Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 32/2011

Fusion mellem Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet på rette spor

Ingeniørhøjskolen i Aarhus og Aarhus Universitet har udarbejdet et enighedsdokument, der beskriver de faglige perspektiver samt de organisatoriske og økonomiske konsekvenser for en fusion. Bestyrelsen på Aarhus Universitet har netop tilsluttet sig en fusion på grundlag af det udarbejdede dokument og afventer nu, at dokumentet behandles i Ingeniørhøjskolens bestyrelse. Derefter fremsendes dokumentet til Videnskabsmini­ste­riet og Undervisningsministeriet, hvor de endelige vilkår for fusionen skal forhandles.


Strategi og udviklingskontrakt

På grund af valget har det ikke været muligt for Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) at komme med en udmelding om pligtige mål for udviklingskontrakten. Derfor har bestyrelsen netop besluttet at arbejde videre inden for de eksisterende rammer af universitetets strategi, Kvalitet og Mangfoldighed 2008-2012, indtil der foreligger nyt fra UBST. Det er i øvrigt målsætningen, at afrapporteringen af målopfyldelsen for strategi og udviklingskontrakt skal ske samlet. Bestyrelsen har netop godkendt universitetets målopfyldelse i forhold til strategien for perioden sommeren 2010 til sommeren 2011.


God økonomi

Universitetet har efter første halvår en forventet omsætning på 5.876 mio. kr. for 2011, hvilket er 56 mio. kr. mindre end det oprindelige budget. Det betyder, at universitetet nu forventer et overskud i 2011 på 15 mio. kr. mod tidligere at have budgetteret med et nul.

Den primære årsag er et mindre forbrug på omkostningssiden, idet igangsættelse af en række planlagte aktiviteter er udsat. Væsentlige usikkerheder for den resterende del af regnskabsåret 2011 er studieaktiviteten for sommeren 2011, færdiggørelsesbonus 2011 og studieoptaget pr. 1. oktober 2011.


Idéerne strømmede ind

Aarhus Universitet spurgte tidligere på året forskerne, om de havde gode idéer til original forskning. Og det havde de i allerhøjeste grad. Der er kommet 260 ansøgninger til programmet AU IDEAS, som universitetsledelsen har skabt i samarbejde med Aarhus Universitets Forskningsfond for at hjælpe visionære og originale projektidéer frem mod fuld udfoldelse gennem et Research Seed Programme.

Universitetsledelsen har nedsat en professorgruppe, ledet af Morten Kyndrup, som nu er i gang med at gennemgå de 260 ansøgninger. Ansøgerne bliver kontaktet direkte med besked om deres projektforslag. Universitetsledelsen forventer, at de første projekter kan gå i gang omkring årsskiftet.

Programmet giver mulighed for at støtte universitetets forskere på følgende to måder: AUFF Project Development, som primært har til formål at støtte originale projektidéer i en indledende fase, og AUFF Pilot Centres, som er næste trin i udviklingen af projektidéer for en forskergruppe, der både kan omfatte junior- og seniorforskere og gerne involverer forskere uden for Aarhus Universitet og uden for Danmark.

Puljen til AUFF Project Development kan udløse op til 500.000 kroner pr. ansøger, mens den anden pulje, AUFF Pilot Centres, kan sikre en bevilling på op til 7,5 mio. kroner til mere omfattende dyrkning af et forskningsområde.


Master class med EU-kommissær

EU-kommissær og tidligere Klima- og Energiminister Connie Hedegaard besøger Aarhus Universitet fredag den 30. september. Som en del af sit besøg afholder hun en master class om de internationale forhandlinger på klima- og miljøområdet og EU’s rolle heri. Master class’en, som er for AU’s forskere, gennemføres i Frandsensalen i rektoratet kl. 15.45-16.45. Kontakt Internationalt Center for adgang til arrangementet.

Connie Hedegaard sidder som klimakommissær i perioden 2010-2014.


Kalender

 

Venlig hilsen

Universitetsledelsen, den 23. september

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2011 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.