Rektoratets nyhedsbrev nr. 6/2010
Brainstorm-møder om den faglige udviklingsproces
Første etape af den faglige udviklingsproces begynder den 11. og 12. februar, hvor Universitetet samler institutledere og ledere af større centre til fire brainstorm-møder. Her skal deltagerne drøfte faglige udfordringer og muligheder, og hvordan Aarhus Universitet bedst kan udnytte de muligheder for faglig synergi, der er opstået som følge af fusionerne. Det er hensigten at universitetet selv skal overveje, hvordan det bedst kan udnytte sine mange menneskelige og fysiske ressourcer, for derved at kunne styrke Aarhus Universitets iforvejen stærke faglige position. Møderne indledes af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og prorektor Søren E. Frandsen, der medvirker som observatører. Dekanerne og direktøren på DMU deltager også som observatører uden for deres eget fagområde.
Universitetet har bedt de fire professorer, Peter Munk Christiansen (SAM), Niels Egelund (DPU), Berit Eika (SUN) og Mogens Nielsen (NAT) om at indlede diskussionerne og om at fungere som mødeledere. Diskussionerne vil naturligt blive centreret om forskning, talentudvikling, uddannelse og videnoverførsel, som er søjlerne i universitetets strategi.
Disse brainstorm-møder om universitets faglige udfordringer og muligheder bliver senere fulgt op med dialogmøder og et fælles seminar. Bestyrelsen vil behandle spørgsmålet om den faglige udviklingsproces på mødet den 17. juni 2010.
Technology Transfer: Konference og strategiproces
Technology Transfer Office (TTO) arbejder med at øge udvekslingen af viden og teknologi mellem Aarhus Universitet og erhvervslivet. For at yderligere at styrke dette samarbejde har TTO og rektoratet igangsat en strategiproces, der involverer en række relevante interessenter på universitetet. Processen skal forankres i de faglige miljøer.
En central del af strategiprocessen er konferencen ”Technology Transfer – Why and how to accomplish best practice?”, der finder sted tirsdag den 23. februar fra kl. 9-16. Interesserede i teknologioverførsel er indbudt til at overvære oplæg fra internationale eksperter og deltage i den efterfølgende debat. Deltagelse er gratis, og tilmelding skal ske senest den 12. februar. Nærmere information om tilmelding og konferencens program kan ses i denne invitation.
Strategiudviklingen skal resultere i, at Aarhus Universitet senere på året kan præsentere en samlet strategi for viden- og teknologioverførsel. Processen kan løbende følges på denne hjemmeside.
Internationalt netværksarrangement på Aarhus Universitet
Aarhus Universitets International Club inviterer i samarbejde med International Community til et uformelt netværksarrangement. Formålet med aftenen er, at gæsterne dels får mulighed for at mødes med internationale kolleger på tværs af fagområder, og dels kan træffe udenlandske ansatte fra andre institutioner, virksomheder og offentlige myndigheder i Århus.
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen holder oplæg om, hvorfor internationalisering er en vigtig del af universitetets strategi, og lektor Vladimir Stolba, Center for Sortehavsstudier, fortæller om livet som udenlandsk medarbejder ved Aarhus Universitet. Aftenen slutter med nordisk musik og buffet i Antikmuseets lokaler.
Medarbejdere indbydes til at medbringe deres ægtefæller til arrangementet, der foregår onsdag den 24. februar kl. 17 i Aulaen. Tilmelding skal ske inden 15. februar 2010. Arrangementet er gratis.
Tilmeld dig arrangementet og læs mere om International Community.
Ny bygning til det internationale arbejde
Aarhus Universitet har besluttet at skabe optimale rammer for Internationalt Center og arbejdet med talentudvikling. Universitetet har netop overtaget det tidligere Pressens Uddannelsescenter i bunden af universitetsparken (Høegh-Guldbergs Gade 4), som efter en ombygning vil slå dørene op i efteråret 2010
Bygningen vil danne ramme om faglige og sociale aktiviteter knyttet til modtagelse og integration af blandt andet ph.d.-studerende, post docs og gæsteprofessorer fra udlandet. Internationale studerende og medarbejdere vil kunne få hjælp til at finde sig tilrette i Danmark, og ph.d.-studerende rekrutteret i udlandet får adgang til 32 indslusningsboliger. Bygningen vil også være hjemsted for aktiviteter, som går på tværs af AU’s otte ph.d.-skoler og en café, der skal fungere som et mødested for universitetets forskertalenter og universitetsbefolkningen iøvrigt
Debat om finansiering af de videregående uddannelser
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen opfordrede i et læserbrev den 4. februar til en konstruktiv debat om financiering af videregående uddannelser. Læs hele debatindlægget, der blev bragt i Århus Stiftstidende.
Forelæsning om Open Access
Mandag den 22. februar holder Dr. Alma Swan forelæsning om Open Access på Aarhus Universitet. Alma Swan vil fokusere særligt på, hvilke fordele Open Access giver for forskere. Forelæsningen er åben for alle, men kræver tilmelding senest den 17. februar. Læs mere om tid, sted og tilmelding i dette opslag
Kalender
- 11. februar: Møder mellem institutledere og centerledere fra hhv. områderne humaniora og sundhedsvidenskab i forbindelse med den faglige udviklingsproces
- 12. februar: Møder mellem institutledere og centerledere fra hhv. områderne samfundsvidenskab og naturvidenskab i forbindelse med den faglige udviklingsproces
- 22. februar: Open Access - make your research visible. Åben forelæsning af Dr. Alma Swan. Se invitation med oplysning om tid og sted
- 22. februar: Møde i universitetsledelsen
- 1. marts: Møde i Aarhus Universitets bestyrelse
- 3-4. marts: Universitetsledelsens seminar på Sandbjerg
- 4-5. marts: Videnskabsministerens årlige Dialogforum i Fredericia
Venlig hilsen
Rektoratet den 9. februar 2010
Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.
På adressen www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2
Hver uge udsender rektoratet et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve , hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/da/uni/rektorat/nyhedsbrev/2010 kan du læse tidligere udgaver af rektoratets nyhedsbrev.
Hvis du ønsker at tilmelde dig en engelske version af rektoratets nyhedsbrev, kan du gøre det på adressen: http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog=en. Den engelske version af rektoratets nyhedsbrev kan læses på adressen: http://www.au.dk/en/uni/rectorate/newsletter.




