Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2010 » Rektoratets nyhedsbrev nr. 2/2010

Nyhedsbrev nr. 2/2010

55 mio. til nyt forskningsudstyr

Forsknings- og Innovationsstyrelsen har netop uddelt bevillinger til ni forskningsinfrastrukturprojekter, hvoraf de tre er gået til forskere på Aarhus Universitet.

Naturvidenskab har man fået 30 mio. kr. til bygning af et moderne 25-meter forskningsskib. Skibet skal understøtte målet om at gøre farvandene fra Nordsøen til Østersøen til et af verdens førende felt-laboratorier. Undersøgelserne fra skibet skal hovedsagelig omfatte den menneskelige og naturlige påvirkning af geologien, hydrografien, økosystemerne og interaktionerne mellem luften og havet.

Forskere fra Sundhedsvidenskab og Naturvidenskab har fået 14,6 mio. kr. til apparatur til forskning i nanomedicin ved iNANO-MEDICINE Core Faciliteten. Forskningen har som mål at udvikle nye metoder til at opspore og behandle alvorlige sygdomme som hjertekar-sygdomme, diabetes, lungesygdomme, neurodegenerative sygdomme og fremstille nye biokompatible overflader og materialer til f. eks. knogleproteser og kunstige hjerteklapper. Læs pressemeddelelse

Endelig har forskere ved Samfundsvidenskab modtaget 10 mio. kr. til opbygning af Danish Data Center for Accounting and Finance (D-DCAF), der skal skabe adgang til internationalt anerkendte forskningsdatabaser i regnskab, finansiering og kvantitativ økonomi. Databaserne indeholder oplysninger om blandt andet priser på aktier, obligationer, derivater og finansiel regnskabsinformation og skal styrke kvaliteten og spændvidden af dansk empirisk forskning inden for disse områder. Læs pressemeddelelse

Rektoratet er meget tilfreds med, at det er lykkedes Aarhus Universitet at få andel i infrastrukturmidler til tre projekter. Infrastrukturmidlerne er en del af aftalen om globaliseringspuljens udmøntning fra 2006 og uddeles udelukkende til forskningsudstyr.

Projekt højhus på Lille Barnow-grunden fortsætter

På mødet den 17. december 2009 gav bestyrelsen tilsagn til, at Aarhus Universitet kan fortsætte arbejdet med et byggeprojekt i form af et højhus på Lille Barnow-grunden, der er beliggende på hjørnet af Nordre Ringgade og Nørrebrogade i Århus. Byggeriet er omtalt i universitetets visionsplan fra 2000 – den såkaldte ”sommerfugleplan”. Beliggenheden lige ved siden af letbanen og tæt på centrum vil gøre højhuset til et naturligt samlingspunkt for universitetet. Det er planen, at højhuset skal rumme to-tre auditorier, undervisningslokaler og serviceområde for studerende, ansatte og gæster, og at de i alt 61.000 m² plus kælder forventes at stå færdige i 2015. Den samlede byggepris forventes at ligge på ca. 1,1 mia. kr., svarende til en husleje i størrelsesordenen 60-80 mio. kr. årligt.

Baggrunden for projektet er den forventede øgede efterspørgsel efter egnede lokaler til studerende og videnskabelige medarbejdere set i lyset af regeringens målsætning om, at 50 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en videregående uddannelse.

Forude venter at få vedtaget en ny lokalplan, udarbejde et konkurrenceprojekt og indlede drøftelser med Universitets- og Bygningsstyrelsen om byggeriet. Der er endnu ikke sat dato på, hvornår bestyrelsen træffer den endelige beslutning om realisering af et højhus på Lille Barnow-grunden.

Ny organisering af AU Kommunikation

Den 1. januar blev enhederne Informationskontoret, Nyhedstjenesten og AU-Foto slået sammen i en ny og samlet enhed med navnet ”AU Kommunikation”. Målet er blandt andet at fokusere opgaverne i to søjler; en event- og marketingsøjle og en mediesøjle. Anders Frølund bliver Event- og Marketingchef, og pr. 15. januar tiltræder Bjørg Tulinius stillingen som Mediechef. Ændringerne ved AU Kommunikation holdes inden for den nuværende normering.

Kalender

Venlig hilsen

Rektoratet den 12. januar 2010


Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.


Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk