Rektoratets nyhedsbrev nr. 35/2010
Nobelpris til økonomi-forsker ved Aarhus Universitet
Mandag blev det afsløret, at Niels Bohr-professor ved Institut for Økonomi, Dale T. Mortensen, modtager Nobelprisen i økonomi sammen med to andre økonomiprofessorer, Peter Diamond fra Massachusetts Institute of Technology og Christopher Pissarides fra London School of Economics and Political Science.
De tre modtager prisen for deres forskning i søgefriktioner på arbejdsmarkeder – et arbejde, der blev påbegyndt allerede i 1970’erne. Forskningen sætter fokus på sammenhængen mellem arbejdsløshed og økonomisk politik og kan bl.a. være med til at forklare, hvordan der kan findes arbejdsløshed, selvom der samtidig er ledige job på et arbejdsmarked.
”Nobelprisen til Dale T. Mortensen er yderst velfortjent, og den kommer efter en fremragende indsats, som Aarhus Universitet har haft stort udbytte af i næsten 30 år; senest i kraft af Niels Bohr-professoratet. Jeg er stolt af, at fagmiljøet på Institut for Økonomi kan tiltrække internationale forskere i den absolutte topklasse,” sagde rektor i forbindelse med udnævnelsen.
Professor Mortensen har samarbejdet med Institut for Økonomi siden 1982, hvor han første gang besøgte Aarhus Universitet. I 2006 blev professor Mortensen ansat ved universitetet i et såkaldt Niels Bohr-professorat, der er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond. Dale T. Mortensens har i den forbindelse haft fast bopæl i Århus hvert efterår for at undervise og videreføre sin forskning.
”Institut for Økonomi har været mit andet hjem de sidste 4-5 år, men samarbejdet går mange år tilbage. Gruppen af arbejdsmarkedsforskere på Institut for Økonomi har støttet mig meget,” sagde en glad Dale T. Mortensen til det store fremmøde af journalister ved pressemødet i mandags.
- Læs mere om Nobelpris-modtageren
NASA-pressekonference på Aarhus Universitet
Forskere ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet har i en længere periode indgået i et tæt samarbejde med det amerikanske rumfarts-agentur, NASA, om den såkaldte Kepler-satellit. Kepler indgår som en del af de internationale rumforskeres jagt på planeter, der ligner Jorden, men Århus-forskerne bruger også satellittens meget præcise måleredskaber til at undersøge stjernernes livscyklus, og det har ført til flere nye opdagelser.
I den sammenhæng har NASA bedt Aarhus Universitet om at være vært for en pressekonference tirsdag den 26. oktober, hvor forskergruppen afslører resultaterne for journalister og rumfartsinteresserede fra hele verden.
Medarbejdere og studerende kan følge pressekonferencen live via universitetets hjemmeside eller i Fysisk Auditorium, bygning 1523 (indgang via bygning 1520), hvor arrangementet vises på storskærm fra kl. 17.00.
Populær præsidentforelæsning
Det var et meget positivt møde mellem den irske præsident Mary McAleese og Aarhus Universitet, da præsidenten tirsdag den 12. oktober holdt forelæsning i et tætpakket Per Kirkeby Auditorium i Søauditorierne.
Den irske præsident udtrykte stor begejstring for at besøge Aarhus Universitet, og hun fremhævede universitetets Center for Irsk Studier, der i øvrigt er det eneste af sin art i Norden, som en væsentlig faktor til at binde Irland og Danmark tættere sammen og skabe en fælles forståelsesplatform for de globale spørgsmål og udfordringer, som de to lande deler.
Mary McAleese talte i sin forelæsning om små staters rolle i den nye verdensorden. Hun understregede i den forbindelse, at Danmark og Irland spiller en afgørende rolle i forhold til at lægge moralsk pres på de store lande, så de tænker ud over egne økonomiske og politiske interesser og ikke bare tromler frem.
Regeringsudspil til finansloven for 2011
I 2011 fordeles ca. 1,4 mia. kroner fra globaliseringspuljen til universiteterne.
- Basismidler: 230 mio. kroner – heraf er de 100 mio. kroner øremærket til en "matchfond" og 20 mio. kroner til sektorforskningen (ikke AU).
- Forskertalenter og grundforskning: 206 mio. kroner.
- Strategiske forskningsmidler: 804 mio. kroner – heraf: energi og miljø 544 mio. kroner, sundhed og miljøfaktorer 120 mio. kroner samt bæredygtig og konkurrencedygtig fødevareproduktion 120 mio. kroner.
- Viden til erhvervslivet: 158 mio. kroner til GTS-institutter, erhvervs ph.d.er og innovationsmiljøer.
Basismidlerne er igen i år det springende punkt. Flere basismidler giver universiteterne et bedre grundlag til at kunne planlægge langsigtet og videreføre mange af de igangværende tiltag f.eks. øget studenteroptag, højere undervisningskvalitet, øget fokus på entreprenørship og på uddannelse af ph.d.er. Danske Universiteter har tidligere meldt ud, at der er behov for ca. 700 mio. kroner i ekstra basismidler alene i 2011 for at kunne opretholde det eksisterende aktivitetsniveau. En nærmere gennemgang af regeringens udspil viser, at det kun er ca. 34 mio. af de udmeldte 110 mio. kroner, som er ekstra basismidler i 2011. Det skyldes, at regeringen regner bundne midler fra f.eks. forskerskoler, ph.d.-bevillinger, konkurrenceudsatte puljer osv. med som basismidler.
Hvad angår de 100 mio. kroner til en ”matchfond”, hvor universiteter skal belønnes for at tiltrække flere private midler, foreslår Danske Universiteter, at disse midler i stedet overføres til basismidler.
Open Access følger den grønne vej
Danske Universiteter har besluttet at følge Aarhus Universitets forslag og vælge den såkaldte ”grønne vej” inden for Open Access.
Det betyder, at samtlige otte danske universiteter i fremtiden vil anbefale sine forskere at sikre fri og offentlig adgang til preprint- eller postprint-versioner af videnskabelige publikationer i PURE.
Aarhus Universitet rundsender i uge 42 en guide til medarbejderne, der forklarer, hvordan de kan bidrage til og få gavn af Open Access-initiativet. Uge 42 er desuden udnævnt til international Open Access-uge, og en særlig hjemmeside giver forskere og andre interesserede mulighed for at læse mere om Open Access-initiativet i et globalt perspektiv.
- Læs mere om Open Access Week
Administrationsudgifter – overdrivelse fremmer ikke forståelsen
Aarhus Universitet står stadig helt uforstående over for de tal på administrationsudgifter, som Dansk Magisterforening offentliggjorde den 8. oktober med hjælp fra professorerne Rebecca Boden og Sue Wright. Dagen inden kunne man på Forskerforums hjemmeside læse, at centraladministrationen på Aarhus Universitet er vokset med 261 pct. i perioden 2005-09. Det har ikke været muligt at få en forklaring på, hvordan forskerne er kommet frem til denne stigning, og det er i sig selv et stort problem, at dokumentationen ikke er tilstede, når man fremkommer med så alvorlige udmeldinger.
Aarhus Universitet lægger ikke skjul på, at der i omtalte periode har været en stigning i administrationsudgifterne. Ifølge de tal, som Aarhus Universitet har indberettet til Danske Universiteter, var administrationsudgifterne i 2005 på ca. 4,5 pct. af den samlede omsætning på ca. 2,4 mia. kr., mens den i 2009 var på ca. 6,0 pct. ud af en omsætning på ca. 5,3 mia. kr. Samme opgørelse viser, at danske universiteter i 2009 i gennemsnit bruger 6,4 pct. til administration.
Fra minimal til normal administration
Aarhus Universitet var i 2005 blandt de universiteter med de laveste administrationsomkostninger. Siden 2007 har Aarhus Universitet gennemført meget store fusioner, der bl.a. betyder, at det, som i dag udgør Aarhus Universitet, er 40 pct. større, end universitetet var i 2005. Stigningen i administrationsomkostninger skyldes planlagte investeringer i personale- og administrationssystemer (it, personale, økonomi m.m.), således at Aarhus Universitet kan leve op til de øgede krav, der i dag er til en moderne universitetsadministration.
Ved præsentationen i Dansk Magisterforening (DM) blev det fremhævet, at en væsentlig årsag til stigningen i administrationsudgifter var ansættelse af flere TAP’er set i forhold til antallet af VIP’er, og at forholdet i dag nærmer sig 1:1. Også den sammenligning virker mærkværdig. Den tager bl.a. ikke hensyn til, at en række medarbejdere, som tidligere blev kategoriseret som VIP’er, i dag er ansat som TAP’er. Det gælder f.eks. institutlederne.
Administrationsudgifter er et vigtigt emne at diskutere og holde fokus på, men det fremmer ikke forståelsen, at DM melder udokumenterede påstande ud. Formand for DM Ingrid Stage skriver i dag i Politiken, at analysen skal gøre opmærksom på nødvendigheden af højere taxametre og større basisbevillinger. Det billede, der står tilbage, er desværre et helt andet: Nemlig at TAP’erne også er blevet gjort til syndebukke for at have udfyldt den lange række af større administrative krav, som i dag stilles til driften af universiteterne.
Møder om universiteternes udfordringer
Danske Universiteter har planlagt en række tematiserede debatmøder, som sætter fokus på væsentlige udfordringer, som universiteterne står over for. Debatmøderne henvender sig både til medarbejdere og studerende.
Det første debatmøde handler om internationalisering og har titlen ”Grænser for viden? – danske universiteter i en global verden”.
Danske Universiteter har arrangeret debatmødet i samarbejde med Københavns Universitet, og det afvikles i Festsalen på Københavns Universitet tirsdag d. 26. oktober kl. 14-17.
Nyt supportsystem hos AU IT
AU IT har lavet et nyt system for deres supportservice. Der er kommet én samlet indgang til AU IT-supportpersonalet – den såkaldte HelpDesk. Her henvender man sig med sit it-problem, og vedkommende, som betjener helpdesk’en, vil sørge for, at det pågældende problem bliver løst af den mest oplagte person. Helpdesk’en skal sikre brugeren, at it-problemer bliver løst mest optimalt og hurtigst muligt, og for AU IT betyder det, at afdelingen kan optimere fordeling af arbejdsopgaver og udnyttelse af ressourcerne.
AU IT har ansvaret for mit.au.dk, WAYF-tjenester og AULA samt for al it i fællesadministrationen og på Det Humanistiske Fakultet.
- Læs mere om AU IT’s HelpDesk
Kalender
- 27.-28. oktober: ledelsesseminar for nuværende dekaner og den kommende universitetsledelse
- 1. november: bestyrelsesmøde
- 4. november: Folkeuniversitetets forskerfight
- 9. november: Medarbejdermøde: status for den faglige udviklingsproces og præsentation af dekaner
- 15. november: Møde for studerende: status for den faglige udviklingsproces og præsentation af dekaner
NB! Næste planlagte nyhedsbrev udkommer den 28. oktober.
Venlig hilsen,
Rektoratet, den 15. oktober 2010
Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog




