Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2010 » Rektoratets nyhedsbrev nr. 26/2010

Rektoratets nyhedsbrev nr. 26/2010

AU-forskere skal koordinere videnoverførsel til ulandene

På opfordring af Udenrigsministeriet, ved udviklingsminister Søren Pind, har Danske Universiteter (DU) reorganiseret sit ulandsinitiativ Building Stronger Universities in Developing Countries. Dermed er det i tråd med Danidas prioriteringer. De syv fokusområder, som man tidligere arbejdede ud fra, er nu blevet samlet i fire temaer. To af grupperne for temaerne får en formand fra Aarhus Universitet.

De 4 styregrupper                      Formandskab                                         

  1. Miljø & klima                        Aarhus Universitet             
  2. Vækst & beskæftigelse          Syddansk Universitet         
  3. Skrøbelighed m.v.                Aarhus Universitet
  4. Sundhed                              Københavns Universitet    

Formand for temaet ”Miljø og klima” bliver professor Erik Jeppesen fra Afdeling for Ferskvandsøkologi, DMU. Temaet ”Skrøbelighed m.v.” får lektor Jens Seeberg, Afdeling for Antropologi og Etnografi, Det Humanistiske Fakultet, som formand.

Universiteterne skal indstille medlemmer til temaernes styregrupper inden den 16. august. Medlemmerne skal have centrale kompetencer inden for de respektive temaers faglige felt. Der er tale om en større satsning i 2010 og 2011. Danske Universiteter forventer, at Udenrigsministeriet melder beløbsstørrelse ud i løbet af sommeren.

Læs mere om Building Stronger Universities in Developing Countries


Flere kandidatstuderende søger mod AU

Aarhus Universitets arbejde med at styrke kandidatuddannelserne ser ud til at have båret frugt. En foreløbig opgørelse for 2010 viser, at 5.440 studerende har valgt en af universitetets kandidatuddannelser som førsteprioritet, hvilket er knap 300 flere end det foregående år, svarende til en stigning på seks procent. Tallene omfatter ikke suppleringsuddannelserne på DPU.

Det tyder også på, at uddannelse står højt på dagsordenen blandt de unge, og at universitetet derfor kan forvente mange ansøgere til bacheloruddannelserne, der havde ansøgningsfrist i går den 5. juli. AU forventer at melde ud om det samlede ansøgerantal den 13. juli.


Logo Analysearbejdet godt i gang på hovedområderne

På universitetsledelsesmødet den 30. juni drøftede dekaner og rektorat rammerne for det store analysearbejde, der skal munde ud i forslag til organiseringen af de fire nye hovedområder. Alle steder er man nu godt i gang med at etablere arbejdsgrupper bestående af medarbejdere og studerende på tværs af de nuværende hovedområder.

Der er enighed om, at udfordringerne er meget forskellige på hovedområderne, og at arbejdsplanerne derfor ikke kan være ens. Det blev understreget, at det er vigtigt at holde fokus på at inddrage medarbejderne samt at inddrage studerende, hvor det er muligt – specielt i processen om de nye studienævn.

Hjemmesiden for den faglige udviklingsproces følger det faglige analysearbejde tæt, og i den forbindelse er der nu etableret en særlig underside. Her kan studerende og medarbejdere dele deres tanker og idéer om tværfaglige samarbejder inden for forskning og uddannelse. Siden vil blive opdateret med nye interviews og videoindslag i løbet af sommeren og efteråret.

Tanker og idéer fra medarbejdere og studerende


Budget 2011

Aarhus Universitet forventer, at finanslovstilskuddet vokser fra 3,085 mia. kroner i 2010 til 3,263 mia. kroner i 2011. Der er naturligvis tale om et skøn i forhold til finansloven, hvor en stor del af væksten skal gå til uddannelse af flere ph.d.er. Budget 2011 vil blive justeret, dels i forbindelse med at hovedområderne kan melde mere eksakte tal ind på STÅ-tilvæksten m.m., dels når finansloven vedtages til efteråret. Den samlede omsætning for 2010 forventes at blive på 5,6 mia. kroner.

I forhold til budget 2010 har bestyrelsen besluttet, at der fra 2011 skal opbygges en ledelsespulje på 200 mio. kr., der bl.a. skal bruges til at støtte den faglige integration, uddannelserne og udvikling af de nye hovedområder. En anden ændring er, at de fire nye hovedområder skal budgettere med et resultatmål på nul og således ikke kan overføre gæld/formue fremadrettet. Der bliver dog tale om et overgangsår i 2011.


International konference om talentudvikling

Aarhus Universitet er repræsenteret, når den store internationale universitetskonference Euroscience Open Forum 2010 (ESOF) afholdes i disse dage i Torino.

Dette års konference har haft særligt fokus på forskningstalentudvikling, med undertemaer som for eksempel tidlig rekruttering af forskningstalent, karriereudvikling, identifikation af talent og talentudvikling. Årets tema har stor bevågenhed på Aarhus Universitet og ligger tæt op ad den overordnede målsætning om øget indsats på talentudviklingsområdet.

Fra rektoratet deltager Lauritz B. Holm-Nielsen, som netop i forbindelse med konferencen er blevet genvalgt til bestyrelsen for Euroscience, arrangøren af ESOF-konferencerne.

Læs mere om Euroscience Open Forum


Nyhedsbrevet i juli

Rektoratet ønsker alle en rigtig god sommerferie. Nyhedsbrevet fra rektoratet udkommer ikke i resten af juli. Vi vil dog informere om vigtige emner som f.eks. ansøger- og optagelsestal for bachelorstuderende, når tallene foreligger.


Kalender

  • 12. august: Møde i universitetsledelsen
  • 23. august: Ansøgningsfrist for de fire nye dekanstillinger
  • 30. august: Møde i universitetsledelsen
  • 10. september: Aarhus Universitets årsfest

God sommer! 



 

Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk