Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 36/2011

Ny institutstruktur på Arts

Fakultetsledelsen på Arts har fastlagt en ny institutstruktur, som skal implementeres i begyndelsen af 2012. Den nye institutstruktur er besluttet efter en omfattende høringsrunde. Organiseringen skal styrke såvel de kernefaglige som de tværfaglige dimensioner i både uddannelser og forskning.

  • Læs mere om den nye institutstruktur på Arts’ hjemmeside, som også har link til rapporten fra fakultetsledelsen

 


Lovændring skal bane vejen for fusion med Ingeniørhøjskolen

Universitets- og Bygningsstyrelsen har nu sendt et lovforslag i høring, der rent lovteknisk skal gøre det muligt for Aarhus Universitet efter en fusion at være udbyder af de uddannelser, som Ingeniørhøjskolen i Århus har ansvaret for på nuværende tidspunkt.

Lovændringen, der kan træde i kraft fra 1. januar 2012, omfatter tre paragraffer og vil betyde, at universitetet i fremtiden kan udbyde professionsbacheloruddannelser som diplomingeniør, samt civilingeniøruddannelser og ph.d.-grader inden for ingeniørområdet.

Lovforslaget giver Aarhus Universitet mulighed for at fortsætte Ingeniørhøjskolens nuværende uddannelsesudbud uden krav om fornyet akkreditering efter en fusion.

Lovændringsforslaget ventes fremsat for Folketinget i november 2011.

  • Se hele lovforslaget via UBST (linket 'Høringsportalen' i højre side)

 


Ny hjemmeside for de fire tværgående bånd og universitetsledelsen

Som en del af det nye design af Aarhus Universitets hjemmeside har universitetsledelsen og de tværgående bånd fået en ny, fælles sektion: ’strategi og ledelse’ under medarbejdere.au.dk.

De tværgående bånd, som er knyttet til universitetets kerneaktiviteter – forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelse – består hver af et udvalg og et forum. I udvalgene sidder en dekan og de fire hovedområders prodekaner for den pågældende kerneaktivitet, mens de fire fora består af repræsentanter for medarbejdere, studerende, ph.d.-studerende m.fl. På den nye hjemmeside bliver det muligt at finde dagsordener, mødeplaner, mødereferater og andet materiale fra de tværgående bånd.

Hjemmesiden ’Strategi og ledelse’ giver desuden oplysninger om bestyrelsen og universitetsledelsen, herunder blandt andet alle udgaver af universitetsledelsens nyhedsbrev, og der er ligeledes links til en række af universitetets overordnede strategier.

 


Succes med samlet sommeruniversitet

For første gang holdt Aarhus Universitet i år et samlet sommeruniversitet for alle hovedområder, ”AU Summer University”.

800 danske studerende og 300 internationale blev undervist i 60 fag af 40 gæsteundervisere, og evalueringen viser, at 94 procent af de studerende vil anbefale ideen til deres venner.

Internationalt Center har virket som koordinator under en styregruppe med repræsentanter fra hovedområderne, ledet af Bodil Due.

Hovedparten af de danske studerende valgte ifølge evalueringen at gå på sommeruniversitetet, fordi de enten gerne vil være på forkant med studiet, eller fordi de ønskede et specifikt fag.

Næste års sommeruniversitet er allerede under forberedelse. Bodil Due og Dorte Føns Sørensen fra Internationalt Center tilbyder at komme ud på hovedområderne og fortælle nærmere om aktiviteterne og dermed sikre, at der bliver et endnu bredere udbud af kurser næste år. De har således allerede været på hovedområderne Arts og Health for at orientere om vilkår og muligheder.

 


Ny fremgang på internationale ranglister

Aarhus Universitet går ni pladser frem på den netop offentliggjorte HEEACT-ranking for 2011. Universitetet er på den rankting nu oppe som nr. 96 i verden, hvilket samtidig placerer AU som nr. 29 i Europa og nr. seks i Norden. Ved HEEACT-ranglistens etablering i 2007 var AU nr. 132.

HEEACT-ranglisten, der også er kendt under navnet ’Performance Ranking of Scientific Papers for World Universities’, måler udelukkende på forskningsindikatorer i kategorierne produktivitet, gennemslagskraft/citationer og kvalitet. Sidstnævnte måles bl.a. ved hjælp af et gennemsnitligt h-index og antallet af højt citerede forskningsartikler.

Ranglisterne anvender vidt forskellige parametre, når de vurderer verdens 17.000 universiteter, og i modsætning til HEEACT-listen vurderer f.eks. QS- og Times Higher-ranglisterne også universiteterne ud fra en række subjektive kriterier.

De fire mest anerkendte rankinglister har i år placeret Aarhus Universitet således:

  • Times Higher: 42 pladser frem fra nr. 167 til nr. 125
  • ARWU: 12 pladser frem fra nr. 98 til nr. 86
  • QS: Fem pladser frem fra nr. 84 til nr. 79
  • HEEACT: Ni pladser frem fra nr. 105 til nr. 96

Læs mere om de internationale ranglister og Aarhus Universitets historiske placeringer

Desuden er uddannelsen MSc in Finance & International Business, som udbydes af School of Business and Social Sciences, endnu en gang kåret som én af verdens bedste kandidatuddannelser. Det er Financial Times, der med på sin Master in Management Ranking placerer uddannelsen som nummer nr.44 - en fremgang på syv pladser i forhold til året før.

 


Kalender

  • 14. november: bestyrelsesmøde
  • 15. november: møde med Universitets-Samvirket
  • 30. november - 1. december: ledelsesseminar på Sandbjerg
  • 6. december: HSU-møde
  • 15. december: bestyrelsesmøde

 

Med venlig hilsen,

Universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2011 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen info.au.dk/medarbbreve/index.asp

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev, der informerer om aktuelle aktiviteter og diskussioner.

 

 

Møder i universitetsledelsen

Universitetsledelsen holder møde hver onsdag kl. 08.30 - 11.30. Se mødeplan og dagsordener fra møderne.