Du er her: AU » Om AU » Ledelse » Diverse udvalg » Studieudvalget » 2006 » 20060206

Referat af møde den 6. februar 2006

Deltagere:

Katherine Richardson (formand), Arne Kjær (HUM), Anne Bak (HUM), Erik Meineche Schmidt (NAT), Tage Bai Andersen (NAT), Svend Hylleberg (SAM), Jørgen Albæk Jensen (SAM), Lene Hjøllund (SAM), Carsten Riis (TEO), Steffen Skovfoged (TEO), Søren Mogensen (SUN), Freja Boe Hansen (stud.), Dina Bloch (Stud.), Eva Teilmann (Reg.), Søren Anker Andersen (Reg.), Annette Lund (Reg.),

Afbud:

Gert Jørgensen (HUM), Bjarne Møller-Madsen (SUN), Benedicte Baumgarten (SUN)

Dagsorden punkt 1: Godkendelse af dagsorden.

Diskussionsemnet om uddannelsesoplysninger på nettet blev udsat til næste møde i udvalget.

Dagsorden punkt 2: Diskussionsemner.

UK3 – status ift. VTU v/ prorektor

Prorektor orienterede om dialogen med VTU om udformningen af UK3. Næste møde med VTU finder sted d. 21. februar 2006, hvorfor arbejdet med UK3 er under et betragteligt tidspres. Prorektor oplyste i øvrigt, at VTU i forlængelse af arbejdet i globaliseringsrådet er blevet overbevist om, at udviklingskontrakter på universitetsområdet skal danne grundlag for tildeling af basismidler.

VTU har udbedt sig nærmere målbeskrivelser og opstilling af kvantitative mål i UK3, hvorfor prorektor anmodede om udvalgets hjælp på mødet til nærmere indkredsning og formulering af målbeskrivelserne under følgende 3 emnekredse i UK3:

Aarhus Universitet vil fortsat sikre en effektiv uddannelsesindsats af højeste kvalitet og baseret på den nyeste forskning

Aarhus Universitet vil styrke internationaliseringen af uddannelse og forskning

Aarhus Universitet skal være kendetegnet af høj kvalitet inden for alle aktivitetsområder

Ad) Aarhus Universitet vil fortsat sikre en effektiv uddannelsesindsats af højeste kvalitet og baseret på den nyeste forskning

Emnet handler både om bedring af gennemførelsestiden og om nedbringelse af frafald.

Nøgletal 17 anvendes ift. VTU til opstilling af måltal for gennemførelse og frafald. Registraturen har bedt dekankredsen om at indmelde mål for kontraktperioden i løbet af indeværende uge. De indmeldte mål vil komme til at indgå i UK3.

Der var enighed i udvalget om, at nøgletal 17 ikke er et egnet instrument i forhold til det ”indre” arbejde med at bedre gennemførelsen og nedbringe frafaldet – hertil er nøgletal 17 for det første alt for bredt formuleret og i øvrigt måler nøgletal 17 på en for fjern fortid i forhold til de tiltag, der igangsættes på fagområderne for at forfølge målene, og som vi har brug for løbende at kende virkningerne af (eller mangel på samme).

Der er således selvfølgelig brug for opbrud af nøgletal 17 ned på fagområder og enkelte årgange – et arbejde der allerede har været i gang i nogen tid. Men der er også brug for opstilling af egnede interne metoder og indikatorer, der kan styres efter. Tage Bai Andersen oplyste i den forbindelse at ECTS/studietiden er en anvendelig indikator, som med fordel kan anvendes på alle niveauer.

En effektiv uddannelsesindsats – her især en styrkelse af erhvervsvejledningsindsatsen - kræver at vi øger vores kendskab til beskæftigelsessituationen for vores bachelorer og kandidater. Der udspandt sig en diskussion om, hvordan man på den ene side sikrer kontakten og netværksdannelsen hos dimmitenderne og hvordan man på den anden side sikrer systematisk indsamling af viden om beskæftigelse. Svend Hylleberg oplyste at økonomiuddannelserne har undersøgt beskæftigelsen ved brug af et konsulentfirma, som har forestået en spørgeskemaundersøgelse, hvor svarprocenten var oppe omkring 70. Det blev bemærket at brugen af vejledere til indhentelse af oplysningerne hører til blandt de bedst egnede redskaber, idet vejlederne ofte har kontakt til kandidater og ph.d.-ere efter endt uddannelse og idet disse vil kunne garantere en relativ høj svarprocent – også blandt de mindre succesfulde af vores dimmitender.

Der var enighed om, at det er nødvendigt med en nærmere diskussion af, hvordan vi organiserer indsamlingen af oplysningerne.

Et mål om bedring af studiemiljøet kræver at vi arbejder mere målrettet med udpegning af indikatorer. Erik Meineche Schmidt oplyste at man på naturvidenskab anvender selvbetjeningen som middel til indhentelse af oplysninger om de studerendes opfattelse af studiemiljøet. Svarprocenten har i disse sammenhænge været på omkring 25.

Universitetet har ikke generel hjemmel til at lade praktikforløb indgå i uddannelserne, hvorfor formuleringen herom i UK3 skal ændres til ”projektorienterede forløb”. Det er betænkeligt at opstille egentlige kvantitative mål på området, da projektorienterede forløb indgår på mange forskellige måder i uddannelserne. Der var enighed om, at der næppe er plads til mere end ét projektorienteret forløb igennem et uddannelsesforløb bestående af en bachelor- og en kandidatuddannelse, hvorfor formuleringen må ændres i retning af, at universitetets formål med at styrke mulighederne for projektorienterede forløb handler om, at universitetet ønsker at styrke samarbejdet med erhvervslivet.

Ad) Aarhus Universitet vil styrke internationaliseringen af uddannelse og forskning

Det blev præciseret, at formålet med arbejdet er en større grad af udveksling af uddannelse og uddannelseselementer på studenterniveau og at eventuel opnåelse af et ECTS-label således alene kan betragtes som et middel. Samme status må nødvendigvis gives arbejdet med diploma-supplement – herunder eventuel opnåelse af DS-label, idet arbejdet hermed handler om udvikling af egnet og sigende dokumentation for erhvervede uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Det sundhedsvidenskabelige uddannelsesområde er gået i gang med at arbejde målrettet hen imod opfyldelse af kravene for opnåelse af et ECTS-label. Søren Mogensen oplyste i den forbindelse, at man havde afholdt et orienteringsmøde, hvor Registraturen og Internationalt Sekretariat havde oplyst om kravene og orienteret om en række relevante links på nettet om emnet.

Der var enighed om, at de øvrige uddannelsesområder kunne have gavn af samme støtte, hvorfor dekanerne anmodede om, at Steffen Skovfoged og Annette Lund udarbejdede et forslag til en mødedag, hvor afsættet blev taget i de mangler, der er på uddannelsesområderne ift. opnåelse af en ECTS-label.

Ad) Aarhus Universitet skal være kendetegnet af høj kvalitet inden for alle aktivitetsområder

Det nærmere arbejde med kvalitetssikring er for indeværende kendetegnet ved, at VTU ventes at komme med et udspil til bekendtgørelse på området. VTU forventes at ville udskille uddannelsesgodkendelse fra ministeriet og flytte det ud i en art akkrediteringsenhed. I denne sammenhæng forekommer det oplagt, at der i forbindelse med Universitetslovens krav om evalueringer etableres en egentlig kvalitetsstemplingsmekanisme.

VTUs udspil afventes.

Tilvalg (Oplæg B v/Søren Anker Andersen)

Søren Anker Andersen illustrerede problemerne med tilvalg på tværs af fakultetsgrænserne med vedlagte oversigter (bilag 1254A).

Der var enighed om, at universitetet både i teori og praksis skal udbyde relevante fagkombinationer på tværs af fakultetsgrænser. Med afsæt heri blev det besluttet, at dekanerne for samfundsvidenskab, humaniora, teologi og naturvidenskab mødes d. 7. februar 2006 for at finde en model, der sikrer at kombinationer med naturvidenskab kan tilbydes, uanset at den naturvidenskabelige uddannelsesstruktur ikke passer sammen med de øvrige uddannelsesområders struktur.

Udbudet af tilvalg skal være klar d. 1. marts 2006, så ansøgere kan informeres om mulighederne.

Dagsorden pkt. 3. Orientering/Meddelelser

Eva Teilmann meddelte, at universitetet nu har besluttet en pris for uddannelser, som offentliggøres via nettet til potentielle ansøgere, der vil skulle betale for uddannelse. Samtidig har universitetet fået 9 stipendier over FL til fordeling i indeværende år. Stipendierne vil ikke kunne søges, men vil blive tildelt efter indstilling fra fagområderne til særligt kvalificerede studerende på sidste år af deres uddannelse. Eva Teilmann erindrede i denne forbindelse om, at forudsætningen for at denne gruppe af studerende overhovedet er at finde på en dansk uddannelsesinstitution er, at de har dokumenteret at de var/er i stand til at betale for uddannelsen. Oplysninger om muligheden for tildeling af stipendium vil blive offentliggjort i sammenhæng med oplysninger om prisen for uddannelse.

De studerende udbad sig en nærmere begrundelse for indførelse af rygeforbud under eksamen, hvortil Annette Lund bemærkede, at der i mange af de idrætskomplekser, hvor universitetet lejer eksamenslokaler, ikke længere tilbydes rygefaciliteter, hvorfor universitetet har fundet det mest rimeligt for alle parter, at der indføres et generelt rygeforbud.

Dagsorden punkt 4: Eventuelt

Næste møde afholdes torsdag d. 30. marts 2006 kl. 13.00

Referent/Annette Lund, souschef

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk