Rektoratets nyhedsbrev nr. 43/2010
God jul og godt nytår
2010 blev et godt år for Aarhus Universitet. Rekordmange kom ind på deres drømmestudie eller færdiggjorde deres studie. Det blev også et fagligt flot år med mange fornemme priser kronet med den præstigefyldte og meget fortjente Nobelpris til professor Dale T. Mortensen.
Samtidig har universitetet brugt mange kræfter på den faglige udviklingsproces. Det er meget positivt, at så mange medarbejdere og studerende har været aktive og er kommet med konstruktive forslag til den fremtidige faglige og administrative organisation. Der er tale om meget komplekse problemstillinger både fagligt, ledelsesmæssigt, administrativt, økonomisk og rent fysisk.
For at sikre en grundig og fair behandling af de mange indspil går universitetsledelsen nu som planlagt i gang med at skaffe sig det samlede overblik og forberede de beslutninger, der skal træffes. Her er det også vigtigt at sammenholde de faglige indstillinger fra hovedområderne med de indstillinger, der nu ligger på det administrative område. Planen er at lave én samlet udmelding på den fremtidige faglige og administrative organisering af hvert hovedområde og af hele Aarhus Universitet den 9. marts.
For at sikre, at ledelsesstrukturen på de fire nye hovedområder kommer på plads så hurtigt som muligt i det nye år, bliver et antal prodekanstillinger sendt i internt opslag i første halvdel af januar. Der bliver tale om en relativt kort proces med ansøgningsfrist ultimo januar eller primo februar. Derudover forventes også eksterne opslag af et antal prodekanstillinger; ligeledes i begyndelsen af det nye år. Ansættelsesrunderne vil blive gennemført i samarbejde med rådgivende udvalg.
Rektoratet takker alle for et godt år og ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår. Vel mødt i 2011 på de fire nye hovedområder: Aarhus Faculty of Arts, Aarhus Faculty of Science & Technology, Aarhus Faculty of Health Science, og Aarhus School of Business and Social Sciences.
Se rektors juletale
En sund økonomi
Aarhus Universitets økonomi er grundlæggende sund. Indtægterne stiger i 2011 med cirka 350 millioner til et samlet budget på 5,9 milliarder i 2011 svarende til en vækst på omkring 6 procent.
Det fremgår af det budget, som Aarhus Universitets bestyrelse godkendte på bestyrelsesmødet 16. december. Den store udfordring er, at der stadig er politisk usikkerhed om, hvad der så skal ske på langt sigt. Pengene er sat af på videnskabsministeriets budget, men vi ved ikke, hvordan de bliver udmøntet. Tendensen går i retning af, at flere og flere af universitetets forskningsmidler øremærkes til bestemte indsatsområder frem for at blive uddelt som frie basisforskningsmidler. Blandt andet derfor har nogle forskningsområder sidste år paradoksalt nok også oplevet nedskæringer.
Rektoratet har gjort det klart, at den bedste løsning er et nyt bredt og langsigtet forskningsforlig med flere afsatte basisforskningsmidler, så forskningen kan prioriteres af universiteterne og tæt på de faglige miljøer, hvor det gøres bedst.
Klar besked om administrationsomkostninger
Fra 2007 til 2009 er udgifterne til generel ledelse, administration og service steget fra 330 mio. kr. til 435 mio. kr. Det viser udregninger, som blev præsenteret i et notat til medlemmerne af Aarhus Universitets bestyrelse på det seneste møde.
Knap 40 pct. af denne stigning i omkostningerne skyldes rent tekniske poster eller ændringer i regnskabsmetoden, mens andre godt 30 pct. var midlertidige udgifter til den administrative forandringsproces. Udgifterne til generel ledelse udgjorde i 2009 sammenlagt 8,1 pct. af Aarhus Universitets samlede udgifter.
Reception for de nye dekaner
De fire nye dekaner på Aarhus Universitet tiltræder officielt deres stillinger den 1. januar 2011. Dette markeres med en fælles tiltrædelsesreception for det nye dekanteam, der består af Mette Thunø, Allan Flyvbjerg, Svend Hylleberg og Brian Bech Nielsen.
Receptionen afholdes torsdag den 6. januar 2011 i Stakladen fra kl. 13-15.
Aarhus Universitets høringssvar om ændringer af universitetsloven
Den 13. december indsendte Aarhus Universitet sit samlede høringssvar til forslaget om ændringer af universitetsloven.
På hjemmesiden ”Universitetslov 2010” kan man finde Aarhus Universitets samlede svar og de interne høringssvar.
Der er efterfølgende blevet udsendt et supplerende lovændringsforslag, som vedrører bestemmelserne om universiteternes udviklingskontrakter.
Flere byggeprojekter i horisonten
Aarhus Universitets bestyrelse gav torsdag den 16. december grønt lys til det videre arbejde på to større byggeprojekter, der kan sikre gode rammer for universitetets fremtidige forsknings- og uddannelsesaktiviteter.
Det ene er et højhus, der har fået arbejdstitlen ’AU Arts and Business Building’. Det skal bygges på den såkaldte Lille Barnow-grund over for Nobelparken. Bygningen, der kan blive op mod tyve etager høj, kan ud over topmoderne undervisnings- og konferencefaciliteter også rumme butikker, caféer og idrætsfaciliteter. Ifølge den nuværende plan udskrives en international arkitektkonkurrence i maj 2011.
Et andet projekt er den såkaldte Science City, der skal samle Naturhistorisk Museum, Steno Museet og Væksthusene i ét kompleks. Projektet, der tidligst forventes realiseret i 2015, giver mulighed for at etablere flere fælles naturvidenskabelige videnformidlingsprojekter.
Fredag den 17. december var der desuden officiel grundstensnedlæggelse ved den nye iNANO-bygning på Gustav Wieds vej. Bygningen, der i alt omfatter 5.200 kvadratmeter, skal i fremtiden rumme store dele af universitetets forskning i nanoscience.
Imponerende mange Sapere Aude-bevillinger
Med 16 nye Sapere Aude-bevillinger har i alt 28 forskere fra Aarhus Universitet fået de eftertragtede og prestigefyldte millionbevillinger fra Det Frie Forskningsråds nye forskerkarriereprogram Sapere Aude.
Torsdag den 16. december blev det offentliggjort, at 16 unge forskere fra Aarhus Universitet har fået midler fra Sapere Aude-programmet, og i sidste uge fik 12 yngre, etablerede forskere samme melding fra Det Frie Forskningsråd, der står bag det nye forskerkarriereprogram, hvis titel kan oversættes til ”Vov at vide”.
Sapere Aude-programmet er inddelt i forskellige trin. Trin 1 er til unge eliteforskere, og trin 2 er til yngre, etablerede forskere. Til trin 1-modtagerne, hvis navne blev offentliggjort i torsdags, blev der uddelt ca. 110 millioner kroner til 38 unge eliteforskere, heraf 16 på Aarhus Universitet. Og til de 31 udvalgte trin 2-modtagere blev der uddelt i 230 millioner kroner.
Bevillingerne til de unge eliteforskere fra Aarhus Universitet ligger på mellem knap to og godt fire millioner kroner, og de yngre, etablerede forskere har fået mellem 5,5 millioner kroner og 8,6 millioner.
Forskerne har fået bevillingerne på baggrund af ansøgninger til konkrete projekter.
Kalender
- 3. januar: Møde i universitetsledelsen
- 6. januar: Reception for de nye dekaner
- 17. januar: Ekstraordinært bestyrelsesmøde
- 18. januar: HSU-møde
- 31. januar: Bestyrelsesmøde
Med ønsket om en god jul og et godt nytår,
Rektoratet, den 22. december 2010
Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog




