, som kemoterapi gør i dag.
- Oplev Kasper Jahns vinderformidling (eksternt link)
Rektoratet ønsker vinderne tillykke med de flotte priser.
Medarbejdermøde hos Danmarks Miljøundersøgelser
Danmarks forskningsindsats i 2030, campusområdet i Emdrup og balancen mellem fastansættelser og projektbevillinger var blandt de emner, som var på mødedeltagernes dagsorden, da rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og prorektor Søren E. Frandsen besvarede spørgsmål fra medarbejderne ved Danmarks Miljøundersøgelser i Roskilde. Dialogmødet, der blev afholdt den 20. april, blev også transmitteret til DMU’s forskningsfaciliteter i Silkeborg.
Kunstindvielse i Søauditoriet
Torsdag den 29. april kl. 11-13 indvies ”Merete Barker Auditoriet” i bygning 1250-1253, Bartholins Alle 3, med ophængningen af kunstværket ”Labyrinten og Bjerget”, som siden 1995 har tilhørt Aarhus Universitet.
Kunstneren selv er til stede ved indvielsen. Merete Barker har modtaget adskillige hæderslegater, er tildelt Eckersberg Medaillen og Statens livsvarige kunstnerydelse. Hun har hovedværker hængende på Statens Museum for Kunst, Vejle kunstmuseum, Sønderjyllands Kunstmuseum, Kunstmuseet Trapholt, Randers Kunstmuseum, Københavns Universitet og i Folketinget.
Det er Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, der forestår den officielle indvielse af Merete Barker Auditoritet. Alle interesserede er velkomne.
DMU fik afslag på miljøkontrakter
Det lykkedes ikke DMU at vinde de kontrakter, der blev udbudt af Miljøministeriet som konsulentopgaver i december sidste år.
I afslagene fra den 20. april hedder det bl.a., at tilbuddene fra DMU ikke var de ”økonomisk mest fordelagtige jf. udbuddets tildelingskriterier”, og desuden at styrelserne ikke finder, at der er vedlagt tilstrækkelig dokumentation for ” tilbudsgivers finansielle og økonomiske egnethed”.
På DMU vil man nu granske afslagene nærmere for at analysere, hvad man kan lære af sagen.
Den ny praksis omkring forskningsbaseret myndighedsbetjening blev, bl.a. med udbuddet af flere tidligere DMU-opgaver som konsulentopgaver, indført sidste år med henvisning til EU's udbudsdirektiv. Aarhus Universitet har påpeget, at fremgangsmåden kan være problematisk, fordi den ikke definitivt sikrer, at videnskabelig baseret rådgivning af offentlige myndigheder løses på baggrund af uvildig forskning og systematisk videnopbygning.
Dronningen accepterer legatgave
Dronning Margrethe har takket ja til, at Aarhus Universitet som en gave til majestætens 70- års fødselsdag kan oprette et rejselegat til to studerende - ”Dronning Margrethe den II’s rejselegat til studerende ved Aarhus Universitet”.
Legatet er rettet mod studerende ved hhv. Statskundskab og Arkæologi, som Dronningen studerede ved under sit ophold på Aarhus Universitet i 1961-62.
Planen er, at der hvert år uddeles to rejselegater á 25.000 kr. til de to fagområder. Formålet er at gøre det muligt for modtagerne at tage på et fagligt studieophold i udlandet i forbindelse med deres studier ved Aarhus Universitet. Håbet er, at legaterne kan overrækkes efter aftale med Hendes Majestæt Dronningen i forbindelse med universitetets årsfest hvert år i september måned.
Kalender
- 24. april: Forskningens Døgn
- 26. april: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på DPU i Emdrup
- 26. april: Miljøminister Karen Ellemann besøger DMU i Silkeborg
- 28. april: Bestyrelsesmøde
- 29. april: Kunstreception i Søauditorierne
- 29. april: Kapsejlads i Universitetsparken
- 10. maj: Møde i universitetsledelsen
- 12. maj: Møde i universitetsledelsen
- 25-26. maj: Døgnseminar på Sandbjerg Gods omkring den faglige udviklingsproces
- 28. maj: Uddeling af Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris
- 7. juni: Møde i universitetsledelsen
- 10. juni: Møde i Hovedsamarbejdsudvalget
- 17. juni: Bestyrelsesmøde
- 17. juni: Rektors sommertale
- 30. juni: Møde i universitetsledelsen
Venlig hilsen
Rektoratet, den 22. april 2010




