Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2010 » Rektoratets nyhedsbrev nr. 21/2010

Rektoratets nyhedsbrev nr. 21/2010

En overraskende stor opbremsning

Universitetssektoren kommer til at betale en relativt høj pris for genopretning af dansk økonomi, hvis Regeringen og Dansk Folkeparti gennemfører de foreslåede besparelser på i alt 2,3 mia. kr. i 2013.

Foreløbige beregninger viser, at Aarhus Universitet vil blive ramt af akkumulerede besparelser på 18,6 mio. kr. i 2011, 115 mio. kr. i 2012 og 295 mio. kr. i 2013. Omsat til årsværk svarer det til 376 årsværk i 2013.

Aarhus Universitet har stor forståelse for, at samfundet skal have økonomien til at hænge sammen, og at alle skal bidrage til denne udvikling, men set i forhold til regeringens tidligere udmeldinger om, at viden er vejen til vækst, så er det helt urimeligt, at universitetssektoren nu skal holde for med en for sektoren så relativt omfattende besparelse.

Et af de helt store problemer med regeringens udspil er, at denne ”stop and go-politik” er meget svær at planlægge efter på universiteterne. Aarhus Universitet arbejder med det lange perspektiv; både med hensyn til forskning, uddannelse og vidensformidling. Derfor vil denne hurtige opbremsning i regeringens satsning på vidensamfundet ramme universiteterne meget uheldigt.

Hvordan regeringens besparelsesplaner kommer til at påvirke Aarhus Universitet, er det endnu for tidligt at spå om, men det er vigtigt at understrege, at regeringens forslag om besparelser på universitetsområdet ikke vil påvirke den faglige udviklingsproces. Der er tale om en proces, som skal styrke universitetets faglige udvikling og sikre, at universitet står endnu stærkere; både hvad angår udbud af uddannelser, forskning, videnspredning og talentudvikling.

Aarhus Universitet har i pressen udtrykt sin bekymring for de besparelser, som regeringen og Dansk Folkeparti nu lægger op til.


Logo Gode diskussioner på Sandbjerg

Diskussionslysten var stor, da 120 ledere, ansatte og studerende den 25. og 26. maj var samlet på Sandbjerg Gods for bl.a. at kommentere på rektoratets foreløbige udspil til den overordnede struktur. Rektoratet lægger op til en organisering i fire fakulteter, med en bagvedliggende organisation, der skal styrke de fire satsningsområder: Forskning, uddannelse, talentudvikling og videnspredning. Men hvordan forskning, uddannelse og vidensformidling, herunder myndighedsbetjening skal organiseres i fakulteterne, og hvor mange centre og institutter, der skal være i fakulteterne, er stadig til diskussion. Det samme gælder organiseringen af de akademiske råd og studienævn, hvor rektoratet lægger op til valgte formænd og øget kompetence. Flere af idéerne vil umiddelbart kræve ændringer af universitetsloven.

På baggrund af diskussionerne på Sandbjerg og med udgangspunkt i de mange indspil, rektoratet har modtaget, vil rektoratet nu færdiggøre den indstilling, som bestyrelsen den 17. juni skal tage stilling ud fra. Denne indstilling vil også omfatte forslag til, hvordan universitetet skal arbejde med den faglige udviklingsproces efter den 17. juni.

Se videooptagelser af rektoratets præsentationer på Sandbjerg og et interview med rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og prorektor Søren E. Frandsen. Reaktioner fra nogle af deltagerne på Sandbjerg-seminaret er under redigering og vil blive uploadet løbende.


Aarhus Universitet hædrer professor Poul Nissen og professor Bjarne Stroustrup

Det er Aarhus Universitets fineste forskningspris, der uddeles i dag, når to danske forskere modtager Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris.

Professor Poul Nissen, der er centerleder på Aarhus Universitet, og professor Bjarne Stroustrup, der nu er tilknyttet Texas A&M University, deles om æren og de medfølgende kontante forskningsbidrag.

Ved samme lejlighed uddeles Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris, som denne gang går til seks nyuddannede ph.d.-forskere fra forskellige hovedområder.


DMU modtager international miljøpris

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet er med, når den internationale miljøpris, National Energy Globe Award 2010, gives til Danmark ved overrækkelsen i Kigali, Rwanda den 3. juni. DMU har bidraget til det danskledede, EU-finansierede projekt BALANCE om beskyttelse og bæredygtig forvaltning af Østersøens økosystemer. Bl.a. med kortlægning af det undersøiske istidslandskab i Kattegat, opgørelse af biodiversiteten på danske rev og på havbunden, og computersimuleringer af såkaldte ’blå korridorer’ i Østersøen.

Energy Globe Award belønner dels det fremmeste nationale miljø- eller energiprojekt, dels én global prisvinder blandt alle deltagende projekter.


Majmøder følger op på UK4

På majmøderne den 31. maj, 1.juni og 2. juni følger rektoratet og hovedområderne op på, hvordan det enkelte hovedområde bidrager til universitetets samlede mål i udviklingskontrakten (UK4).

Nøgletallene i årsrapporten 2009 viser, at Aarhus Universitet på langt de fleste områder har nået intentionerne i UK4. En opgørelse viser, at 27 af målene for 2009 er opfyldt, og der er en klar positiv udvikling på øvrige syv af målene. Ønsket er nu at få overblik over, hvordan AU får rettet op på de seks mål, som ikke er opfyldt.


Afskedsreception for kontorchef Svend Larsen

Kontorchef Svend Larsen, Personale- og Udviklingskontoret, har efter godt 37 års ansættelse på Aarhus Universitet besluttet at gå på pension med udgangen af maj måned.

Der afholdes afskedsreception mandag den 31. maj kl. 14.00-16.00 i Antikmuseet. 


Kalender

  • 28. maj: Uddeling af Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris og ph.d.-priser
  • 28. maj: Årsfest på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
  • 31. maj, 1. og 2. juni: Rektoratet holder majmøder med hovedområderne, herunder de akademiske råd
  • 4. juni: Årsfest på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
  • 7. juni: Møde i universitetsledelsen
  • 7. juni: Bestyrelsesmøde
  • 10. juni: Møde i Hovedsamarbejdsudvalget
  • 11. juni: Sommerfest på DMU, Roskilde
  • 11. juni: Årsfest på Det Humanistiske Fakultet
  • 11. juni: Årsfest på Det Naturvidenskabelige Fakultet
  • 17. juni: Bestyrelsesmøde
  • 17. juni: Rektors sommertale
  • 30. juni: Møde i universitetsledelsen

Venlig hilsen,

Rektoratet, den 28. maj

Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.

Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk