Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Rektoratet ved Aarhus Universitet » Rektoratets nyhedsbrev » 2010 » Rektoratets nyhedsbrev nr. 38/2010

Rektoratets nyhedsbrev nr. 38/2010

Øgede udgifter til uddannelsesområdet

Universitetsuddannelsernes taxametre vil være uændrede i 2011. Til gengæld har regeringen indgået et finanslovsforlig med DF og KD, hvor man skærer i andre af universiteternes bevillinger for at finansiere en øget uddannelsesaktivitet. Det er et uheldigt signal at sende netop nu, hvor der er et stærkt politisk ønske om, at flere skal have en uddannelse og gerne gennemføre på normeret tid. Forligspartierne bag finansloven er enige om at reducere videnskabsministeriets omstillingsreserve til uddannelse, universiteternes bevilling til øvrige formål, bidraget til Den Europæiske Rumorganisation mv. med 225 mio. kr. i 2011.

Rektoratet har tidligere udtrykt tilfredshed med aftalen om globaliseringspuljen, men med det endelige finanslovsforlig er der bragt ny usikkerhed ind i universiteternes finansieringsgrundlag, fordi der lægges op til, at universiteterne de kommende år skal finde besparelser, der kan dække dele af omkostningerne til en større uddannelsesaktivitet.


Logo Nyt fra den faglige udviklingsproces

Dekanerne for de fire nye hovedområder blev præsenteret på medarbejdermødet den 9. november, hvor de hver især kom med bud på, hvad de ser som de vigtigste opgaver og udfordringer for deres respektive hovedområde. Den 6. januar er der reception for de fire dekaner. Nærmere om tidspunkt og sted i et kommende nyhedsbrev.

De ni nuværende hovedområder står for afskedsarrangementer med de afgående dekaner.

Næste debatmøde finder sted den 15. november, hvor de studerende får lejlighed til at møde de fire nye dekaner og stille spørgsmål til den kommende universitetsledelse.


Nyt internationalt samlingspunkt på universitetet

Mandag den 15. november flytter Internationalt Center til nye lokaler i den sydlige del af Universitetsparken, det tidligere Pressens Uddannelsescenter.

De gennemrenoverede lokaler kommer til at huse Internationalt Centers services til internationale studerende samt ph.d.er og forskere rekrutteret i udlandet. Samtidig bliver bygningen et samlingspunkt for ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, hvor bl.a. ph.d.-foreninger får mulighed for at holde faglige og sociale arrangementer i undervisnings- og konferencelokalerne i bygningen. Den rummer også en cafe, der fra 1. januar 2011 vil tilbyde et attraktivt miljø og være samlingssted for unge forskere på universitetet. Sidst, men ikke mindst, er der et kollegium, ’IC Dormitory’ med 28 enkeltværelser og to lejligheder målrettet nyankomne internationale ph.d.-studerende.

Internationalt Centers nye adresse bliver: Bygning 1650, Høegh-Guldbergs Gade 4, 8000 Århus C.

Flytningen betyder, at Internationalt Center holder lukket for personlig betjening den 15.-16. november.

Bygningen indvies officielt den 1. februar 2011.


Digitalt pilotprojekt udføres på Aarhus Universitet

Videnskabsministeriet har valgt Aarhus Universitet som samarbejdspartner i et pilotprojekt, der skal udvikle nye elektroniske eksamensformer. Projektet er en del af ministeriets arbejdsprogram, ’Digitale veje til vækst’, som skal undersøge, hvordan øget digitalisering kan forbedre arbejdsgangene på de danske universiteter. Efter planen afprøves den løsning, projektet munder ud i, på et afgrænset eksamensområde på Aarhus Universitet i løbet af 2011.

Det er endnu ikke fastlagt, hvilken afdeling på Aarhus Universitet der deltager i pilotprojektet, men prorektor Søren E. Frandsen mødes med Universitets- og Bygningsstyrelsen fredag den 12. november, og der kommer en afklaring inden længe.


Debatmøde om kvalitet i uddannelser

Den 7. december afholder Danske Universiteter sit andet ud af fire debatmøder om ”Universiteter i forandring”. Det første møde blev holdt på Københavns Universitet den 2. oktober, og her diskuterede man internationalisering. Det kommende møde den 7. december har kvalitet i uddannelser som tema, og her er Roskilde Universitet vært.

Det tredje og fjerde møde bliver afholdt henholdsvis den 14. marts på Syddansk Universitet og 30. maj 2011 på Aarhus Universitet næste år. På mødet i marts er det planen at diskutere forskningens værdi for samfundet, og på Aarhus Universitet vil emnet blive globale udviklingstendenser for universiteter.

Hvert møde varer tre timer fra klokken 14 på dagen.

Program og yderligere information for mødet på Roskilde Universitet den 7. december kommer på Danske Universiteters hjemmeside inden længe.


Spørgeskemaundersøgelse om den faglige udviklingsproces

Studenterrådet ved Aarhus Universitet gennemfører i øjeblikket en undersøgelse, der vil kortlægge oplevelsen af den igangværende faglige udviklingsproces. Rådet opfordrer både medarbejdere og studerende til at svare på spørgeskemaet.

Spørgsmål eller kommentarer til denne undersøgelse kan rettes til Thea P. Frederiksen på mail: thea@sr.au.dk


Kalender

Venlig hilsen,

Rektoratet, den 11. november 2010


Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk