Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2010 » Rektoratets nyhedsbrev nr. 28/2010

Rektoratets nyhedsbrev nr. 28/2010

Logo Medarbejdermøder på alle hovedområder

Som et led i den faglige udviklingsproces inviterer rektoratet til medarbejdermøder på alle ni nuværende hovedområder for at orientere om den overordnede status for processen og besvare eventuelle spørgsmål fra medarbejderne.

Efter bestyrelsens godkendelse af rektoratets indstilling om den faglige udviklingsproces trådte processen den 17. juni ind i en ny fase. Hen over efteråret pågår det omfattende analysearbejde, der skal sikre de optimale faglige og administrative snitflader i Aarhus Universitets fremtidige organisation. Rektoratet holder sig løbende orienteret om hovedområdernes procesforløb, og det er i den forbindelse, medarbejderne inviteres til møde.

Møderne finder sted i løbet af september. Datoer kan ses i kalenderen nedenfor. Hovedområderne udsender yderligere oplysninger om de enkelte medarbejdermøder.


Logo Organisering af de administrative opgaver

Analysen af Aarhus Universitets administrative struktur er ved at tage fart. Kommissoriet for den arbejdsgruppe, der har det overordnede ansvar for senest i januar 2011 at aflevere et forslag til, hvordan universitetet bedst muligt organiserer de administrative opgaver, når den nye faglige struktur træder i kraft.

Hvert af de fire nye hovedområder er repræsenteret i arbejdsgruppen, der i løbet af uge 34 nedsætter en række udvalg, der skal analysere specifikke administrative områder, såsom økonomi, HR, IT, myndighedsbetjening mm.

Se kommissoriet for arbejdsgruppen 


Syv ledende internationale forskere udnævnt til æresdoktorer

Aarhus Universitet udnævner ved universitetets årsfest den 10. september syv tætte samarbejdspartnere til æresdoktorer. Samarbejdet finder sted inden for forskning, undervisning og i de videnskabelige netværk, og det er med til at sikre Aarhus Universitet nære forbindelser til internationalt førende forskning. Navnene på de syv æresdoktorer bliver offentliggjort på www.au.dk fredag den 20. august.

Der vil være arrangementer med de syv topforskere på de respektive hovedområder, som de bliver æresdoktorer ved. Se mere i den kommende tid på de lokale hjemmesider for nærmere information.

Der bliver til årsfesten også udnævnt årets æresalumne, ligesom der vil være uddeling af Aarhus Universitets Universitetspædagogiske Pris og Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris.


Ranking: Aarhus Universitet nr. 98 på ”Shanghai-listen”

Aarhus Universitet er faldet en enkelt plads, fra nr. 97 til nr. 98, på årets Top 100-liste over verdens bedste universiteter fra The Academic Ranking of World Universities (ARWU), ofte kaldet ”Shanghai-listen”. Denne ranking-liste adskiller fra andre ved udelukkende at basere sig på oplysninger indsamlet af ARWU selv. Kriterierne har hovedvægt på naturvidenskaberne, medicin og samfundsvidenskaberne. Denne liste kan opfattes som relativt objektiv, idet den hovedsagelig baserer sig på tilgængelige publicerede data, Nobelpriser og andre akademiske priser, men den er i høj grad tilbageskuende i sin opgørelsesmetode.

Aarhus Universitet adskiller sig fra en stor del af de øvrige universiteter på de anerkendte ranglister ved at være et af de absolut yngste universiteter, der gør sig gældende i top 100.

Læs mere på www.arwu.org


Studenternes Hus bliver samlingssted for Århus-studerende

Studenterhus Århus er flyttet fra Toldboden til Studenternes Hus på Aarhus Universitet, og dermed bliver Studenternes Hus samlingssted for studerende på alle videregående uddannelser.

Studenterhus Århus arrangerer oplevelser og aktiviteter for studerende på alle videregående uddannelser i Århus, og Studenternes Hus vil komme til at summe af studieliv med koncerter, foredrag m.v.

Studenternes Hus er de bygninger, som huser blandt andet Stakladen, kaffestuerne, universitetets konferencecenter, Stakbogladen og Universitetsbaren. Det er også her, man finder Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Aarhus Universitets-Sport og andre studenterservices.

Det er som hidtil Studenterhusfonden af 1991, der står for driften, herunder udlejning af lokalefaciliteterne i Studenternes Hus – for eksempel Stakladen og konferencecentret. Studenterhusfonden står også selv bag forskellige aktiviteter.


Fødevareministeren til indvielse i Foulum

Det var en synlig begejstret fødevareminister Henrik Høegh, der mandag den 16. august klippede den røde snor i forbindelse med åbningen af en række nye forskningsplatforme og et automationslaboratorium på Forskningscenter Foulum.

- Jeg er sikker på, at I her på Forskningscenter Foulum vil få stor glæde af at udtænke de geniale løsninger, der på lang sigt kan revolutionere landbrug – bliv nu ved med det. Jeg ser frem til, at robotter kan hjælpe mere til i landbruget, lød det fra Henrik Høegh, der ud over at være fødevareminister også er aktiv landmand.

Også bestyrelsesformand Jens Bigum og prorektor Søren Frandsen talte ved åbningen af de nye faciliteter på Forskningscenter Foulum. Læs mere om de nye forskningsfaciliteter og åbningen på: www.agrsci.dk


Kalender

  • 23. august: ansøgningsfrist for de fire nye dekanstillinger
  • 1. september: videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen på besøg
  • 2. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på SAM
  • 2. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på NAT
  • 10. september: Aarhus Universitets årsfest
  • 15. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på TEO
  • 15. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på HUM
  • 16. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på SUN
  • 16. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på ASB
  • 23. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på DPU
  • 23. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på DMU
  • 30. september: Medarbejdermøde om den faglige udviklingsproces på DJF

Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk