Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 28/2011

Finanslovforslag vil flytte midler fra forskning til undervisning

Uddannelse og forskning har topprioritet i regeringens udspil til finanslov for 2012, som blev meldt ud i denne uge, inden der blev udskrevet valg.

Topprioriteten til trods tegner 2012 alligevel til at blive et år med beskæring af forskningsindsatsen fra 16,5 i 2011 til 15,7 mia. kr.

Ser man alene på basismidler, vil det for Aarhus Universitet betyde et fald på omkring 100 mio. kr. set i forhold til 2011. Omvendt ligger der en pulje af ufordelte puljemidler i 2012, der vil kunne mildne dette billede, men de vil næppe forhindre, at der bliver et fald.

Regeringen lægger op til at flytte forskningsmidler til uddannelsesområdet. I finanslovforslaget afsættes således 150 mio. kr. per år for at kompensere for det øgede optag på universiteterne. Det store spørgsmål er dog, om det er nok til at finansiere og fastholde rekordoptaget i 2011 uden at reducere uddannelsestaksterne.

Universitetsledelsen støtter helt op om udmeldingen fra Danske Universiteter (DU), der betegner regeringens finanslovforslag 2012 som: beskedne løfter og udsigt til nedskæringer, som universiteterne må prøve at tackle. Og at det er uklart, hvordan man vil prioritere forskningen og uddannelserne de kommende år. Selvom den nuværende krisesituation fører til nedskæringer, konstaterer universiteterne med tilfredshed, at der er en bred opbakning til, at det offentlige fortsat vil investere mindst en procent af BNP til forskning.

 


Ny arbejdsmiljøorganisation etableres i efteråret

I de kommende måneder vil et midlertidigt hovedarbejdsmiljøudvalg sammen med AU HR udarbejde et forslag til ny struktur for arbejdsmiljøorganisationen på Aarhus Universitet. Det midlertidige hovedarbejdsmiljøudvalg vil blive sammensat af leder- og medarbejderrepræsentanter fra alle hovedområderne. Det enkelte hovedområde udvælger selv sine repræsentanter.

Arbejdet med at udvikle en model for den nye struktur for arbejdsmiljøorganisationen vil foregå i tæt samarbejde med dekanaterne og de eksisterende lokale arbejdsmiljøorganisationer på hovedområderne. Væsentlige beslutninger vedrørende strukturen – fx antallet af institutarbejdsmiljøudvalg og arbejdsmiljøgrupper – træffes på de enkelte hovedområder, så den passer til de lokale forhold og behov.

Det midlertidige hovedarbejdsmiljøudvalg vil inden årets udgang blive afløst af et permanent Hovedarbejdsmiljøudvalg. De kommende medlemmer af det kan først findes, når den nye arbejdsmiljøorganisation er beskrevet, og der efterfølgende kan skal nyvalg til posterne som arbejdsmiljørepræsentant.

Det nye Hovedarbejdsmiljøudvalg (HAU) erstatter Koordinationsudvalget for arbejdsmiljø (KOA). Universitetsledelsen har tidligere på året udpeget Jørgen B. Jespersen, konstitueret direktør for Det Nationale Center for jordbrug og fødevarer, som formand for HAU.


56 Sapere Aude-milioner til Aarhus Universitet

Syv forskere fra Aarhus Universitet var på listen, da Det Frie Forskningsråd tidligere på ugen offentliggjorde modtagerne af årets eftertragtede Trin 2-Sapere Aude-bevillinger. De syv forskere modtager i alt 56 millioner kroner, som i de kommende fire år giver dem mulighed for at etablere og lede deres egne forskningsgrupper.

Sapere Aude-bevillingerne, som første gang blev uddelt i 2010, er fordelt på to puljer: Trin 1-bevillinger, der gives til forskertalenter på postdoc-niveau, og Trin 2-bevillinger, der går til forskningsledere på lektorniveau. Årets Trin 1-bevillinger er endnu ikke uddelt. Det seneste resultat betyder, at forskere fra Aarhus Universitet i alt har modtaget 34 ud af de 102 Sapere Aude-bevillinger, der hidtil er givet.

 


"Aarhus. Danish for Progress"

Aarhus Universitet har sammen med Aarhus Kommune og det lokale erhvervsliv en fælles opgave i at brande Aarhus som en internationalt orienteret by med et godt studie- og erhvervsmiljø. Det har ført til et nyt slogan, der skal være med til at markedsføre Aarhus i både ind- og udland.

 


Fuld fart på medarbejdere i Odense og Aarhus

Næsten 2.000 medarbejdere fra Aarhus Universitet har tilmeldt sig løbe- eller gåhold ved årets DHL Stafet. I den forgangne uge blev arrangementerne i Aarhus og Odense afholdt, og her satte de mange lyseblå AU-trøjer et tydeligt præg på dagen. Stafetløbet i København afvikles torsdag den 1. september.

 


Kalender

 

  • 29. august: fælles startmøde om strategiarbejdet for universitetsledelsen, prodekaner og institutledere
  • 9. september: årsfest
  • 13. september: septembermøde på Arts
  • 14. september: septembermøde på Science and Technology
  • 14. september: septembermøde på School of Business and Social Sciences
  • 19./20. september: bestyrelsesseminar og -møde
  • 22. september: septembermøde på Health
  • 29. september: HSU-møde


Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 26. august

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2011 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.