Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2010 » Rektoratets nyhedsbrev nr. 34/2010

Rektoratets nyhedsbrev nr. 34/2010

Unik mulighed for at møde den irske præsident

I forbindelse med sit tredages-besøg i Danmark har den irske præsident Mary McAleese ønsket at holde en forelæsning på Aarhus Universitet med titlen ”Small States in the New World Order”. Mary McAleese er oprindeligt fra Nordirland og sidder i sin anden valgperiode som præsident.

Efter forelæsningen er det muligt at stille spørgsmål og den giver alle interesserede, studerende og ansatte en unik mulighed for at møde og komme i dialog med den irske præsident. Mary McAleese holder kun den ene forelæsning i Danmark.


Administrationsudgifter på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet står helt uforstående over for de tal, som Forskerforum har offentliggjort på nettet den 7. oktober omkring størrelsen på universitetets administration.

Det er korrekt, at der i omtalte periode har været en stigning i administrationsudgifterne, men ifølge universitetets egne tal er den langt mindre.


Logo Status over den faglige udviklingsproces og præsentation af nye dekaner

I november holder universitetsledelsen to åbne møder for medarbejdere og studerende. Her vil rektor give en status over den faglige udviklingsproces og præsentere de kommende dekaner. Samtidig vil der være rig mulighed for at stille spørgsmål til den samlede, kommende universitetsledelse.  

Det første møde er et medarbejdermøde den 9. november kl. 14.30. Mødet, der bliver afholdt i Aulaen, vil blive streamet på nettet, og der vil være storskærmsarrangementer på de lokaliteter uden for Århus, som ønsker det. Efter medarbejdermødet vil universitetsledelsen byde på et glas i Antikmuseet og ved storskærmsarrangementerne.

Den 15. november kl. 12-13.30 afholdes et tilsvarende møde for universitetets studerende. Det bliver afholdt i mødelokale 2 i Konferencecentret på Fredrik Nielsens Vej i Århus, hvor de studerende vil få lejlighed til at drøfte fremtidens Aarhus Universitet med rektoratet og de fire kommende dekaner. Mødet med de studerende bliver holdt i samarbejde med Studenterrådet på Aarhus Universitet. Universitetsledelsen vil efterfølgende byde på en forfriskning til deltagerne.


Logo Ni medarbejdermøder vel overstået

Rektoratet gennemførte i løbet af september måned medarbejdermøder på Aarhus Universitets ni hovedområder.

På møderne redegjorde rektoratet for status i den faglige udviklingsproces. Processen ligger p.t. i hænderne på de fire faglige analysegrupper samt i en række tværgående forløb, der behandler de fremtidige akademiske råd, studienævn m.v.

Spørgsmålene og diskussionen på møderne var naturligt nok præget af det enkelte hovedområdes særlige situation. Helt generelt drejede en række af kommentarerne sig om de vanskelige balancer, der skal etableres, når udviklingen både skal tage hensyn til ønsket om at styrke kernefagligheden i fagene og ønsket om at sikre, at de stærke faglige miljøer kan bringes i et indbyrdes samspil. I den forbindelse blev der lagt vægt på, at beslutninger om faglige og administrative strukturer træffes senere på året efter grundige drøftelser og på baggrund af indlæggene fra de forskellige arbejdsudvalg og analysegrupper.

En anden hovedkategori vedrørte medarbejdernes situation i forbindelse med den kommende implementering af forandringerne. Her pegede rektor på, at processen ikke handler om nedskæringer, men tværtimod skulle sikre universitetet et stærkere udgangspunkt i den forventede fremtidige vækst. Rektor henviste i den forbindelse også til det personalepolitikpapir, der blev cirkuleret tidligere.


Logo Første dokumenter fra administrative arbejdsudvalg

De første fem af de i alt syv administrative arbejdsudvalg i den faglige udviklingsproces har nu færdiggjort de såkaldte PID'er (projektinitieringsdokumenter), der fungerer som rettesnore for udvalgenes analysearbejde i den kommende tid. Dokumenterne indeholder bl.a. tidsplaner og indledende beskrivelser af udvalgenes analysegrundlag. Arbejdsudvalgene afleverer deres endelige forslag den 10. december.


Arbejdsgruppe skal styrke educational IT

Aarhus Universitet skal i fremtiden styrke sin indsats på de elektroniske platforme, og derfor har universitetsledelsen taget initiativ til at sammensætte en arbejdsgruppe, der skal analysere behov og muligheder inden for it-understøttede lærings- og undervisningsaktiviteter. Arbejdsgruppen, der har repræsentanter fra alle de fire nye hovedområder, vil inden udgangen af året færdiggøre et forslag til, hvordan styrkelsen af educational IT på Aarhus Universitet skal gennemføres. Det endelige forslag vil bl.a. omfatte et udkast til en fælles strategi for indkøb af tjenester, kompetenceudvikling af brugere m.m.


God ligestillingsdebat med ministeren

Det blev en debat om behovet for ligestilling og dens barrierer, da ligestillingsminister Lykke Friis besøgte Aarhus Universitet mandag den 4. oktober.

Her sagde ministeren blandt andet, at hun har planer om at Ligestillingsminister Lykke Friis fortalte, at hun agter at indkalde alle landets universitetsrektorer til et samlet videndelingsmøde om universiteternes ligestillingsinitiativer.


Mulighed for gæsteforskerophold på Stanford og Berkeley

Videnskabsministeriet har lavet en aftale med centrene H-STAR på Stanford og CITRIS på UC Berkeley, begge i Californien, USA. Aftalen giver mulighed for, at op mod 20 danskere forskere kan komme på gæsteforskerophold på de to universiteter, som rangerer blandt verdens bedste. 

H-STAR er et tværdisciplinært forskningscenter med fokus på bl.a. it, design og brugerdreven innovation, mens CITRIS bl.a. har fokus på it i samfundet samt energi- og klimaforskning.


Klimakommissionens anbefalinger om forskning

Blandt 40 anbefalinger til at opnå et Danmark uden fossile brændstoffer i 2050 handler tre om forskning. En anbefaling skitserer, at forskningsbevillingerne skal være langsigtede, mindst 5-10 år; det anbefales som nummer to, at der udvikles fælles strategier på tværs af forskningsprogrammer, og endelig anbefales det at sikre demonstrationsfasen, som har særlig betydning for at nå målene.

Fra Aarhus Universitet sidder professor Jørgen E. Olesen, DJF, i Kommissionen.

Rapporten udkom 28.9.2010.


Kalender

  • 12. oktober: den irske præsident Mary McAleese på besøg
  • 13. oktober: møde i universitetsledelsen
  • 27.-28. oktober: ledelsesseminar for nuværende dekaner og den kommende universitetsledelse
  • 1. november: bestyrelsesmøde
  • 4. november: Folkeuniversitetets forskerfight
  • 9. november: Medarbejdermøde med status for den faglige udviklingsproces og præsentation af dekaner
  • 15. november: Møde for studerende med status for den faglige udviklingsproces og præsentation af dekaner


Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk