Årsfest 2010
I 2010 holder Aarhus Universitet sin årsfest den 10. september i Århus, og rektoratet opfordrer alle medarbejdere til allerede nu at sætte kryds i kalenderen. Den traditionsrige begivenhed starter om eftermiddagen og fortsætter om aftenen i Musikhuset, hvor mere end 2.000 gæster deltager i festlighederne.
Årsfesten indledes om eftermiddagen med taler, forskningsforedrag, musikalske indslag samt prisoverrækkelser i Aulaen på Ndr. Ringgade. Af pladshensyn er eftermiddagsarrangementet kun for inviterede gæster, men arrangementet vil blive streamet live på internettet, så alle har mulighed for at følge med. Samme dag afholder de studerende Idrætsdag og Danmarks Største Fredagsbar i Universitetsparken med temabarer, aktiviteter og koncerter.
Aftenfesten i Musikhuset Aarhus byder i år på et spændende program med musik af The Beatles, som under overskriften ”Imagine” fortolkes og fremføres af Sanne Salomonsen, Søs Fenger, Sinne Eeg, Søren Sko, Daniel Lemma, Nikolaj Steen, Christian Hjelm og Andrea Pellegrini. Kapelmestrene Peter Vuust og Per Christian Frost har sammensat det musikalske program, mens Mikael Bertelsen fra DR2 agerer konferencier. Efter underholdningen inviteres alle gæster til buffet.
Alle medarbejdere kan tilmelde sig aftenfesten efter først til mølle-princippet, således at de første får plads i Store Sal, hvor der i alt er plads til godt 1.600 gæster, og de næste ca. 850 får plads i Symfonisk Sal, hvor der vil være transmission fra underholdningen i Store Sal. Medarbejderdeltagelsen vægtes meget højt, og derfor vil der i år være plads til ca. 200 flere medarbejdere i Store Sal sammenlignet med tidligere år.
Invitationer sendes ud i uge 31 med angivelse af tidspunkt for, hvornår web-tilmeldingen åbnes.




