Rektoratets nyhedsbrev nr. 41/2010
Dialogmøder i studienævnsproces
En ændring af studienævnsstrukturen er på vej som et led Aarhus Universitets faglige udviklingsproces. Med dekan Carsten Riis som primus motor afholdes der i den kommende tid dialogmøder med AU Studieadministration, universitetets hovedområder samt forskellige studenterforeninger. Møderne skal medvirke til at afklare indholdet i den endelige anbefaling, som indleveres til universitetsledelsen først i det nye år.
Frist for høring om universitetslov udløber
I dag, mandag den 6. december, udløber den interne frist på Aarhus Universitet for kommentarer til de udmeldte forslag til ændring af Universitetsloven. Kommentarer modtaget inden tirsdag den 7. december kl. 12 vil også indgå i det samlede høringssvar fra Aarhus Universitet. Forslagene til ændringer af universitetsloven blev sendt til høring i alle enheder den 16. november, og Aarhus Universitet sender sit høringssvar den 12. december til Universitets- og Bygningsstyrelsen.
De foreslåede ændringer er en opfølgning på den landsdækkende evaluering af universitetsområdet i 2009, hvor universiteterne især rettede opmærksomheden på manglende frihedsgrader. Ifølge Universitets- og Bygningsstyrelsen skal de nye forslag til ændring af universitetsloven give universiteterne en friere ledelsesstruktur, sikre forskningsfriheden samt medarbejderes og studerendes medbestemmelse og medinddragelse i væsentlige beslutninger.
Prestigefyldt pris til matematik-professor
Professor Søren Asmussen fra Institut for Matematiske Fag har fået tildelt John von Neumann Theory Prize, den mest prestigefyldte pris inden for anvendt sandsynlighedsteori og anvendt simulation.
Blandt tidligere modtagere af prisen er nobelpristagerne i økonomi i henholdsvis 1994 og 2005: John Nash og Robert Aumann. Med prisen følger 5.000 dollar.
Kalender
- 6. december: møde i universitetsledelsen
- 7. december: DU-møde om kvalitet i uddannelser
- 15. december: fratrædelsesreception for dekan Just Jensen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
- 16. december: bestyrelsesmøde
- 16. december: fratrædelsesreception for dekan Søren Mogensen, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
- 20. december: fratrædelsesreception for dekan Bodil Due, Det Humanistiske Fakultet
- 3. januar: møde i universitetsledelsen
- 6. januar: reception for de nye dekaner
- 17. januar: bestyrelsesmøde
Venlig hilsen,
Rektoratet, den 6. december
Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog




