Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 43/2011

Rektors juletale 15. december

Rektor holder i år juletalen torsdag den 15. december kl. 15 i Aulaen i Aarhus. Her vil han offentliggøre budgettet for 2012. Han vil desuden fokusere på udfordringerne for 2012 og bl.a. give en status for fusion med Ingeniørhøjskolen i Aarhus, de interdisciplinære centre og AU Ideas.

Mød de nye bestyrelsesmedlemmer

Derudover er de tre nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer medarbejderne: Peter Christian Bugge, Susanne Bødker og Bertha Plotnikof Mortensen er inviteret til at holde et kort oplæg med temaet "de største udfordringer for AU i 2012".

Julearrangementet bliver bliver streamet til AU-lokaliteterne i Silkeborg, Emdrup, Årslev, Flakkebjerg, Foulum, Roskilde og Herning. Under mødet vil det være muligt at stille spørgsmål til de kommende bestyrelsesmedlemmer og rektor via mailadressen presseenheden@adm.au.dk.


Valgresultaterne er i hus

Valgene til Aarhus Universitets bestyrelse, de akademiske råd, studienævn og ph.d.-udvalg er afsluttet. Fem nye ansigter skal fra februar 2012 repræsentere universitetets medarbejdere og studerende i bestyrelsen.

Lektor på Institut for Kultur og Samfund, Peter Christian Bugge, professor på Datalogisk Institut, Susanne Bødker, og laborant på Biomedicinsk Institut, Bertha Plotnikof Mortensen, afløser Kirsten Jakobsen, Martin Tang Jørgensen og Erik Strange Petersen som repræsentanter for medarbejderne.

Hos de studerende faldt de fleste stemmer på to af Studenterrådets kandidater: økonomistuderende Karen Marie Kjeldsen og historiestuderende Benjamin Bilde Boelsmand. De afløser Christian Thyrrestrup og Maria Juhler Larsen.

Derudover er der valgt et stort antal ansatte og studerende på hovedområder til de lokale råd, udvalg og nævn.

  • Se samtlige valgresultater


Rektor Ove Poulsen IHA takker af efter en lykkelig fusion

Professor mso Ove Poulsen, Aarhus Universitet, takker af som rektor for Ingeniørhøjskolen i Aarhus (IHA) den 1. februar 2012. Han betegner fusionen med AU som lykkelig, og skal fremover bl.a. være direktør for vindenergicentret på Fyn.


Flere forventes at gennemføre en uddannelse

Ifølge Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser er der nu udsigt til at nå målet om at få halvdelen af en ungdomsårgang igennem en videregående uddannelse. De seneste tal fra ministeriet viser, at 54 pct. af de unge, der forlod 9. klasse i 2010, forventes at færdiggøre en videregående uddannelse, mens 24 pct. forventes at få en lang videregående uddannelse.


Danmarks bedste hospital ligger i Aarhus

Aarhus Universitetshospital (AUH) er stadig landets bedste hospital. Det er konklusionen i en ny større undersøgelse gennemført af Dagens Medicin.

AUH opnåede førstepladser inden for 21 af de i alt 36 lægelige specialer, der er vurderet i undersøgelsen, og i samtlige de resterende områder sluttede hospitalet blandt de tre bedste.

De danske hospitaler er blevet vurderet på baggrund af de tilgængelige data for behandlingskvalitet, og Dagens Medicin har desuden gennemført en afstemning blandt sine læsere. Med i udregningen er også de nationale tal for patienttilfredshed.


Studiemiljø: Pilotprojekter i fuld gang

Internationale studerende, der indføres i dansk studieteknik og -kultur. Studievejledere, der lærer at spotte og håndtere stress hos studerende. Medicinstuderende, der modtager information om flytning af undervisning på mobiltelefonen.

Aarhus Universitet igangsatte tidligere på efteråret mere end 70 vidt forskellige pilotprojekter til udvikling og forbedring af studiemiljøet. Det tværgående udvalg for uddannelse har udarbejdet en web-oversigt over alle projekterne. Her er det muligt at læse mere om de enkelte forløb og finde projekternes kontaktpersoner.


Danske universiteter har styrket kvalitetsarbejdet

Rigsrevisionen roser i et nyt notat de danske universiteter for at være blevet mere målrettede og helhedsorienterede i deres arbejde med at sikre uddannelseskvaliteten. Samtidig bemærkes det også, at universiteterne har styrket evalueringsindsatsen og i højere grad inddraget eksterne interessenter i forbindelse med kvalitetsarbejdet.

I notatet anbefales Uddannelsesministeriet at inkludere kvalitetsarbejdet i de kommende udviklingskontrakter for på den måde at støtte universiteternes fortsatte indsats på området.

Rigsrevisionen udtaler sig blandt andet på baggrund af universiteternes politikker og procedurer for kvalitetssikring, samt af uddannelsesvurderinger fra akkrediteringsinstitutionen ACE Danmark.


Kalender

  • 15. december: bestyrelsesmøde
  • 15. december: rektors juletale kl. 15 i Aulaen



Med venlig hilsen,

Universitetsledelsen 9. december 2011

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2011 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog