Just Jensens svar

Forskningscenter Årslev skal ikke nedlægges,
men forskningen i frugt og grønt skal styrkes

Af dekan Just Jensen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF), Aarhus Universitet 

Mark Twain skulle engang have sagt, at ”rygterne om min død er stærkt overdrevne”. Det samme kan man vist sige om de seneste dages artikler i Fyens Stiftstidende. Som lægmand kan man nemlig få det indtryk, at forskningen i frugt, bær og grønt skal nedlægges, og at Forskningscenter Årslev står over for en lukning. Ingen af delene er tilfældet.

Derimod er det helt rigtigt, at Aarhus Universitet, som Forskningscenter Årslev er en del af, står over for store organisatoriske ændringer. Aarhus Universitet, som DJF blev lagt sammen med i 2007, gennemfører i øjeblikket en ”faglig udviklingsproces”, som skal styrke og fremtidssikre universitetets forskning og uddannelser. Baggrunden er bl.a., at kravene til den naturvidenskabelige forskning er stigende og mere komplicerede end tidligere. Forskningen kræver større ressourcer i form af apparatur og forskningsmidler. Nye forskningsmæssige landvindinger vil primært ske der, hvor forskere fra forskellige forskningsområder får mulighed for at arbejde tæt sammen.

DJF og forskerne på Årslev har gjort det rigtig godt; den position, som dansk landbrug og gartneri har i dag, bygger i vid udstrækning på den forskning, som er gjort her. Hvis dansk fødevareproduktion skal kunne konkurrere i fremtiden, og hvis produktionen skal tage de nødvendige hensyn til natur og miljø, så er det nødvendigt med en større og mere grundlæggende forskningsindsats.

Der foregår i disse år en gigantisk forskningsbaseret teknologisk oprustning mange steder i verden. Hvis dansk forskning og de danske virksomheder ikke matcher denne oprustning, så kan vi ikke fastholde den konkurrencekraft, som den danske jordbrugs- og fødevaresektor besidder, og dermed kan vi vinke farvel til store dele af den danske fødevareproduktion.

Den faglige udviklingsproces på Aarhus Universitet skal derfor munde ud i en helt ny organisation med stærke forskningsmiljøer og bedre muligheder for samarbejde mellem forskere fra forskellige naturvidenskabelige forskningsområder.

Som et led i denne udviklingsproces lægges DJF og dermed også Forskningscenter Årslev sammen med Det Naturvidenskabelige Fakultet og Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet. De danner tilsammen et nyt fakultet for ”Naturvidenskab og Teknologi”. Det nye fakultet bliver med mere end 4000 medarbejdere et af Europas største naturvidenskabelige fakulteter. I forhold til mindre forskningsmiljøer, vil det ny fakultet have mulighed for at gennemføre en enestående forskning, som imødekommer fremtidens krav.

Som led i etableringen af den ny organisation gennemføres i øjeblikket en kortlægning af den eksisterende forskning og de eksisterende faciliteter; herunder forskningen og forskningsfaciliteterne på Årslev. Der er ingen tvivl om, at så længe at Aarhus Universitet har forskning inden for frugt og grønt, så vil den praktiske del af forskningen blive gennemført i Årslev. Der skal dog heller ikke være tvivl om, at forskerne i Årslev vil skulle indgå i et tættere samarbejde med andre forskergrupper ved AU.

Om det indebærer, at man i fremtiden skal have kontor i både Århus og Årslev; eller på anden måde integreres tættere med andre forskergrupper ved Aarhus Universitet, det er der ikke taget stilling til - og det skal forskerne på Årslev selv bidrage til at klarlægge. Der skal dog ikke herske tvivl om målsætningen – og det er at forskningen bedst muligt skal bidrage til Danmarks erhvervsudvikling og internationale konkurrencekraft.

Alternativet til den faglige udviklingsproces er, at hverken samfundet eller fødevareerhvervene på længere sigt får den nødvendige forskning. Det er derfor helt afgørende for den fremtidige udvikling, at forskningen på Årslev integreres tæt med de meget stærke komplementerende forskningsmiljøer, som findes på det øvrige Aarhus Universitet. Alt andet vil være rent forskningsfaglig være problematisk for både samfund og erhverv.

Vi vil dog meget gerne tage imod hjælp fra de politikere, som har ytret sig i denne sag. Siden universitetsreformen i 2007 er der stort set ikke blevet afsat midler til forskning inden for det primære jordbrug. Det har gjort det ekstremt vanskeligt at finansiere forskningen ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet. Alene i 2010 har vi måttet sige farvel til ca. 115 medarbejdere; heraf ca. 15 medarbejdere på Årslev.

Det vil alt andet lige være lettere for Aarhus Universitet at træffe de rigtige beslutninger, hvis der er tillid til, at politikerne rent faktisk vil medvirke til at finansiere forskning inden for produktionen af frugt, bær og grønt.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk